Playliste
Ingen har lyst til at blive glemt, men hukommelsen kan være nådesløs. Indimellem tabes der noget på gulvet. Det gælder også musik. Det tager kun et øjeblik, for nutiden kigger altid fremad. Døde komponister brokker sig af gode grunde ikke over det. Det ligger ligesom i kortene: de har haft deres chance, og så er det op til eftertiden at tage musikken op. Eller lade den ligge.
Det sidste gælder danske Gustav Helsted, som vi længe har ladet være i fred. En komponist, der har været spillet lidt her og der, og som i 2001 fik indspillet sin violin- og cellokoncert med Sønderjyllands Symfoniorkester. Ellers har der været tavst om senromantikeren Helsted, der døde tilbage i 1924.
Elev af Gade
Helsted er et navn fra en anden tid, men opmærksomheden kan fornyes, og døde komponister kan genoplives. De kan trækkes op af glemslens sorte hul. Og det gør Randers Kammerorkester på deres ny cd, der rummer hele to førsteindspilninger: Helsteds ’Decet’ i D-dur og hans ’Strygekvartet’ i f-mol.
Helsted var elev af Niels W. Gade, men for Helsted, der var født ind i en musikerfamilie og i mange år var ansat som organist, skulle musikken i en anden retning. Han var ikke tilhænger af Gades letflydende danske romantik. På det punkt minder han om den otte år yngre Carl Nielsen. Musikken skulle kunne noget mere.
Sprænger rammerne
Man hører det tydeligst i Helsteds ’Decet’. Kantet, indholdsrig og holdt sammen af finurligt udformede bindinger. Helsted vidste godt, hvordan man bevæger sig fremad, og hans opbygning af det halve time lange værk er smuk. Også fordi der er masser af blæret vellyd fra Randers Kammerorkester undervejs. De ti instrumenter under dirigent David opnår på én og samme gang kraft og balance i udtrykket, hvilket gør at man som lytter kan opleve musikkens raffinementer helt tæt på.
’Decet’ for fløjte, obo, klarinet, fagot, horn og strygere er skrevet i 1891, og selvom værket for ti instrumenter i første omgang tager sig tilforladelig ud, skal man ikke lade sig narre. Helsted sprænger nemlig snigende rammerne for den pænhed og sammenhæng, man indtil da havde forbundet med begrebet kammermusik under danske himmelstrøg. Det sker umærkeligt i begyndelsen af den pastelfarvede førstesats, men man er ikke i tvivl. Det samme gælder den passionerede, lettere forrevne strygekvartet. Tradition og konvention måtte passe sig selv – Helsted fandt selv vej.