Satirikeren Frederik Cilius elsker Wagner: Det er som at æde et kilo oliven

Frederik Cilius var fem år gammel, da han besluttede, at han ville være Michala Petri. I stedet blev han Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm.

Frederik Cilius deler sin passion for klassisk musik med sit professionelle alter ego, Kirsten Birgit fra Den Korte Radioavis. (Foto: © Mathias Løvgreen Bojesen, Mathias Løvgreen Bojesen)

Frederik Cilius blev blæst bagover, da han i 80’erne hørte blokfløjtenisten Michala Petri spille 'De 4 Årstider af Vivaldi'.

Han var bare fem år gammel, og alligevel vidste han, at han havde hørt sit største idol:

Han ville være Michala Petri.

Det blev han som bekendt ikke – i stedet blev han Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm.

De seneste tre år har han således slået sig løs som den bramfrie samfundsrevser, seniorkorrespondenten Kirsten Birgit fra Den Korte Radioavis på Radio 24Syv.

Journalist på blokfløjte

Det er ikke kun skostørrelsen, Frederik Ciliushar til fælles med den bramfrie samfundsrevser og seniorkorrespondent Kirsten Birgit

Også passionen for klassisk musik deler de af et godt og kræsent hjerte.

Udover figurens imponerende viden om emnet, har Kirsten Birgit efter eget udsagn altid har en blokfløjte på sig, så hun kan give et nummer, hvis hun mangler en 20'er til et eller andet.

Karakteren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm (Frederik Cillius) fra den korte radioavis på radio 24syv. (Foto: © Linda Kastrup, Linda Kastrup)

I går offentliggjorde programmet i en aparte julefrokost-udsendelse, at de fra årsskiftet bliver daglige radiosatire bliver kogt ned til en ugentlig udsendelse: 'Den Korte Weekendavis'.

Den klassiske musik er dog aldrig forsvundet ud af Frederik Cilius liv. I aften klokken 20 kan du eksempelvis se sidste afsnit af 'Den Klassiske Musikquiz' på DR1, og måske ane nogle fællestræk mellem Kirsten Birgit og den ene af de to holdkaptajner.

Det er Frederik Cilius, der slynger viden og friske musikbemærkninger over disken.

En fortid som spillemand

Frederik har en fortid som "spillemand", som han kalder sig selv i radioprogrammet 'Stines Søndag' på P2.

Han er vokset op i Sønderborg med en mor med hang til musicals.

Via nogle omveje endte han med at uddanne sig til klarinettist, hvor han fik et par velmenende ord fra censor til sin afsluttende eksamen:

- John Kruse, som er soloklarinettist i Kapellet, sagde til mig, at jeg 'helt sikkert var en spillemand'. Det betød, at det haltede med teknikken. Og det havde han fuldstændig ret i, fortæller Frederik Cilius om sit klarinetspil.

Det er dog ikke kun klarinetspillet, han har taget med sig fra konservatoriet.

Når han giver den som holdkaptajn i Den Klassiske Musikquiz, trækker han også på sin erfaring fra studietiden. Der var det en del af hverdagen at lege de lege, som nu er rykket ind i TV-studiet.

- Det kan være utrolig svært at placere musikken og huske hvem der har skrevet hvad på kommando. Jeg har gabende huller i musikhistorien. GA-BEN-DE, understreger Frederik Cilius.

Kjolesæt, matadormix og lolitadukker

Fredrik Cilius kan godt lide formaliteten omkring klassiske koncerter og operaer, og synes det er godt, at vi engang imellem lader os forføre og blive opløftet af musikken.

At orkestret sidder i jakkesæt i stedet for joggingtøj, og at der ikke bliver raslet med matadormixposer er lige efter hans smag.

Og der er grænser for, hvor meget teatret skal eksperimentere med de store gamle forestillinger, siger han:

Frederik Cilius Favoritter

  • Hvis du vil høre de klassiske værker, som Frederik Cilius holder allermest af, er det disse fem, du skal finde frem:

  • Violinkoncert D-dur op 35, 2.-satsen / Peter Tjajkovskij / Ivry Gitlis (violin)

  • Klarinetkvintet h-mol op 115, Andantino / Johannes Brahms

  • Romeo og Julie / Sergej Prokofjev

  • Strygekvintet C-dur / Franz Schubert

  • Rosenkavaleren, ’Marie-Theres’ / Strauss http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a3d7acc6187a419587576bb

- Jeg kan godt blive træt af, at Wagners opera ’Ringen’ skal foregå i et revisionskontor, og at Brünhilde er en lolitadukke. Så lukker jeg øjnene, læner mig tilbage og nøjes med at lytte til musikken.

- Hvis man ikke har set en ballet nogensinde – skal man se Prokofjevs ballet ’Romeo og Julie´, det er fænomenalt komponeret, for musikken er så storladen. Når jeg hører den, så græder jeg sgu!, fortsætter han.

Ligheden mellem Wagner og et kilo oliven

Wagner er nok en af de komponister, som flest elsker at hade. Hans operaer er for lange, musikken for voldsom, sopranerne har brystpartier på størrelse med møllehjul, og sådan kan vi blive ved.

Enten elsker man ham, eller også hader man ham, siges det. Men måske kan man lære at elske Wagners musik?

Frederik Cilius har fundet en rute ind til Wagners hjerte:

- Wagner er ligesom oliven. Det er irriterende at se andre sidde og nyde at spise oliven, når du ikke selv kan lide dem.

- Så er der ikke andet for, end at købe et kilo oliven og bare æde dem, indtil du har lært at nyde dem. Sådan er det også med Wagners musik, siger han.

Klassisk musik skal være storladen

Frederik Cilius er kendt for at give sin mening, sin vrede og sit had til kende i rollen som Kirsten Birgit på Radio24Syv.

Heller ikke i 'Stines Søndag' på P2 går komponister, der ikke falder i Cilius' smag, fri, når han er i studiet. Eksempelvis er han ikke imponeret over den franske komponist Gabriel Fauré – det er ikke storladent nok.

Frederik Cilius fortæller Stine Rosengren om ligheden mellem Wagner og en fed stenfrugt i 'Stines Søndag' på P2.

- Fauré... Who gives a fuck? Hvorfor nøjes med et halvt orkester, når du kan få et helt?, siger han.

Fair nok – men hvad så med hans indre gnavpot i kjole, læbestift og nylonstrømper ved navn Kirsten Birgit? Skal hun en dag lægges i graven for fuld musik, eller siver hun ud med badevandet til en halvfesen strygekvartet af Fauré?

- Jeg vil hellere droppe det hele og få et rigtigt arbejde, end at sidde og lave Colgate-reklamer som Kisten Birgit. Man skal aldrig blive ved, fordi man er bange for at det stopper, ” siger Frederik Cilius.