19. august 1991 sender gamle kommunister tanks ind i Moskvas gader og beskyder den nyvalgte præsident Boris Jeltsins regeringsbygninger.

I Paris sidder den 64 år gamle cellist Mstislav Rostropovitj i sin lejlighed. Han ser nyhederne om urolighederne i sit fødeland på tv.

Han mestrer alt på en cello. Han har store hænder og lange fingre.

Bare to år tidligere spillede Rostropovitj foran muren i Berlin, mens der blev banket hul mellem øst- og vestblokken. Og begivenhederne i Moskva får cellisten op af stolen igen: Han tager det første fly til Moskva, og uden visum lykkes det ham at komme igennem sikkerhedskontrollen.

Kort tid efter sidder han i regeringsbygningen midt i Ruslands hovedstad, og har selv et maskingevær i hænderne: For hvis de konservative kupmagere vil tage magten, så må de også gøre det af med ham - Mstislav Rostropvitj, én af det 20. århundredes største musikere.

Sjostakovitj: Cellokoncert nr. 1 i Es-dur - skrevet til og spillet af Rostropovitj

I et halvt århundrede befandt Rostropovitj sig i den kolde krigs brændpunkter, samtidig med at han står som skaberen af det 20. århundredes cellomusik. Mere end 100 værker er komponeret specifikt til ham – hvoraf mange i dag er klassikere.

Klassiske legender

Gennem 10 uger beskriver P2 og dr.dk/klassisk 10 legendariske personligheder fra den klassiske musik i det 20. århundrede.

Du kan læse om alle legenderne her på dr.dk/klassisk - og høre udsendelserne hver søndag klokken 19.20 på P2 og på podcast.

Klik og lyt.

Rostropovitj lyd var enorm – en stor mørk tone, med et sitrende, intenst lys, der ætser sig ind i tilhøreren. Han var en høj mand, og når han sad bøjet over celloen, kunne han minde om et rovdyr bøjet over sit offer: Hele hans vægt blev projiceret ned i buen og ud i celloens strenge.

Dertil kommer den mentale kraft – evnen og viljen til at skabe en musik der kunne forandre verden.

En juvel i den sovjetiske kulturs krone

Rostropovitjs far var selv cellist. Det er ham der i høj grad har stået for sønnens musikuddannelse – til at begynde med. Familien kom oprindelig fra Aserbajdsjan, men rykkede til Moskva, blandt andet for at Mstislav kunne få ordentlig musikundervisning.

Som dreng i 1930’erne spiller Rostropovitj både klaver og cello, og han komponerer også. Da faderen dør overtager han faderens undervisningsopgaver, og mens 2. verdenskrig buldrer, kommer Rostropovitj på konservatoriet i Moskva. Her studerer han blandt andet komposition hos den berømte russiske komponist Dmitrij Sjostakovitj.

Rostropovitj og hans kone, operasangeren Galina Vishnevskaya var begge stjerner i Rusland. Her er de fotograferet hjemme med deres to døtre i 1959. (© WikiMedia Commons)

Efter krigen udvikler Rostropovitj sig med stormskridt. Han mestrer alt på en cello. Han har store hænder og lange fingre. Med sin venstre hånd kan han lave et usædvanligt stort stræk fra tommeltot til lillefinger. Det giver mulighed for et utal af tonekombinationer. Og han kan veksle fra en hviskende knapt hørbare tone til vulkanske eksplosioner. Der er en urkraft i hans spil og samtidig et vågent blik for detaljer og for den enkelte komponists særlige musikalske sprog.

Han modtager den højeste udmærkelse ’Stalin Prisen’ i 1953, og mens rock’n roll buldrer frem i den vestlige verden, skaber Rostropovitj en elektrisk stemning omkring klassisk musik i Moskva.

Og han kommer også til vesten med sin musik: København 1954, London 1956 og senere samme år Carnegie Hall i New York.

Spillede sine følelser ud mens Sovjet gik ind i Prag

Rostropovitj uropfører Sjostakovitjs første cellokoncert i 1959. Koncerten er skrevet til ham, og er en af det 20. århundredes mest intense og heftige solokoncerter. Som sædvanlig har Rostropovitj lært al musikken udenad.

Han gav koncerter i et væk, og kunne efter sigende nøjes med tre timers søvn i døgnet.

Året efter opfører han koncerten i London. Nede i salen sidder Sjostakovitj ved siden af den engelske komponist Benjamin Britten, som Rostropovitj møder efter koncerten.

