Det var ikke kun klassiske musikstjerner som Beethoven og Pelle Gudmundsen-Holmgreen, der blev namedroppet fra scenen til P2 Prisen 2017.
To af prisvinderne, de danske komponister Hans Abrahamsen og Bo Gunge, fik på hver deres måde flettet funkpop-legenden Prince og popstjernen Rihanna ind, da de modtog priser i Musikhuset, Aarhus.
Som du kan se i videoen ovenfor, indrømmede Hams Abrahamsen blankt, at en af sangene i hans internationalt hædrede ’Let me tell ýou’ har inspiration fra Rihanna – hvorefter han gav sig til at efterligne lydene…
Komponisten Bo Gunges ’Alting har en tid’ er ifølge ham selv ligeledes inspireret af fire P’er – heriblandt ”Papa Haydn” (det skulle jo være med p….) og Prince.
- Prince har noget at gøre med kombinationen af klange og måden melodi forholder sig til akkompagnementet på, forklarede Bo Gunge.