Ugens Opera: Zoroastre fra Montpellier Festival

Ugens Opera ”Zoroastre” af Frankrigs store kolorist, Jean-Philipp Rameau, handler om kampen mellem det gode og det onde. Operaen blev opført på Montpellier Festivalen i det lyserøde operatempel Le Corum i Sydfrankrig 15. juli i år.

”En mærkelig opera af en mærkelig komponist”, sådan reagerede en positivt overrasket anmelder, da han oplevede operaen for en halv snes år siden. I år kunne han så have tilføjet, at også selve operahuset i Montpellier er ejendommeligt; beklædt i lyserødt/lysebrunt marmor. Det ligger i en lille park for enden af gågaden, Esplanaden og den gamle by.

I daglig tale bliver det kaldt ”Le Corum”. Efter ordet på latin ”Quorum”, som i det gamle Rom var det mindste tilstedeværende antal, der var nødvendigt for at tage en beslutning; Le Corum er nemlig både operahus og kongrescenter. Operaen bliver også kaldt ”Berlioz-operaen”.

Sydfransk Radiofestival

Hver sensommer fylder den franske radio store dele af det sydfranske med musik - 200 koncerter i hele området Langguedoc-Rousillon, Midi og Pyrenæerne. 90% af alle koncerter og arrangementer er vel at mærke gratis. Og de dækker alt fra klassiske symfonikoncerter, operaer, kammermusik og jazz til elektro-genrer.

Festivalen er spredt ud over det enorme område ned mod Middelhavet, de større byer og de små landsbyer. Og der er dansk islæt: for chefdirigenten for det franske nationalorkester i Montpellier er Michael Schønwandt. Han indledte festivalen for fjorten dage siden med en koncert, der anslog temaet for i år: Europa og orienten.

Ved åbningskoncerten valgte Schønwandt at dirigere musik over eventyrene fra 1001 Nat med Aladdin-musikken af Carl Nielsen og Scheherazade af Ravel og Rimskij-Korsakov.

Zoroastre udspringer i Orienten

Også i operaen ”Zoroastre” vælger Rameau en handling, der udspringer i orienten og det gamle Persien – sådan forestillede Rameau sig, at de dansede dér:

Zoroastre, Zoroaster, Zartosht, Zaotar….eller Zarathustra er én og samme stifter af religionen zarathustrismen godt 1200 f.Kr. i Persien. Zoroastre levede i et område, der i dag udgør en del af Iran og Afghanistan. Landet hed Baktria. Og det er netop her operaen foregår.

I følge Zoroastres/Zarathustras lære skal mennesket vælge mellem det gode og det onde, være retfærdig og sanddru i både tanke, tale og handling. Vælger mennesket rigtigt, kommer det i Paradis. Hvis ikke.. ja så…

Kender vi det fra Frimurerne?

Zarathustrismen er en kamp mellem det gode og det onde, mellem paradis og helvede, mellem lys og mørke…

Genkender vi ikke det fra andre sammenhænge? Fra Frimurerne blandt andet. Og Zoroastre er faktisk den første opera, der i virkeligheden i det skjulte handler om frimurer-idealer.

Senere kom Mozart til med sin opera Tryllefløjten. I husker sikkert præsten Zarastro, der står for alt det gode og bekæmper det onde. Zoroastre er en tidlig forgænger for Tryllefløjten. For librettisten bag operaen, Louis de Cahusac var en af de ledende blandt de franske frimurere. Cahusac hylder i flere af sine værker idealerne i Oplysningstiden, som også gennemstrømmer tankerne i Frimurerordener, herunder blandt andet tanken om en genforening med det guddommelige gennem at leve og handle i dyd.

Den første frimureropera

Rameau og Cahusac skabte dengang i midten af 1700-tallet med Zoroastre en ny-brydende opera. Det er den første opera, hvor handlingen ikke stammer fra den klassiske mytologi i Grækenland og Romerriget. Zoroastre henter nemlig sin handling i en gammel persisk religion. Netop Zoroastrer var højt respekteret blandt de tidlige frimurerer i Frankrig. Derfor bliver Zoroastre også kaldt ”den første frimureropera”.

