- Nå, dér var brasilianerne nok ved at få ørerne i maskinen.

Sådan lyder det pludselig på flydende dansk, da den rumænske dirigent Sergiu Celibidache, i maj 1960 lander i Kastrup Lufthavn.

Klassiske legender

Gennem 10 uger beskriver P2 og dr.dk/klassisk 10 legendariske personligheder fra den klassiske musik i det 20. århundrede.

Du kan læse om alle legenderne her på dr.dk/klassisk - og høre udsendelserne hver søndag klokken 19.20 på P2 og på podcast.

Klik og lyt.

Journalisterne bliver paf – men Celibidache forklarer dem, at det det er en sætning han har hørt 25 år tidligere, hvor han som ung fodboldspiller spillede på det rumænske landshold.

For Sergiu Celibidache er ikke bare højtbegavet. Han er også et fysisk pragteksemplar: Muskuløs, bredskuldret og adræt.

På det rumænske fodboldlandshold spillede han midtbane, der hvor kampen vindes. Det er det samme i musikken, fortæller han. Bratscherne, andenviolinerne, alle mellemstemmerne skal frem for at skabe et rigt lydbillede.

Hans øjne indholdt så meget, blandt andet meget bitterhed og et ønske om kontrol.

Toke Lund Christiansen om Celibidache

Celibidache er kommet til Danmark for at dirigere Det Kgl. Kapel, De næste årtier bliver han en central figur i det danske musikliv, men også en kontroversiel figur. Han kommer til at kræve ting af musikerne, som ikke er set eller hørt før i Danmark.

En djævelsk cocktail

- Han gik enormt i detaljer, og kunne få så svage lyde frem i orkestret, så man næsten ikke kunne høre noget som helst, fortæller Johan Poulsen.

Han er tidligere kontrabassist i Det Kgl. Kapel og oplevede, hvordan Celibidache havde nogle fantastiske idéer, og i virkeligheden faktisk underviste musikerne:

- Alle de her afslutningsnoder der normalt bliver fyret for kraftigt af, det fik han bortelimineret. Og alle os der var med dengang, vi har aldrig gjort sådan noget siden, fortæller Johan Poulsen.

Fløjtenisten Toke Lund Christiansen er mere forbeholden i sin karakteristik af Celibidache:

- Hans øjne indholdt så meget, blandt andet meget bitterhed og et ønske om kontrol. Det var den cocktail der gjorde ham så djævelsk.

Maestroens temperament kan også ses, da DRs Niels Karl Nielsen interviewer ham i 1980.

Her fortæller Celibidache om en oplevelse i Danmark i 1978, hvor en musiker angiveligt ikke troede, at dirigenten vidste, hvad et partitur (altså noderne) er. En kontrovers, der sikkert er opstået, fordi Celibidache altid dirigerer uden noderne foran sig:

- Kun en idiot forstår ikke, at jeg godt ved, hvad et partitur er, siger en tydeligt indigneret Celibidache og langer ud efter nogen "amatører" i DRs symfoniorkester, som han ikke forstår har fået ansættelse.

Du kan selv se klippet her:

Sergiu Celibidache interviewet af DRs Niels Karl Nielsen i 1980 - og skælder ud på uvidende, idiotiske musikere.

Der er ingen tvivl om, at Celibidache stillede krav til sin omverden, og at han også mødte modstand undervejs. Ligesom han selv havde mødt modstand.

Hans far var kavaleriofficer og insisterede på, at lille Sergiu skulle ind i politik. Det vil Celibidache ikke. Han vil musikken - og som 18-årig forlader han sit barndomshjem for evigt.

Uden en øre tager Celibidache derfor først til Bukarest og nogle år senere til Berlin for at studere. Hitler har taget magten i Tyskland, men det er ikke noget der bekymrer den unge rumæner.

Han går til orkesterprøver og koncerter med Berliner Filharmonikerne og deres chefdirigent Wilhelm Furtwängler. Krigen bryder ud, men som særlig begavet udenlandsk studerende undgår Celibidache at blive indkaldt til hæren. Han bliver i Berlin, og får sine første dirigentopgaver.

Celibidache fotograferet i 1947, formentlig med Berlins radiosymfonikere eller filharmonikere.

På universitet forsvinder mange af lærerne, og Celibidache overtager undervisningen i flere af fagene. Da krigslykken vender, og Berlin bliver mål for de allieredes bomber, fordyber Celibidache sig i en uendelig smuk musik, der bygger på et forfinet samspil mellem stemmer i en kosmisk harmoni. Han er nemlig ved at færdiggøre sin doktorafhandling om renæssancekomponisten Josquien de Prez.

Det sidste år må Celibidache skjule sig i Berlin fordi han som rumæner er en fjende af det tyske folk. Men han flygter ikke – under de sidste kampe går Celibidache tværtimod på gaden for at se det hele: Russerne, amerikanerne og de sidste tyske soldater i kamp. Han bliver ramt af granatsplinter, blandt andet i ansigtet.

Overtager orkester med en punkteret cykel

Efter krigen afholder russerne en konkurrence for at finde en ny chefdirigent til Berlins Radiosymfoniorkester.

11 håbefulde dirigenter får lov til at aflægge prøve. Men der mangler én da de skal til at begynde. Stærkt forsinket kommer Celibidache ind ad døren, med en undskyldning om, at hans cykel var flad.

Han lægger cykelklemmerne i tasken, og går op til orkestret, taler først med koncertmesteren, derefter med alle førsteviolinisterne, så andenviolinerne, bratscherne og cellisterne. Juryen kan ikke høre, hvad Celibidache siger til dem, men da han bagefter slår an til Brahms’ 4. symfoni er der ingen tvivl: Jobbet er hans.

Celibidache og Berlinger Filharmonikerne: Brahms' Symfoni nr 4 e-mol op 98 - 1. sats

Snart står han også foran Berliner Filharmonikerne, hvis dirigent ved en fejl er blevet skudt. Han får adgang til alle fire besættelseszoner i Berlin, og fra den ene dag til den anden bliver den fuldstændig ukendte 33-årige Celibidache leder af et af verdens vigtigste symfoniorkestre.

I den første sæson efter krigen står Celibidache blandt andet for den tyske førsteopførelse af Sjostakovitj’ Symfoni nr. 7 - Leningradsymfonien. Det er et enormt værk på over en time, der beskriver de belejrede sovjetborgers kamp i Leningrad mod nazisterne. Koncerten finder sted i Berlins østsektor, og vækker enorm opsigt. Der er tumulter ved indgangen for at få en plads, og efter koncerten vil publikum ikke slippe Celibidache.

Det bliver en af hans største succeser i Berlin. 20 minutters stående ovationer, der først får en ende da den berømte dirigentkollega Furtwängler rejser sig fra sin plads i salen, og går op på scenen og takker Celibidache.

Vraget til fordel for von Karajan

Inden krigen har han mødt den tyske buddhistiske munk Martin Steinke, som har været i Kina og taget navnet Tao Chün - Den høje sti. Celibidache besøger også den buddhistiske menighed i Berlin, og påbegynder en livslang beskæftigelse med zenbuddhisme.

Det hjælper ham til at finde den ånd, som gør ham til noget helt særligt som dirigent. For han ville ikke blot dirigere, ikke blot spille musikken. Han ville musikken. Men der kommer til at gå flere årtier inden Celibidache finder ind til musikkens kerne.

Dracula eller dirigent...? Den rumænske maestro Celibidache i 1950'erne. (Foto: Abraham Pisarek/ullstein bild)

I årene umiddelbart efter krigen får Celibidache succes i kraft af et stort musikalske overblik, en ubændig vilje og en karismatisk udstråling, men kimen til splittelse og modstand viser sig også snart.

Der begynder at opstå problemer i samarbejdet med Berliner Filharmonikerne. Celibidache har splittet orkestret. De unge bakker ham stadig op, men de gamle har fået nok af dirigenten, der bare kræver mere og mere og aldrig kan få nok.

Da orkestret i 1954 skal vælge ny chefdirigent, falder valget på Herbert von Karajan. Celibidache bliver rasende og forlader Berlin. Det er en personlig nedtur, men bliver også begyndelsen til en rejse ind i musikken på helt egne præmisser.

Forlader Danmark i vrede

Da Celibidache i 1960’erne kommer til Danmark, er verdensdirigenten for alvor ved at finde sig selv – og finde ind i musikken på en måde som ingen andre.

Det har den danske musiker Peter Bastian, som var elev af Celibidache, fortalt om:

I den forbilledlige atmosfære optrådt pludselig et ondt menneske (...) med sine forgiftede negative synspunkter!

Sergiu Celibidache om dansk anmelder

- Det der gjorde ham til en genial lærer var, at han fik os til at stille en masse spørgsmål til oplevelsesdimensionen. Altså til levendegørelsesprocessen. Hvordan får vi den ustrukturerede strøm af noder til at blive liv - genkendelig, autentisk, menneskelig gestalt. Alle tonerne er forskellige og indgår i én overordnet struktur. Til sidst står vi med én enhed, hvor alting er en konsekvens af alting ...

