Troede du cd'en var død? Pladeselskab udgiver gigantisk boksset med 222 skiver

Hvis du ikke kan få nok af Bach, så er verdens største cd-boks måske en julegaveidé ...

Den nye cd-boks med alt, hvad Bach nogensinde skrev ned af noder, vejer 13 kilo. (Foto: Deutsche Grammophon - collage: dr.dk)

Det kan godt være, at cd-salget er støt faldende - men verdens største cd-boksset er først lige ved at udkomme.

Det navnkundige Deutsche Grammophon udgiver i slutningen af oktober en kæmpe kasse med 222 cd'er med Johann Sebastian Bachs samlede værker, eller rettere: 'hver eneste kendte tone' fra komponisten.

Den samlede boks vejer over 13 kilo og indeholder 280 timers musik, hvilket svarer til over 11 døgns uafbrudt lytning. Ud over perfekt timing til julehandlen, udkommer den i anledning af Bachs 333 års fødselsdag, som godt nok var i marts... Tallet er dog en anledning, komponisten sagtens selv kunne have fundet passende:

Religiøs symbolik i boksen

- 333 er vigtigt, fordi et af Bachs nøgletal er tre, som repræsentant for treenigheden: Faderen, sønnen og helligånden. Symbolikken i tre og tre gange tre, står overalt i samlingen af orgelværker, 'Clavier-Übung III', siger redaktør bag mastodont-udgivelsen, Nicholas Kenyon, i en pressemeddelelse.

- Vi fornemmer ofte den underliggende struktur i Bachs værk. Jeg tror ikke, at han nogensinde lod dem dominere sin tænkning, men det var klart en måde for ham at udtrykke universets harmoni som han så den.

Harmoni eller ej, så er Bach stadig utrolig populær i dag blandt dem, der lytter til klassisk musik. 1700-tals komponisten løb eksempelvis med hele otte placeringer, da P2 og dr.dk/klassisks Klassisk Top 50 blev afsløret sidste uge. Her kan du høre en af placeringerne:

Bach i alle ender og kanter

Den hidtil største cd-boks indeholdt 200 cd'er med Mozart og udkom for to år siden. For at toppe den, har Bach-udgivelsen inkluderet alt, hvad Bach nogensinde skrev af noder - og mere til.

Boksen indeholder 50 cd'er med alternative indspilninger af flere værker. Både nutidige stjerner som András Schiff, Anne-Sophie Mutter og Martha Argerich samt klassiske legender som Claudio Abbado, Willem Mengelberg, Glenn Gould og Pierre Fournier optræder på skiverne. Desuden er der plads til ti timers helt nye indspilninger, heraf syv Bach-værker, der aldrig før er blevet indspillet.

Før man begynder at læse i de to bøger, der også følger med i den blå boks, bør den Bach-glade lytter også nyde cd'erne med 'Bach a lá Jazz' og 'Bach efter Bach'. De viser, hvordan Bach siden er blevet brugt og har inspireret navne som jazzmusikeren Stan Getz og komponisten Arvo Pärt.

Facebook
Twitter