Klassisk til en sidste svingom med havemøblerne

Det er snart tid til at stille uret og havemøblerne tilbage. Men skulle man ikke lige give dem en sidste venlig opmærksomhed?

Efteråret farver landskabet og solen står lavt. Vinden rusker og frosten lurer. Vintertiden står for døren lige om lidt og de siger, at vi skal stille både ur og havemøbler tilbage.

Men, skulle man ikke lige give havemøblerne den sidste opmærksomhed? Sidde med dem i skumringen, stryge dem kærligt over arm- og ryglæn, rejse sig og danse en rituel efterårsdans med dem, inden de skal opmagasineres for vinteren?

Hør Ugens playliste: Klassisk til en sidste svingom med havemøblerne

Musikken er hentet fra koncerter som DR har været ude og optage. Du kan læse mere om musikken herunder. Ugens playlisten kan også hentes som podcast.

Ravel: Klavertrio i a-mol Den franske komponist Maurice Ravel var blevet indkaldt til 1. verdenskrig, og måtte skynde sig ekstra meget med at blive færdig med sin Klavertrio i a-mol. Han klarede fem måneders arbejde på fem uger, og siger selv at musikken har fået en baskisk tone (hans mor var basker). I krigen endte Ravel som chauffør for Frankrigs 13. artilleriregimente.Hør hele koncerten

Tjajkovskij: Nocturne Den russiske komponist Tjajkovskij levede i sidste halvdel af 1800-tallet. Han skrev balletter, operaer, store orkesterværker og små fine melodier som fx den Nocturne du kan høre i Ugens playliste. Gode melodier er hans helt store kendemærke. Måske fordi de også hjalp ham med at finde vej i det indre mørke, han selv befandt sig i. Han skammede sig over sin homoseksualitet, og det førte til tvangstanker, melankoli og i sidste ende selvmord.Hør hele koncerten

Bach: Orkestersuite nr. 2 Man ved ikke så meget om Bachs fire orkestersuiter. Nr. 2 er muligvis skrevet til ensemblet Collegium Musicum, som gav regelmæssige koncerter på Zimmermanns Kaffehus i Leipzig. Bach havde sit faste bord i caféen, og drak gerne kaffe. Suitestykkerne er dansende lette, når først ouverturen er overstået.Hør hele koncerten med Concerto Copenhagen

Beethoven: Symfoni nr. 8 Hans 8. symfoni indeholder noget af Beethovens mest underfundige musik. Den holder sig inden for de klassiske rammer, men er fuld af humor og jordnære overraskelser. Den spilles ret sjældent. Måske fordi den forstyrrer billedet af Beethoven som en alvorsmand?Hør hele koncerten

Stravinskij: Tango Oprindelig skrev Stravinskij sit stykke for klaver. Siden er det blevet instrumenteret i mange forskellige variationer. Han var flyttet til Hollywood, og havde brug for penge. Datidens regler om ophavsrettigheder gjorde det umuligt for ham, at hente de penge han tjente i Europa med til USA. Derfor kunne det godt betale sig med flere 'amerikanske' versioner af det samme populære stykke.Hør hele koncerten

Facebook
Twitter