Orkester booker 90-årig legende til 25 koncerter

Den snart 90-årige Herbert Blomstedt holder sig ikke tilbage: Hele 25 gange skal han dirigere Gewandhaus-orkestret til efteråret.

Herbert Blomstedt fylder 90 til sommer - men det har bestemt ikke fået den svenske maestro til at skrue tempoet ned. (© dr)

Bare fordi man fylder 90 år, er der ingen grund til at holde otium fra dirigentpodiet!

Herbert Blomstedt har i forvejen kalenderen pakket med optrædener i blandt andet Dresden, Oslo, San Francisco og København - byer, hvor han tidligere i karrieren har været chefdirigent.

Nu har Leipzigs berømte Gewandhaus-orkester offentliggjort et program på hele 25 koncerter med Herbert Blomstedt i efteråret 2017 - herunder en turné til London, Paris, Wien, Japan og Taiwan.

Spiller med verdens bedste virtuoser

Blomstedt fylder 90 år den 11. juli i år, og Gewandthaus-orkestret fejrer det et par måneder efter med otte koncerter under overskriften "90. Geburtstag von Herbert Blomstedt".

På programmet er både Brahms, Beethoven og Mendelssohn. Men i "fødselsdagsgave" får Herbert Blomstedt også lov til at spille med tre af verdens absolut bedste på deres instrumenter: Violinisten Leonidas Kavakos, cellisten Gautier Capuçon og pianisten Kirill Gerstein.

Bare en uge efter den sidste af de otte fødselsdagskoncerter drager Blomstedt og orkestret på en fire uger lang turné, der begynder i London og slutter i Taipei efter i alt 17 koncerter.

Kort inden det store program med Gewandhaus får danskerne iøvrigt mulighed for at se Blomstedt blomstre. 14. og 15. september dirigerer han nemlig DR SymfoniOrkestret gennem et program af lutter Felix Mendelssohn.

Har eksporteret Carl Nielsen til USA

Herbert Blomstedt har før haft tæt tilknytning til Danmark, hvor han var chefdirigent for DR SymfoniOrkestret fra 1967-77.

Siden har han dirigeret dem mange gange, blandt andet i 2016, hvor han modtog Sonnings Musikpris i DR KoncertHuset.

Undervejs i karrieren har Herbert Blomstedt også udbredt Carl Nielsens musik, og blandt andet vundet priser for en indspilning af to Nielsen-symfonier med San Fransciscos symfoniorkester.

Og når vi nu er ved Danmark: Gewandhaus-orkestret har også haft en dansk dirigent. I 1840'erne stod den dengang verdensberømte komponist Niels W. Gade nemlig i spidsen for orkestret i Leipzig - som arvtager fra Felix Mendelssohn.

Så er ringen ligesom sluttet. Du kan læse mere om Gade, der i år har 200 års jubilæum, her: