Klassisk til hvis du sidder fast i en elevator

Elevatormusik er bedre end sit rygte, og hvis elevatoren går i stå virker det beroligende på de nødstedte at lytte til klassisk musik.

Hovedbanegården i Hamborg havde problemer med narkomaner, der fixede i elevatorerne. Her fik man den ide at spille klassisk musik i højtalerne. Ikke for at gøre elevatorturen mere behagelig, men for at jage narkomanerne væk. Det virkede! Narkomanerne blev nemlig stressede af at lytte til marchmusik og Wagner. Den ide blev kopieret med succes af både Københavns Hovedbanegaard og Vejle Station.

I Stockholm gik det lige modsat. Her fandtes der for nogle år siden et hotel specielt for musikere. Hotellet var kendt for sin selektion af musik i elevatoren.

Der var adskillige knapper med frit valg mellem rock, jazz, pop, bossa og klassisk. Men der opstod problemer. Elevatoren var stort set altid optaget. Det viste sig, at musikerne blev stående i elevatoren for at høre musikken til ende. Så indførte man pauseknappen. Det fik elevatoren til at køre igen.

Så giver det anderledes god mening at høre klassisk i elevatoren i skyskraberne i New York. Det kan tage både to og tre minutter at komme op i højden. Eller hvis elevatoren skulle sidde fast. Så er det rart med lidt beroligende klassisk musik.

Musikken til Ugens playliste er hentet fra koncerter som DR har været ud og optage. Du kan læse mere om musikken her nedenfor.

Rachmaninov: Vocalise Begrebet vocalise dækker over en sangerøvelse, hvor sangeren træner stemmens smidighed ved at synge en melodi på kun vokallyde. Rachmaninov skrev sin Vocalise i 1912 til sopranen Antonina Nezhdanova, og overlod det til hende at vælge, hvilken vokal hun ville synge melodien på. Det er en klar melodi, som om den vil fortælle os noget. Og fordi den er uden ord, så kan den fortælle os, lige præcis hvad vi forestiller os.Hør hele koncerten

Gabriel's oboe - fra The Mission Temaet fra filmen 'The Mission' er skrevet af den italienske filmkomponist Ennio Morricone. Det bliver blandt andet brugt, når protagonisten Fader Gabriel drager ud til et vandfald og spiller obo, for at vække tillid hos de lokale og få dem med ind i sin kirke.Hør mere filmmusik med DR SymfoniOrkestret

Massenet: Meditation Et symfonisk intermezzo der spilles mellem scenerne i 2. akt i operaen Thaïs. Her konfronterer munken Athanaël, den smukke, hedonistiske kurtisane Thaïs, og forsøger at overtale hende til, at forlade sit liv i luksus og nydelse for at finde frelse gennem Gud. Herefter bliver stykket Meditation spillet hvor Thaïs reflekterer over munkens ord. Thaïs når frem til, at hun gerne vil følge Athanaël.Hør mere fra samme koncert

Beethoven: Strygetrio G-dur op. 9 Da Beethoven skrev sine strygetrioer i 1797-98 mente han selv, at det var noget af det bedste han havde skrevet. Han var i slutningen af 20'erne, og godt i gang med at etablere sig som den vigtigste komponist efter Haydn og Mozart. Snart begynder han også at skrive symfonier...Hør hele koncerten her

Piazzolla: 5 tango sensations Mange mennesker tror at klassisk musik har flere hundrede år på bagen. Men faktisk er der løbende helt frem til i dag skrevet musik for de klassiske ensembler. Den argentinske komponist Astor Piazzolla skrev sine 5 tango-sensationer i 1989. Det er længselsfuld musik der rummer den nerve og inderlighed som er typisk for tangomusikken.Hør hele koncerten

Grieg: Fra Holbergs tid Skrevet i 1884 til 200-års jubilæet for Holberg. Grieg bruger form- og stilelementer fra barokkens musik for at genskabe stemninger fra Holbergs tid. Samtidig er det også umiskendeligt Grieg.