Richard Strauss: Alpesymfonien

Tidligere chefdirigent for DR SymfoniOrkestret Rafael Frühbeck de Burgos (Foto: Per Morten Abrahamsen © Type 1)

150-året for Richard Strauss' fødsel er anledning til at nyde hans overdådige orkestermusik i værker som Alpesymfonien.

Alpesymfonien er et timelangt værk om Alpernes storhed og deres virkning på mennesket. På trods af titlen er det ikke en egentlig symfoni. Det er snarere en koloenorm musikalsk digtning om noget, der er så stort, at det ikke kan rummes inden for de sædvanlige rammer.

22 scener uden pauser Musikken er i 22 scener, der spilles uden pauser. Den beskriver en dagslang alpevandring og begynder i uhyggeligt nattemørke. Desto voldsommere er virkningen, da den blændende solopgang ses over bjergkammen! Og så kan opstigningen begynde med stærke, ivrige skridt.

Bjergbestigning er et ærkeromantisk symbol Klimaks kommer forståeligt nok i afsnittet På bjergtoppen, som efterfølges af den stærkt symbolske Vision. Bjergbestigeren har fået en stærk åbenbaring ved at hæve sig op og overskue landskabet. Som sådan er bjergbestigning et ærkeromantisk symbol for menneskets stræben og ambitioner. Og også i Alpesymfonien fortælles om en personlighed, der hæver sig over både hverdagen og almindelige mennesker.

Spilles sjældent i Danmark

Alpesymfonien kræver over 100 musikere, og alene af den grund spilles den meget sjældent i Danmark. Besætningen stiller voldsomme krav til både arrangørens pengepung og koncertsalens størrelse. Strauss kræver bl.a. orgel, to harper, to paukespillere, vindmaskine og en tordenmaskine i orkestret.

12 ekstra horn

Blandt de udvidede styrker er også otte horn og fire Wagner-tubaer, og bag scenen skal der stå et fjernorkester med trompeter, basuner og tolv (12!) ekstra horn. De spiller potente jagtsignaler, da turen når til skoven. Da vandringsmanden senere når op på sæteren, høres med vidunderlig effekt koklokker i det fjerne!

Strauss fanget i stormvejr

Strauss kom selv fra alpelandet. Han var bayrer, boede i Garmisch-Partenkirchen og havde Alperne liggende for sine fødder. Som dreng havde han haft en skelsættende oplevelse, da han på en dagsvandring blev fanget i et stormvejr og kom medtaget hjem, men helt opfyldt af syn. Det er den erfaring, han genskaber i Alpesymfonien.

Gjorde den færdig da Mahler døde

Skitserne til musikken havde Strauss haft liggende i flere år, da han i 1911 tog beslutningen om at gøre værket færdigt. Anledningen var hans jævnaldrende kollega Mahlers tidlige død. Dødsfaldet mindede Strauss om filosoffen Nietzsches bog Antikrist og det antireligiøse budskab ”Gud er død”.

Strauss skrev: ”Det står mig klart, at den tyske nation kun kan opnå fornyet skaberkraft ved at befri sig fra kristendommen. Jeg vil give min alpesymfoni titlen Antikrist, fordi den symboliserer moralsk renselse gennem egen styrke, befrielse gennem arbejde og tilbedelse af den evige, fantastiske natur.”

Ubehagelige tanker om Tysklands genrejsning Strauss droppede senere idéen om at kalde Alpesymfonien for Antikrist, men selv uden den skærpelse af idéen er der desværre mange ubehagelige tanker i hans programerklæring om Tysklands genrejsning. ”Den evige, fantastiske natur” har gennem menneskehedens historie måttet lægge ryg til meget.

Facebook
Twitter