Ud af det møde kommer mere fantastisk musik. Britten og Rostropovitj gav koncerter sammen, og Britten skrev musik til Rostropovitj. Først en cellosonate, så en cello-symfoni og endelige tre suiter for solo-cello.

Britten: Cellosuite nr. 2 - spillet af Rostropovitj

Rostropovitj får gennemtrumfet at Britten i 1964 dirigerer uropførelsen med Moskva Filharmonikerne i den store sal på konservatoriet i Moskva. De diplomatiske forhold mellem Sovjet og Vesten var på nulpunktet. Men kunstnerne Rostropovitj og Britten insisterer på tøbrud.

Alt var muligt for Rostropovitj i 1960’erne. Han rejste verden rundt med sin cello – og havde succes overalt. Hans musikalsk appetit var enorm. Han gav koncerter i et væk, og kunne efter sigende nøjes med tre timers søvn i døgnet.

Musikalsk ægteskab? Rostropovitj og komponisten Benjamin Britten i 1964.

Rostropovitj bevæger sig smidigt mellem øst og vest, men situationen spidser til i slutningen af 1960’erne. I august 1968 skal Rostropovitj spille på The Proms i London med Den Sovjetiske Stats Symfoniorkester. På programmet er tjekkisk musik - Dvoraks cellokoncert.

Samtidig ruller sovjetiske tanks ind i Prag for at gøre kort proces mod den tjekkiske opstand. Hele verden kigger på, og hadet mod russerne har aldrig været større. Uden for Royal Albert Hall er der demonstrationer mod sovjetorkestret, der ovenikøbet sætter trumf på ved at spille musik fra det land, de er ved at tilintetgøre. Der bliver sat ild til og trampet på det sovjetiske flag.

Protester i London 1968: Rostropovitj spiller Dvorak mens russerne rykker ind i Prag

Rostropovitj er endnu engang i begivenhedernes centrum, og han er rystende nervøs. Hele dagen har folk sagt til ham, at han ikke må spille den koncert. Men han føler at han gøre det, og han håber at publikum vil forstå, hvad han føler.

Efter koncerten er der helt stille i salen. Der er sket noget magisk: Gennem musikken - gennem lyden af celloen – er publikum blevet ét med Rostropovitjs følelser. Fra at være en fjende og en aggressor blev Rostropovitj den, der kunne udtrykke den fælles sorg over undertrykkelsen og overgrebene i Prag.

Kom til Vesten med sine celloer og en hund

Rostropovitj har vist at han har modet til at gå foran og stå ved sin egen stemme, uanset hvad andre måtte mene om det. Men i efteråret 1970 går det galt i Moskva:

Han bliver forvist til ydmyge steder i provinsen. Hans stemme bliver taget fra ham.

Forfatteren Solsjenitsyn opholder sig i cellisten hjem udenfor Moskva. Solsjenitsyn er blevet smidt ud af Sovjetunionens Forfatterforening, fordi han har udtalt sig negativt om Stalin. Rostropovitj tager ham i forsvar, og det får konsekvenser.

Med øjeblikkelig virkning ændrer Rostropovitjs liv sig radikalt. Koncertrejserne til udlandet bliver aflyst, og i Sovjetunionen må han ikke længere spille i de store koncertsale, med de gode orkestre. Han bliver forvist til ydmyge steder i provinsen. Hans stemme bliver taget fra ham, og han bliver isoleret i det sovjetiske kulturliv.

Tidligere har han været formand for juryen i den store Tjajkovskij Musikkonkurrence. Det stopper i 1974, hvor den sovjetiske kulturminister helst ser Rostropovitj forlade landet øjeblikkeligt, for at undgå skandaler.

Han ankommer med Aeroflot til London 26. maj 1974, uden penge og uden engagementer i Vesten. Med sig har han kun sin hund og et par celloer. Men det ændrer sig hurtigt, og opgaverne begynder at vælte ind. Efter tre år bliver han chefdirigent for det amerikanske National Symphony Orchestra i Washingston.

På få år bliver han en international celebrity. Han optræder i Det Hvide hus, hos den amerikanske præsident Jimmy Carter. Han kommer også til Danmark, hvor han i 1981 modtager Leonie Sonnings Musikpris, og giver masterclass over flere dage på Egeskov Slot på Fyn.

