Slut med gaver og varm chokolade: Musiker ønsker sig en ny fødselsdagssang

Benjamin Koppel kunne godt tænke sig en fødselsdagssang, hvor det ikke drejer sig om at pakke gaver ud. Den må gerne hylde andre værdier, siger han.

(© sCANPIX)

Hjemme hos saxofonist og komponist Benjamin Koppel er det ikke nok men én fødselsdagssang, når der er nogen, der skal hyldes.

- Vi har et helt potpourri af seks-otte forskellige fødselsdagssange, der bliver sunget, afhængigt af, hvor kåde vi er, fortæller han og uddyber:

- Vi synger selvfølgelig 'I dag er det Oles fødselsdag'. Det er klassikeren og den, vi begynder med.

- Der er noget hyggeligt i at synge om at komme hjem til far og mor, selv når ens far bliver 70. For når man har fødselsdag, er man sgu’ barn igen, siger han.

Alligevel kan komponisten, der er glad for fødselsdagssange, se muligheder i også at have en voksenudgave af fødselsdagssangen.

- Dem, vi har, er jo barnlige i deres udtryk og omdrejningspunkt, siger Benjamin Koppel.

DR P2 har sat gang i en konkurrence om at skrive Danmarks nye fødselsdagssang. En sang til voksne, hvor man ikke synger om at ’gå hjem fra skole’.

En sang med andre værdier

Benjamin Koppel har særligt et ønske til Danmarks nye fødselsdagssang til voksne:

- Man kunne godt bruge en sang, der hyldede de værdier, der ikke er så håndgribelige. Når man kommer op i en voksen alder og selv er far, handler fødselsdage ikke så meget om at pakke gaver ud. Det begynder at handle mere om sociale sammengænge og mennesker, man er glad for.

Og det er et godt sted at begynde, hvis du ikke ved, hvordan du kommer i gang med at skrive dit bud på fødselsdagssangen til voksne, mener han.

- Som tekstforfatter eller komponist skal man tage fat i, hvad der er vigtigt i livet, og hvorfor vi fejrer. Vi fejrer selvfølgelig at blive ældre og klogere, men også meget andet, siger Benjamin Koppel.

Lad vær’ med at prøve at skrive et hit

Hvis sangen skal blive vedkommende og have en reel chance for at røre noget, skal det være skrevet fra et ærligt hjerte, forklarer han:

- Der er statsgaranti for, at det bliver hult og fladt, hvis man bestemmer sig for, at man vil lave et hit. Den gode, ærlige melodi og tekst vil fange an og have resonans, hvorimod en eller anden udspekuleret beregnet fødselsdagssang aldrig vil slå an.

Hvis du er blevet inspireret af Benjamin Koppels råd til at skrive en ny fødselsdagssang, så kan du læse mere om, hvad P2 eftersøger i jagten på Danmarks nye fødselsdagssang til voksne her.

P2 LIVE



lige nu
Hej P2

Nyt emne hver dag. Vært: Benedikte Bové. HejP2@dr.dk