Pigekor jubler over kæmpekø til julekoncert: Det er jo fuldstændig fantastisk

Julekoncerten med DRs pigekor vokser i popularitet. Over 6.000 er gået forgæves efter billetter til årets koncerter.

Der er lagt op til et skud massiv julestemning for alle sanser, når DR Pigekorets Jul tager forskud på glæderne på søndag. Billetterne er revet væk.

Der bliver ikke et sæde tomt, når DR Pigekoret går på scenen og giver årets tre julekoncerter i DR Koncerthuset i de kommende dage.

Samtlige billetter er revet væk, og yderligere 6.000 står på venteliste til en billet i håb om at få tanket ørerne op med julestemning. Dermed kunne koret afholde mere end dobbelt så mange koncerter og stadig melde udsolgt.

Sidste år var ventelisten på 1.700 publikummer, så selvom interessen har været store de seneste år, er den nu nærmest eksploderet.

Hør julekoncerten med DR Pigekoret

Selvom der er udsolgt kan du se og høre DR Pigekorets Jul - eller uddrag fra koncerten - hjemme i din stue.

Radio

  • P2: Den 18.12 kl. 18.30 (direkte)
  • P2: Den 24.12 kl. 16.03
  • P5: Den 25.12 kl. 13.00

TV

  • DR K: Den 25.12 kl. 20.00

- Det er jo fuldstændig fantastisk. Pigerne arbejder så hårdt, og de arbejder frivilligt, så jeg er så glad for at kunne give den her besked til dem, siger dirigent Phillip Faber.

- Den danske sangskat binder folk sammen på tværs af generationer og andre skel, og DR Pigekoret er en fantastisk isbryder, der kan nå et bredere publikum og invitere dem indenfor i det univers, siger han.

En opskrift på succes

DR Pigekoret har afholdt julekoncerter siden 1938, og har altid været gode til at tiltrække især et ældre publikum.

Den store succes de senere år er dog ikke kommet dumpende af sig selv. De seneste fem år har koret arbejdet med at sætte koncerten op på en ny måde:

- Så det bliver rørende og vækker de rigtige følelser, siger korets kunstneriske leder, Anne Karine Prip.

Siden de satte deres nye strategi i søen for fem år siden, er det et mere blandet publikum, der har indtaget sæderne i salen.

- Vi er bevidste om, at der både skal være noget for dem, der vil høre nogle traditionelle sange, og dem, der vil udfordres med noget, de aldrig har hørt for, fortæller Anne Karine Prip.

Låner fra teatret

Koncerten i DR Koncerthuset på søndag kommer til at handle om det, som koret kalder 'den ultimative kærlighedshistorie' - nemlig historien om Joseph og Maria.

- Vi lever i en tid, hvor vi har brug for at minde hinanden om, at kærlighed er det vigtigste, der findes. Jeg tror, det bliver en smuk, nær og varm forestilling, fortæller Anne Karine Prip.

Korets chefdirigent, Phillip Faber, glæder sig også over, at koncerten både giver publikum de juleklassikere, de kommer efter - og også helt ny julemusik:

- Det kan godt være, man kommer for at høre nogle julesange, men man får også et skud helt nyskrevet musik. Alt sammen pakket ind i en rigtig flot fortælling.

DR Pigekorets Jul, DR Koncerthuset, søndag den 17. december klokken 13.00

P2 LIVE



lige nu
P2 Morgenmusik

- fortsat.