Celibidache sagde selv omtrent det samme:

- I begyndelsen er slutningen. Det hele hører sammen (…). Vejen til musikken går gennem zen. Jeg kan kun sige, at uden zen havde jeg ikke erkendt, at i begyndelsen er slutningen. Musik er udelukkende en materialisering af dette princip.

Det er ikke alle der kan følge den buddhistiske rumæners tankegang og handlemåde. I slutningen af maj 1963 går Det Kgl. Teater og DR sammen om en opførelse af Verdis Requiem i Odd Fellow Palæet.

Blotlagt i Ravels Bolero

Sergiu Celibidache var passioneret, men også en kontrolfreak.

I 1970 lavede DR en legendariske tv-optagelse, der viser ham som det dobbeltmenneske, han var. Læs om optagelsen af Ravels 'Bolero' med Radiosymfoniorkestret - og se den selv.

Klik her.

Efter koncerten skriver anmelderen Hansgeorg Lenz i Information:

"Celibidache giver afkald på musikalsk timing. Der var ikke blot afsnit, hvor musikken gik i stå, men sådanne hvor den slet ikke kom i gang, fordi den udelukkende syntes at dvæle ved visse æstetiske principspørgsmål.”

Celibidache bliver rasende. Hvad bilder denne Hansgeorg Lenz sig ind? At nedgøre en opførelse som bygger på zen – på alt det som han, Sergiu Celibidache, har erfaret og erkendt efter årtiers søgen. Så kan det også være lige meget. Nu forlader Celibidache også Danmark i vrede, og opsiger alle fremtidige koncertopgaver her i landet:

- Jeg kom til København, åben som et barn. Alt gik vidunderligt. Men i den forbilledlige atmosfære optrådt pludselig et ondt menneske – en fuldstændig ukvalificeret dilettant med sine forgiftede negative synspunkter!

I september 1976 blev Sergiu Celibidache udnævnt til æresdirigent for Radiokoret i Danmarks Radio. Se hans tale fra den lejlighed her:

Celibidache bliver æresdirigent for Radiokoret

Det lykkedes dog at få den store rumæner tilbage på podiet i Danmark. Det sker ved at love, at at koncerterne ikke bliver i København, hvor anmelderen Hansgeorg Lenz huserer, men i Holstebro og Aarhus.

Her dirigerer Celibidache DR SymfoniOrkestret og siden også Odense Symfoniorkester.

Mange mennesker mener jeg er skør...

Sergiu Celibidache

I perioden 1968-1977 dirigerer Celibidache en lang række koncerter i Danmark, og efterhånden også i København igen. Herfra findes der blandt andet en legendariske tv-optagelse med ham fra Radiohusets gamle koncertsal.

Tilbage til Tyskland

Celibidache bliver chefdirigent for München Filharmonikerne i 1979, men også her er der ballade. Han bliver uvenner med de fleste i byrådet, med pressen og med tilrejsende solister, fordi de ikke spiller som han vil have det.

- Mange mennesker mener jeg er skør, siger han selv.

- Andre siger at jeg er en diktator eller en megaloman, eller bare en der vil vise sig.

- Og hvad svarer du til det, spørger en journalist.

- Jeg svarer ikke, lyder det tørt fra Celibidache.

En ældre maestro: Celibidache fotograferet i 1980'erne. (Foto: Pressefoto Kindermann/ullstein bild)

Han giver sin sidste koncert med München Filharmonikerne i juni 1996. To måneder efter dør han 84 år gammel i sit hjem, en gammel ombygget mølle syd for Paris.

I de sidste godt 30 år af sit liv tiltrak Celibidache hundredvis af unge musikstuderende, der som disciple samlede sig omkring ham. De mødtes overalt hvor Celibidache dirigerede og på feriekurser i hans hjem. Og det handlede ikke kun om musik og direktion. Celibidache fortalte også om nuet og evigheden. Om helvede på jord. Om princippet bag relativitet.

Sergiu Celibidache ligger begravet på kirkegården i den nærliggende landsby. Selve begravelsen var simpel, uden mange menneske og der blev ikke spillet musik.

Måske fordi Celibidache var musikken…?

P2 LIVE



lige nu
Domino

Tove Ditlevsen, Poesiens Blomst blev født den 14. december 1917. For 100 år siden voksede denne blomst op gennem den hårde asfalt i barndommens gade. Vært: Stine Rosengren. www.dr.dk/p2