Begejstret mor: "Henrik har gjort det sejt at gå til drengekor"

Henrik Skærbæk Jespersen har på ti år skabt omvæltninger i Haderslev, hvor klassisk korsang nu hitter blandt byens teenagere.

Det er ikke mange steder, at teenage-drenge i hobetal valfarter til kor- og orgelundervisning på ugentlig basis.

Men sådan er det i Haderslev.

Årsagen hedder Henrik Skærbæk Jespersen. Han er domorganist i Haderslev Domkirke, og grundlagde Haderslev Drengekor i 2008.

Det er hans fortjeneste at interessen for at synge i drengekor og spille på kirkeorgel gennem de seneste 10 år er vokset markant i Haderslev og omegn. I dag er der 65 sangere i koret, og der er for tiden ikke plads til flere.

Nu er han blevet nomineret til prisen for Årets Ildsjæl til P2 Prisen, der uddeles på fredag i DR's Koncertsal.

Den store interesse for drengekoret var svær at finde, da Henrik Skærbæk Jespersen begyndte at tage rundt til kommunens 3. klasser for at spotte drenge, der havde lyst til og flair for at synge. Men det har ændret sig.

- Når de i første omgang får tilbuddet om at være med i koret, er der stadig mange der siger til deres forældre, at det vil de ikke. Men så er det fantastisk at opleve den forvandling der sker, når de giver det en chance, oplever fællesskabet, og mærker at de kan noget med deres stemme, som det ikke er alle der kan, siger Henrik Skærbæk Jespersen.

Var bange for kor i starten

Gustav Jakobsen på 14 år, der nu har sunget i koret i seks år, kan godt huske hvordan det var, da det første brev om Haderslev Drengekor landede derhjemme:

- I starten var jeg lidt bange for at komme ind til koret, men der var en masse på min alder, og det var sjovt og hyggeligt. Og så har det bare udviklet sig, fortæller Gustav, der i dag både synger og spiller orgel.

For korlederen Henrik er det lige som det skal være:

- Jeg interesserer mig for mennesker, og hver gang du kan gøre en forskel for en dreng, og opleve at de udvikler sig, så rører det mig meget, siger han.

P2 Prisen: Årets Ildsjæl
  • Hvem der får prisen som Årets Ildsjæl 2018 bliver afgjort til P2 Pris-koncerten fredag d. 19. januar.
  • 290 P2-lyttere og -brugere har indstillet deres kandidater til Årets Ildsjæl - en pris der gives til ildsjæle der gør en ekstra indsats for den klassiske musik.
  • De tre finalister er valgt af P2s fagjury, der også vælger vinderen. Finalisterne er Henrik Skærbæk Jespersen, Mette Østergaard og Lars Ole Mathiasen, der til sammen (blandt meget andet) har sørget for et drengekor i Haderslev, en sommerfestival i Silkeborg og en større mængde Wagner-operaer i Esbjerg.
  • Prisen overrækkes af kulturminister Mette Bock ved P2 Pris-koncerten fredag d. 19. januar 2018.
  • P2 Pris-koncerten kan høres i radioen på DR P2 kl. 19:20, og streames på www.drkoncerthuset.dk
  • Frem mod priskoncerten vil alle tre nominerede blive portrætteret på www.dr.dk/klassisk

Hanne Lene Haugaard har en søn i koret, og hun er begejstret for den indflydelse koret har haft på ham.

- Der er noget helt magisk i det skifte fra at være en fuldstændig vild dreng og så være med i drengekoret. Henrik får det at synge i koret til at være noget, som drengene i Haderslev stræber efter. Han har gjort det sejt at gå til drengekor.

Organister på 13 og 15 år

Da Henrik Skærbæk Jespersen begyndte i Haderslev Domkirke var han stadig studerende, og havde titel af organistassistent. I dag er han domorganist, og siden dengang er sanglivet i kirken vokset, så han i dag også er kunstnerisk leder for korskolen Haderslev Sangakademi.

Han arrangerer koncerter i kirken, han sidder ved orglet selv, og han dirigerer drengekoret i ind- og udland.

Og han fortsætter hele tiden med nye tiltag: Senest har han skabt fællesskabet 'Orgeldrengene i Haderslev', hvor han underviser drenge fra koret i at spille orgel.

Orglet er et flot, monumentalt instrument med masser af hestekræfter i, og når først de bliver præsenteret for det, appellerer den kraftige klang til mange børn og unge.

Men det er ikke alle der opdager det, så nu er Henrik Skærbæk Jespersen begyndt at hjælpe både orgel og børn lidt på vej, ved at introducere instrumentet for sine korsangere.

Og han har hurtigt fået skabt en helt flok af unge organister.

- De har et utroligt drive, og er bare så nysgerrige på at undersøge alt om orgelmusik og orgler. Og nogle af de her orgeldrenge spiller også allerede i kirkerne. Juleaften var der to drenge på 13 og 15 år der spillede til to gudstjenester i en mindre kirke i omegnen, fortæller han.

- Desværre spillede jeg i min egen kirke juleaften, så jeg kunne ikke være der for at bakke dem op, og de tog derfor afsted alene med en forælder som chauffør. Men vi havde været nede og øve det igennem i kirken, og jeg var helt tryg ved at sende dem afsted.

P2 LIVE



lige nu
Grammofon

- med Jens Povlsen. Ikke så meget snak ... www.dr.dk/p2 (Sendt første gang 5. april). (Sendes også i morgen 5.03).