Ïndslag fra TV Avisen juni 1981 om Rostropovitj besøg på Egeskov Slot

Rostropovitj i Danmark

  • Rostropovitj gav masterclasses to år i træk på Egeskov Slot. Det ene år havde han sin kone Galina Vesjnevskaya med. Næste år kom han sammen med den smukke, unge, tyske violinstjerne, Anne Sophie Mutter.
  • Cellisten samlede på antikviteter fra zar-tidens Rusland, og han blev gode venner med Bruun Rasmussen, indehaver af et stort auktionshus. Her krøb han i skjul for offentligheden, når han trængte til et afbræk fra det hektiske koncertliv.
  • De danske cellister Morten Zeuthen og Henrik Dam Thomsen har mødt Rostropovitj. Morten Zeuthen var med til masterclass på Egeskov Slot, og Henrik Dam Thomsen har spillet under Rostropovitj i EU’s Ungdomsorkester. Solocellist Michaela Fukacová i Odense Symfoniorkester er iøvrigt elev af Rostropovitj.

Hør den danske cellist Morten Zeuten fortælle om Rostropovitj på Egeskov Slot

Hør Henrik Dam Thomsen fortælle om sit store cello-idol Rostropovitj

Da der bliver banket hul i Berlinmuren i 1989, er Rostropovitj også med. Han er 62 år og sidder med sin cello på en stol foran Muren. Her spiller han Bach og modtager knus fra tilhørerne. Genforeningen, den nye åbenhed mellem øst og vest, bliver et nyt vendepunkt for Rostropovitj.

Tre måneder senere lander han i Moskvas lufthavn. Der er gået 16 år siden han blev presset ud af Sovjet. I lufthavnen står adskillige hundrede klar til at modtage ham: Gamle kvinder i uniform og med krigsmedaljer. Unge studerende med partiturer under armen. Ortodokse præster - alle i en skøn forening.

På et stort banner står der ”Tak for Solsjenitsyn”. Alle ved at det var forsvaret af den russiske forfatter der bragte Rostropovitj i unåde.

Rostropovitj kommer ikke alene. Med sig har han sit helt eget orkester - National Symphony Orchestra fra Washington. De giver koncert i Rostropovitj’ gamle koncertsal på konservatoriet i Moskva. De spiller blandt andet Stars and Stripes Forever.

Selv Putin sagde farvel til Rostropovitj

Rostropovitj var en grænseløs kunstner og han gav celloen sin helt egen stemme.

Rostropovitj er en utrættelig forkæmper for fred og demokrati. Det viser sig blandt andet i Moskva i 1991, hvor han hjælper Boris Jeltsin med at nedkæmpe gammelkommunisterne.

Som cellist er han ikke længere på samme høje, tekniske niveau, men han rejser stadig rundt over hele verden og give koncerter – både som cellist og dirigent. Han beskriver sit liv som et maratonløb. Nu er han kommet til opløbet, og hvad gør en sportsmand så: Han løber endnu hurtigere.

I 1997 skriver den russiske komponist Sofia Gubajdulina Sonnengesang – en solsang til Rostropovitj. Værket bygger på Franz af Assisis Solsang - en fantastisk tekst om forbrødring og forbundethed med alle skabninger på jorden, om Søster Sol og Broder Måne.

Ruslands præsident Putin afslører en statue af Rostropovitj i Moskva 2012, fem år efter den berømte cellists død. (Foto: AFP PHOTO / POOL/ MIKHAIL METZEL)

Rostropovitj var en grænseløs kunstner og han gav celloen sin helt egen stemme i anden halvdel af det 20. århundrede. Han blev en cellosol - en cellogud som alle flokkedes om. Publikum, musikere, komponister og politikere. Han blev en autoritet og en magtfaktor – en del af den herskende klasse.

Han dør i Moskva 27. april 2007 - fire dage efter Boris Jeltsin. Ligesom Jeltsin bliver han begravet på de kendtes kirkegård i Moskva. Han får en heltebegravelse, med tilstedeværelse af statsoverhoveder og kongelige.

Inden selve begravelsen ligger han lit de parade – på Moskva konservatoriet og i en stor katedral tæt på Kreml. Tusindvis af mennesker tager afsked med Mstislav Rostropovitj, heriblandt heriblandt Vladimir Putin.

P2 LIVE



lige nu
Hej P2

Nyt emne hver dag. Vært: Claus Berthelsen. HejP2@dr.dk