Sangen til månen er danskernes operafavorit

Den tjekkiske komponist Dvorak har skrevet danskernes foretrukne operahit - Sangen til månen, fra operaen Rusalka, der fortæller historien om Den lille havfrue, og hendes længsler efter en mand som hun ikke kan få.

For fjerde gang har P2 afholdt Klassisk Top 50, som indsamler danskernes yndlingsmusik. Denne gang musik fra operaens verden. Arier, duetter, ouverturer og korsange - alt det, der indgår i en opera. P2 modtog 1.400 nomineringer, og den færdige Top 50 liste er blevet præsenteret dag for dag i P2.

Lørdag 4. juni 2016 blev toppen af listen afsløret ved en koncert i Koncerthuset. Nr. 1 blev Sangen til månen - en gribende smuk arie fra Dvoraks opera Rusalka. Operaen er historien om Den lille havfrue, og i Sangen til månen synger havfruen Rusalka om sine længsler efter den mand, hun ikke kan få.

SE HELE KONCERTEN: Klassisk top 50 - Opera

Den tjekkiske komponist Dvorak skrev operaen Rusalka i 1901, og den opføres faktisk sjældent i sin helhed. Rusalka fik først dansk premiere på Det Kongelige Teater i 2008! Men det har ikke forhindret Sangen til månen i at blive mere elsket end al anden operamusik af det danske publikum.

Puccini også med i top Blandt topplaceringerne finder man også berømte stykker som Nattens Dronnings arie fra Mozarts opera Tryllefløjten og Fangernes kor af Verdi. Listens topplaceringer har det til fælles, at de for længst er nået ud af operahusene og har fået et meget bredt publikum. Fx er Fangernes kor den uofficielle nationalsang i Italien, og herhjemme er den også kendt som dansktop-melodien Overalt på vor jord.

Og så er der de store opera-hits af Puccini, som De tre tenorer i 1990’erne skaffede et kæmpe publikum: Tårnarien fra operaen Tosca (nr. 5) og Nessun dorma fra Turandot (nr. 9). Nessun dorma var desuden den arie, Paul Potts blev verdensberømt for i tv-programmet Britain’s got Talent.

Her er toppen af Klassisk Top 50 Opera:

1. Sangen til månen Dvorak: Rusalka

2. Isoldes liebestod Wagner: Tristan og Isolde

3. Nattens Dronnings arie Mozart: Tryllefløjten

4. Duetten Au fond du temple saint Bizet: Perlefiskerne

5. Tårnarien E lucevan le stelle Puccini: Tosca

6. Fangekoret Verdi: Nabucco

7. Terzetten Hab’ mir’s gelobt Strauss: Rosenkavaleren

8. Kærlighedsduetten O soave fanciulla Puccini: La bohème

9. Nessun dorma Puccini: Turandot

10. O mio babbino caro Puccini: Gianni Schicchi

De mange nomineringer, P2 modtog med forslag om det bedste fra operaens verden, spænder vidt. Men både de komiske, de tragiske, de korte og de lange operaer rummer musik, man aldrig glemmer. Konklusionen på Klassisk Top 50 Opera er, at operamusik kan berøre enhver - fra skoleelever til pensionister - og at man sagtens kan nyde musikken uden at have set en hel forestilling i et operahus.

Ved afslutningskoncerten i Koncerthuset blev de otte øverste placeringer sunget af førende operasanger fra Danmark og Sverige sammen med DR SymfoniOrkestret og DR KoncertKoret, dirigeret af Giordano Bellincampi.

Hele koncerten sendes i tv på DR K søndag 5. juni 2016 kl. 19.55 og genudsendes på P2 tirsdag 6. juni kl. 19.20. Koncerten kan også ses her på hjemmesiden, hvor du også kan høre alle de foregående udsendelser med Klassisk Top 50 Opera, hvor danskerne nominerer deres yndlingsmusik fra operaens verden.

Facebook
Twitter