Lars Ole siger han er en dårlig chef. Nu er han nomineret til en pris for sit gode arbejde

Operachefen fra Den Ny Opera i Esbjerg ved godt, han har en uortodoks tilgang til chef-jobbet. Men han kan ikke lade være med at blande sig.

Som operachef i Esbjerg er Lars Ole Mathiasen ikke kun at finde på kontoret eller som dirigent foran orkestret.

Op til premieren på Wagners 'Valkyrien' i august 2017 havde han både udtænkt en ny orkestergrav, inspireret af Wagners egen orkestergrav i Bayreuth, og været med til at bygge den selv.

Med hans egne ord er han i virkeligheden en dårlig chef.

- Jeg synes jo, at alle aspekter af det at lave opera og teater er spændende. Derfor er jeg sådan en irriterende type. En god chef er sådan én, der sidder med overblikket og uddelegerer. Men jeg vil jo helst være med til det hele, siger Lars Ole Mathiasen.

Nu er Lars Ole Mathiasen nomineret til P2 Prisen som Årets Ildsjæl for sit store arbejde med Wagners 'Nibelungens Ring' i Esbjerg.

I sommer opførte de 'Valkyrien', og lige nu er de i gang med at forberede opførelsen af 'Rhinguldet', der er på plakaten i 2019.

På sigt skal alle fire operaer i Ringen opføres samlet i 2024. Selv for et stort operahus er det et kæmpemæssigt projekt – men for Lars Ole Mathiasen er det oplagt at kaste sig ud i det, fordi det er et værk, der taler til ham både som musik og teater.

En opera der mangler en masse

Lars Ole Mathiasen har altid været en gør-det-selv-operachef. Dels fordi han interesserer sig for hvert eneste aspekt af en operaproduktion, og dels fordi, at Den Ny Opera i Esbjerg er et ganske lille operahus. Tre ansatte er der i alt: Lars Ole Mathiasen selv, en sekretær og en souschef på halv tid.

- Vi er kendetegnede af en uendelig mængde af mangler på Den Ny Opera. Vi har ikke et værksted, et stort mandskab og hele det der maskineri. Til gengæld er det en fordel at vi er et overskueligt operakompagni, og at sangerne og musikerne derfor føler stort medejerskab til forestillingerne, siger Lars Ole Mathiasen.

Han anerkender dog også manglerne ved at være et lille hus. Men han ser det ikke nødvendigvis som en svaghed.

- Der er en drivkraft i os for at forsøge at optimere alle de steder, hvor vi kan gøre det alene med hårdt arbejde, siger Lars Ole Mathiasen.

Ny sal var stort eksperiment

Èt af de steder hvor indsatsen har været sat ind i 2017 har været den nye orkestergrav. Som samtidig har været et kæmpe eksperiment.

- Vi havde kun Wagners idé fra Bayreuth at gå ud fra: Idéen om at orkestret sidder skjult, og på trin dybere og dybere ned og ind under scenen. Men vi vidste ikke, om det ville fungere i Esbjerg. Så vi kastede os bare ud i bryde en betonvæg ned og grave ned i fundamentet. Vi beklædte også væggene med træ for at få den rigtige klang, fortæller Lars Ole Mathiasen og fortsætter:

- I virkeligheden er det også i Wagners ånd, synes jeg, og jeg synes også at jeg på nogle stræk forstår Richard Wagner som teatermenneske. Den der stræben efter at optimere forholdene som musikteatret skal udspille sig under. Det der storhedsvanvid. Den der kompromisløshed. Det er også en drivkraft for os.

Operaens svar på Game of Thrones

Lars Ole Mathiasen har selv været med til at eksperimentere og bygge det han kalder 'indmaden i orkestergraven'. Og resultatet, som han i første omgang opfattede som et eksperiment i forholdet 1:1, endte heldigvis godt:

Det gav en helt anderledes flot orkesterklang, og en fantastisk balance imellem orkestret og scenen, fortæller han i dag.

Den Ny Operas opførelse af 'Valkyrien' i august 2017 blev en succes hos publikum. Og Lars Ole Mathiasen regner bestemt med, at de kommer igen, når resten af Nibelungens Ring udspiller sig i Esbjerg gennem de næste syv år. Faktisk tror han, at publikummet til forestillinger som Ringen vil vokse fremover.

- Det publikum, der kommer, har både Ringenes Herre, Harry Potter og alenlange tv-serier som Game of Thrones i bagagen. De er ikke bange for at leve sig ind i noget der varer længe, siger han.