Det er desuden den første franske opera, der ikke indleder med en allegorisk prolog. Alligevel fik operaen en lunken modtagelse ved uropførelsen i 1739; både fordi dens krævende iscenesættelse tilsyneladende ikke var helt på plads, og fordi kollega-komponisten Mondonville på samme tid havde premiere på en mere populær ballet-opera – franskmændene har altid elsket danseoptrin i operaer.

Og selvom Rameau traditionen tro i sine operaer indlægger mange danse, så gik de altså knap så let på tå over scenen i første omgang. Derfor reviderede Cahusac og Rameau Zoroastre i 1756, og nu fik den ubetinget succes. Det er den reviderede udgave fra 1756, vi hører.

Handling

1. akt

Første af de fem akter begynder i det gamle kongerige Baktria i det gamle Persien. Det gode, personificeret ved ”grundlæggeren af magien” Zoroastre kæmper mod det onde, personificeret ved troldmanden Abramane. Da operaen begynder, er Baktria i opløsning efter kongens død, selvom denne har efterladt sig to døtre: arveprinsessen Amélite og hendes søster, Erinice. Begge er forelsket i Zoroastre, der dog føler sig mest knyttet til Amélite. Abramane har grebet muligheden for at sende Zoroastre i eksil. Troldmanden planlægger også at overtage tronen sammen med Erinice, der ønsker at hævne sig på Zoroastre, fordi han har forkastet hendes kærlighed. Første akt slutter med, at Abramane opfordrer dæmoniske væsener til at tage Amélite til fange.

2. akt

I 2. akt er vi til at begynde med hos den gode og vise Zoroastre i eksil på paladset hos kongen over de gode ånder, Oromansès. Oromansès råder Zoroastre til at rejse tilbage og redde Amélite og udrydde de onde kræfter. Han fører Zoroastre gennem et magisk indvielsesritual, der skal forberede ham på opgaven.

I kældrene under borgen i Baktria torturerer den onde troldmand Abramane og hans allierede den onde prinsesse Erenice for at tvinge hende til at abdicere fra sin retmæssige trone. Da ankommer Zoroastre, befrier Amélite og lægger borgen i ruiner med sine nye magiske kræfter. Amélite træder nu frem som dronning for sine tiljublende undersåtter i Baktria.

3. akt

Det er nat. Abramane og Erinice skændes om hvem af dem, der er skyld i, at deres planer er mislykkedes. Abramane gemmer Erinice væk i en sky. Ved daggry forsamles Zoroastre, Amélite og befolkningen i Baktria for at tilbede deres Gud, eller som de siger: ”Det højeste væsen”. Derefter fejrer de brylluppet mellem Zoroastre og Amélite. Netop da bryllupsritualet finder sted, kommer Abramane på en flammeomspændt stridsvogn og kidnapper Amélite. Zoroastre forbereder sig med sine magiske kræfter på krig.

4. og 5. akt

I de to sidste akter er vi først i templet for satans-guden Arimane. Abramane modtager dårlige nyheder: han ser ud til at tabe krigen mellem de gode og de onde ånder. Han ofrer til guden med en bøn om at opnå had, hævn og desperation. Erinice har skiftet side og advarer i sidste akt Zoroastre om, at Abramane planlægger et nyt slag. Abramane ankommer igen i sin flammeomspændte stridsvogn og fremviser Amélite, som han har lagt i lænker. Han befaler Zoroastre at overgive sig. Men Zoroastre svarer ved at påkalde de gode guder, der til gengæld dræber Abramane og hans onde præster med lynnedslag. Operaen slutter med, at det gode vinder - Zoroastre og Amélite bliver kronet som konge og dronning af Baktria.

Facebook
Twitter