Orkester skal spille for metroarbejdere 20 meter under jorden

Symfoniorkestret Copenhagen Phil giver i morgen metroarbejderne på Nørrebro musik til deres arbejde langt under jorden.

I morgen får nogle af de mange udenlandske metroarbejdere i hovedstaden mulighed for at høre tre danske klassikere dybt under jorden. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Det bliver ikke kun borelyde, der runger fra den kommende metrostation ved Nørrebros Runddel i morgen tidligt.

Symfoniorkestret Copenhagen Phil spiller nemlig en kort koncert for de udenlandske metromedarbejdere samt en række særligt indbudte gæster i anledningen af Spil Dansk Ugen, der fejres hele ugen landet over.

Koncerten er også tænkt som en fejring af den styrkende togforbindelse mellem København og Frederiksberg, skriver Spil Dansk og Copenhagen Metro Team i en fælles pressemeddelelse.

Metrostationen står endnu ikke færdig, og derfor vil de fleste af gæsterne være de metroarbejdere, der arbejder på at gøre togstationen klar til københavnerne.

De kommer primært fra lande som Polen, italien og Rumænien, og vil derfor for muligvis første gang blive introduceret for tre danske klassikere.

Jernbanedampgalop under byens myldretid

På programmet er nemlig ’Københavns jernbanedampgalop’ og ’Champagnegalop’ af H.C. Lumbye og Carl Nielsens musik til ’Jens Vejmand’.

Ricco Victor, der er direktør for Spil Dansk, er begejstret:

- Med begivenheden får vi virkelig musikken derhen, hvor den aldrig har været før. Det samme er en del af missionen med Spil Dansk. Vi sørger for, at den danske musik når ud i hver en afkrog af landet i løbet af den festlige Spil Dansk Uge.

Med koncerten 20 meter under Nørrebros travle morgentrafik vil Spil Dansk gerne vise, hvordan ’tonerne kan skabe direkte genvej mellem mennesker’.

- Projektet kan også ses som et vink om, at den klassiske musik gerne må komme ud i overraskende og folkelige rammer – og mere ud af sin komfortzone, siger Ricco Victor i pressemeddelelsen.

Arrangementet er ikke åben for offentligheden. I morgen kan du dog se en video fra koncerten her på dr.dk.

Facebook
Twitter