Lisbeths violin lindrer smerterne hos syge hospitalsbørn

Lisbeth Sagens violin har siden 2009 skabt lyspunkter i hverdagen på Rigshospitalets børneafdeling. Nu er hun nomineret til P2 Prisen Årets Ildsjæl.

Ved indgangen til Afsnit 5061 på Rigshospitalet er der store gule, blå og grønne sommerfugle på væggene, og på vinduet på én af stuerne er der klistret billeder af Peter Plys og Tigerdyret.

Men til indgangene til mange af stuerne, er der sluser, for de immunsvækkede børn ligger i isolation og er alvorligt syge.

Og netop i disse sluser har Lisbeth Sagen og hendes violin efterhånden tilbragt mange timer. Siden 2009 har hun nemlig spillet for børnene på Rigshospitalet.

Musikken giver mindre behov for behandling

Violinspillet giver ikke bare børnene en kulturel oplevelse og forandring i hverdagen. Det giver dem også mindre behov for behandling med smertestillende medicin, siger overlæge på Rigshospitalet, Kaare Lundstrøm:

- Vi kan se, at når de hører musik, så er deres behov for den behandling meget mindre end de dage, hvor Lisbeth ikke kommer forbi.

Arbejdet med klassisk musik gør nu Lisbeth Sagen til en af de tre nominerede til P2 Prisen Årets Ildsjæl.

Idéen til projektet MusikBeRiget fik hun, imens hun selv var indlagt med sit barn på hospitalet:

- Jeg havde længe tænkt over, at musikken måtte kunne bruges i andre sammenhænge end i koncertsalen. Så var jeg indlagt med mit eget barn i fem uger da hun var nyfødt, og der blev tanken så småt sået i mig, fortæller hun i dag.

I januar 2009 trådte Lisbeth Sagen for første gang ind ad dørene til Rigshospitalet med sin violinkasse på ryggen, og siden da er der sket en hel del.

Med til dåb og svære stunder

I dag er hun på Rigshospitalet tre gange om ugen, og for tiden kommer hun både på børne- og voksenafdelinger sammen med kollegerne Berit Spælling og Ole Kibsgaard på harpe og guitar. Hun spiller også familiekoncerter om sommeren og til jul på hospitaler i hele Danmark.

Men et sted Lisbeth Sagen bliver ved med at vende tilbage til er Rigshospitalets afsnit 5061, hvor de kronisk syge og langtidsindlagte børn efterhånden kender musikerne.

  • (Foto: Nikolaj Lund)
  • (Foto: Nikolaj Lund)
  • (Foto: Nikolaj Lund)
  • (Foto: Nikolaj Lund)
1 / 4

Vera på seks år og hendes mor Lea Lykkegaard er nogle af dem, der har kendt Lisbeth Sagen længe. For Vera har været indlagt mange gange, og Lisbeths violin har fulgt hende både på gode og svære dage.

- Èn dag jeg altid vil huske er da Vera blev døbt i Rigshospitalets Kirke, og Lisbeth spillede. Hun fik ikke ret lang tid til at forberede sig, men nåede alligevel at få Ulvesangen fra Ronja Røverdatter med. Det er en sang der betyder rigtig meget for vores familie, fortæller Lea Lykkegaard.

Hospitalsstuen bliver fyldt med havfruer

Lisbeth Sagen lægger ikke skjul på at arbejdet som hospitalsmusiker kan være hårdt. Men der er også masser af lyspunkter.

Og når hun kan løfte et barns humør, om det så bare er for fem minutter eller for en halv time, så er det det hele værd:

- Lykke er noget pletvist noget, som jeg ser det. Men jeg kan godt opleve rendyrket lykke når jeg kommer ind til et sygt barn, og det lykkes os at trylle et smil frem og lokke det raske barn frem gennem lagene af sygdom. Det er noget helt særligt.

For at nå sit mål, har Lisbet Sagen musik af alle slags med. Fra Rasmus Seebach over Disney-hits til Bach, Haydn og Telemann:

- Vi spiller ofte musik som børnene har en association til, og det er svært at komme udenom Rasmus Seebach, som er ret fyldig i børnenes bevidsthed, siger hun.

- Men vi spiller også klassisk musik, og så er Disney-hits også meget populære. Når Berit Spælling laver den der glissade som kun harper kan, så kan hun jo fylde sådan en hel steril stue med havfruer, prinser og prinsesser.

Facebook
Twitter