Den Flyvende Hollænder: En forbandet jagt på evig troskab

I Richard Wagners "Den flyvende hollænder'' er en kaptajn dømt til at sejle hvileløst rundt på verdenshavene. Kun hvert syvende år må han gå i land i jagt på kærligheden.

En kaptajn på et skib bliver ramt af nemesis, da han svor ved alle djævle, at han vil styre udenom et bestemt bjerg.

Det lykkedes ikke, og djævelen tager ham på ordet. Kaptajnen og hans mandskab må for eftertiden flyve på alle have, og skibet må aldrig lægge til kaj.

Den flyvende Hollænder i Helsinki

​Sendt som Ugens Opera på P2 26. november 2016

Opera af Richard Wagner

Den finske Nationalopera i Helsinki.

Iscenesættelse af Kasper Holten

Medvirkende: Årets P2 Kunstner, Johan Reuter, som hollænderen. Camilla Nylund som Senta og Gregory Frank som Daland. Derudover Mika Pohjonen, Sari Nordqvist og Toumas Katajala som Erik, Mary og Styrmanden

Den finske Nationaloperas Kor og Orkester

Dirigent: John Fiore

Men hvert 7. år må kaptajnen gå fra borde og forsøge at finde en kvinde, der vil være ham tro til evig tid. Kun på den måde vil forbandelsen blive ophævet.

1. akt

En slem storm raser, så den norske skipper Daland søger læ med sit skib i en fjord nær sit eget hjem. Alle går til ro undtagen styrmanden, som våger og synger en sang for at holde sig vågen. Men søvnen overmander ham, og han døser hen.

I det øjeblik glider Hollænderens skib ind i fjorden og kaster anker ved siden af Dalands skib. Mandskabet bjerger de blodrøde sejl, og Hollænderen går i land. Hans historie er uhyggelig og trist; engang prøvede han at trodse himlen og blev derfor dømt til at sejle rundt på havene i evig tid. Hvert syvende år må han gå i land for at finde den kvinde, som kan redde ham. Hun skal sværge at være ham tro til hun dør, og derved løses hans forbandelse.

Daland vågner og ser Hollænderens skib. Han går ud for at hilse på den fremmede, som beder om husly for natten. Hollænderen viser Daland nogle af alle sine kostbarheder, som han vil forære Daland for gæstfriheden. Han spørger også om Daland har en datter, han kan gifte sig med, og Daland bliver glad for tanken om muligheden for at få en rig svigersøn. Han beder Hollænderen følge med og sejler mod hjemmet.

2. akt

Hjemme hos Daland sidder pigerne og spinder til en munter sang. Kun datteren Senta er trist og forgabt i et billede på væggen af en bleg mand. Sentas amme Mary bebrejder hende, at hun er så kold og afvisende over for bejleren Erik. Da Mary afviser at synge sangen om Hollænderen, gør Senta det selv – hun tror det er hende selv, der skal løse ham fra forbandelsen.

Erik kommer ind i samme øjeblik og siger, at han har set Dalands skib nærme sig sammen med et fremmed skib. Han bebrejder hende, at hun altid sidder foran billedet og ikke interesserer sig for ham. Han fortæller, at han har drømt, at Daland kommer hjem med en fremmed, som Senta vil følge ud på havet. Senta tager det som et godt tegn om, at hun vil møde Hollænderen, og hun går ud for at tage i mod sin fader.

I det samme træder Daland ind med den fremmede, som er manden på billedet. Han fortæller om ægteskabsplanerne, men Senta hører ikke efter. Hun er helt opslugt af manden. Længe ser de tavst på hinanden før de erklærer hinanden deres kærlighed. Hun sværger at være ham tro til sin død.

3. akt

På Dalands skib er der fest sammen med pigerne fra land. Stemningen er god, og de synger en sang til hollænderens skib, men svaret er en grum uhyggelig sang, som nedsætter stemningen en hel del.

Senta går ud af huset efterfulgt af Erik, som igen prøver at vinde hendes interesse, men hun afviser ham endnu en gang. Da træder hollænderen frem og beder hende bryde sit løfte, da han ikke mener hun vil kunne holde stand hele livet. Han beder sine matroser rejse sejl, og han fortæller alle, at han er den flyvende hollænder, hvis forbandelse kun kan ophæves af den kvinde, som sværger ham troskab til sin død. Den kvinde, som ikke klarer opgaven, vil dømmes til evig fortabelse. Han vil skåne sin elskede Senta for dette og sejler bort.

Senta går op på en klippetop, gentager sit troskabsløfte og kaster sig i havet. I det samme synker spøgelsesskibet og Hollænderens og Sentas forklarede sjæle stiger op mod himlen.

P2 LIVE



lige nu
P2 Operaaften: Leo Delibes' Kassya

20.00 - direkte fra Opera Berlioz i Montpellier i Frankrig, hvor danske Michael Schönwandt leder en koncertant opførelse af Delibes' sidste opera Kassya, som han ikke nåede at skrive færdig før sin død, men som komponistkollegaen Massenet skrev færdig til uropførelse. Véronique Gens, Anne-Catherine Gillet, Nora Gubisch, Cyrille Dubois, Alexandre Duhamel, Renaud Delaigue, Jean-Gabriel Saint-Martin, Rémy Mathieu, Anas Seguin og Luc Bertin-Hugault. Det lettiske Radiokor. Montpellier Operaens Kor og Orkester. Dirigent: Michael Schønwandt. Ca. 19.20 Tenoren Xu Chen, der er debuteret fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium synger arier af blandt andre Verdi, Donnizetti og Massenet. Vært: Rie Koch. www.dr.dk/p2koncerten