Klassisk til dine børnebørn

P2-vært Peter Filtenborg bytter musik med sine børnebørn - det skaber glæde og appetit på livet.

Peter Filtenborgs børnebørn Fran-Elvira, Laura og Joy legede med læbestift mens de hørte Mozart.

"Ham Amadeus....har han ikke skrevet et hit?" sms'ede mit barnebarn Laura på 14 år til mig. For vi deler musik med hinanden - mine børnebørn og jeg.

Tre livsglade piger på 13-14 år og en "uudgrundelig" dreng på 16 år. De sender mig links til sange med Rihanna, Drake og Beyonce m.fl., og jeg returnerer Bach, Mozart og Beethoven m.fl.

For jo, "Ham Amadeus" Mozart har skrevet "hits", som vore børnebørn hører med deres musikalsk-ustyrlige nysgerrighed og altædene appetit på livets mangfoldighed.

Og de forsyner en gammel radionisse af en morfar+farfar med sange, som jeg måske aldrig ved eget initiativ var blevet overrasket over.

Bliver hørt i Rihanna

Mine børnebørn hører mig sågar i, om jeg nu også godtager deres musik-forslag.

En tidlig morgen ringede Fran-Elvira på 13 år for at spørge, om jeg nu også havde hørt hendes forslag "Russian Roulette" med Rihanna - og bad mig synge den for at være sikker på, at jeg var ligeså bidt af den som hun.

Jeg hører ikke dem i Mozarts musik. Men Lucas på 16 nynner helt af sig selv temaer fra hans "Elvira Madigan"-koncert.

Så bedsteforældre: del jeres musik med børnebørnene! I får masser af glæde og appetit på livet tilbage fra dem... Og en playliste som en hel julegave i utide!

Musikken til Ugens playliste er hentet fra nogle af de klassiske koncerter som DR optager rundt om i hele landet. Du kan finde Ugens playliste som podcast og tage den med dig. Herunder kan du læse mere om musikken.

Mozart: Klaverkoncert nr. 21 i C-dur - Elvira Madigan

En ung linedanserinde plukker blomster og alt ånder idyl. Hun er smuk og forelsket og har livet foran sig. Hun hedder Elvira Madigan, og det er også titlen på en svensk film af Bo Widerberg fra 1967. Den langsomme andensats fra Mozarts Klaverkoncert nr. 21 er blevet synonym med den film og Elvira Madigan karakteren. I folkemunde går koncerten under betegnelsen 'Elvira Madigan-koncerten'.Hør hele koncerten her

Niel Gow: Lament for the Death of his Second Wife

Niel Gow var skotte og levede i 1700.tallet. Han var en rigtig spillemand, der rejste Skotland rundt med sin violin. Ikke så sjældent sendte greven og grevinden fra Atholl bud efter ham, så han kunne komme og underholde med violinen. Melodien, Lament for the death of his second wife, er netop en melodi, som Niel Gow skrev, da han mistede kone nr. 2.

Bach: Orkestersuite nr 2 h-mol BWV 1067

Man ved ikke så meget om Bachs fire orkestersuiter. Nr. 2 er muligvis skrevet til ensemblet Collegium Musicum, som gav regelmæssige koncerter på Zimmermanns Kaffehus i Leipzig. Bach havde sit faste bord i caféen, og drak gerne kaffe. Suitestykkerne er dansende lette, når først ouverturen er overstået.Hør hele koncerten her

I skovens dybe stille ro

Nok en af de mest kendte danske folkesange. Melodien stammer fra Langeland, teksten er skrevet af Fritz Andersen omkring 1864. Den er indspillet i utallige versioner, blandt andet har bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen indspillet en jazzet version.Hør hele koncerten

Dvorak: Bagateller

En bagatel er i musikalsk forstand et kort stykke, let og ofte lidt indadvendt. Det mest kendte eksempel er Beethovens Für Elise. De fleste bagateller er skrevet for klaver, men Dvoraks Bagateller er for strygekvartet og stueorgel!Hør hele koncerten her

Beethoven: Symfoni nr 8

Hans 8. symfoni indeholder noget af Beethovens mest underfundige musik. Den holder sig inden for de klassiske rammer, men er fuld af humor og jordnære overraskelser. Den spilles ret sjældent. Måske fordi den forstyrrer billedet af Beethoven som en alvorsmand.Hør hele koncerten her

Rachmaninov: Vocalise

Begrebet vocalise dækker over en sangerøvelse, hvor sangeren træner stemmens smidighed ved at synge en melodi på kun vokallyde. Rachmaninov skrev sin Vocalise i 1912 til sopranen Antonina Nezhdanova, og overlod det til hende at vælge, hvilken vokal hun ville synge melodien på. Det er en klar melodi, som om den vil fortælle os noget. Og fordi den er uden ord, så kan den fortælle os, lige præcis hvad vi forestiller os.Hør hele koncerten