Suzanne Brøggers nye julesang hylder kvinden: Husk busken!

Forfatteren Suzanne Brøgger har skrevet en julesang med fokus på Jomfru Maria.

Der er masser af julesange at vælge mellem, når det er tid til turen rundt om juletræet. Både de gamle salmer med guddommelig klang og de mere nissede schlagere gør sig til.

Men hvor er den moderne julesang, der reflekterer over det religiøse?, spurgte DR’s trosredaktør Christoffer Emil Bruun sig selv.

Svaret fandt han i Suzanne Brøggers nye ‘Julesang’, som du kan se i videoen ovenfor.

Som du kan se i videoen, hylder den julens religiøse budskab – og kan måske også forstås lidt mere kødeligt....

Og ikke mindst er den en hyldest til Jomfru Maria, som Suzanne Brøgger mener, at den protestantiske kirke har fortrængt. Første vers lyder eksempelvis:

Det barn er født - en evig glød - Maria bar den i sit skød, den brændende busk, åh, den vil vi husk'!

- Protestantismen dyrker jo ikke Jomfru Maria og har ikke fundet nogen kvindelig erstatning. Domkirken er fuld af mænd på rad og række, siger Suzanne Brøgger.

- Martin Luther reducerede kvinden til ren seksualisering. Til ægtesengen og barnekammeret og køkkenet. Og hele den åndelige, spirituelle dimension ved kvinden er blevet fuldstændig fortrængt.

Melodien til ‘Julesang’ er af komponist og organist Carsten Johannes Mørch og har et enkelt, men middelalderligt snit over sig.

Download tekst og noder i pdf’en her:

Download sangen her

Sangen har officielt urpremiere i P1’s juleprogram, ‘Det kimer nu’ på mandag den 24. december.

Facebook
Twitter