Verdensstjerne kommer til Danmark - og spiller udendørs til spotpris

Den verdensberømte klaverstjerne Lang Lang giver koncert i Tivoli den 9. september.

Lang Lang er nok det nærmeste, man kommer på en popstjerne inden for klassisk musik. (Foto: Robert Ascroft © Sony Classical)

Shu-Bi-Dua og Kim Larsen har spillet der, Beach Boys-ikonet Brian Wilson og Nik & Jay skal spille der snart - og det skal den klassiske stjernepianist Lang Lang også: på udendørscenen Plænen i Tivoli

Til september kommer han til Danmark for at spille på forlystelseshavens scene til en koncert, der er gratis, når publikum først har betalt almindelig entre.

Koncerten finder sted i anledning af, at den Augustinus Fonden fejrer deres 75-års jubilæum i Tivoli med et dagsprogram dedikeret til musikken.

- Det gør vi blandt andet ved at præsentere en af verdens bedste pianister, Lang Lang, i en stort anlagt koncert på Plænen, siger underdirektør for Kultur i Tivoli Nikolaj Koppel.

Han kalder koncerten for "fantastisk".

Blev et Youtube-fænomen efter OL

Lang Lang er nok det nærmeste, man kommer på en popstjerne inden for klassisk musik.

Han regnes blandt de førende pianister på verdensplan og blev et Youtube-fænomen efter sin optræden ved OL-åbningen i Beijing i 2008.

Koncerten med Lang Lang og Tivoli Copenhagen Phil den 9. september er kulminationen på en hel dag 'I Musikkens Tjeneste' spækket med musik og forestillinger i Tivoli.

- Publikum kan opleve lidt af det, fonden har støttet over mange år, som DR-korene, Tivoli-Garden, Tivoli Copenhagen Phil og selvfølgelig Lang Lang, siger Frank Rechendorff Møller, der er direktør i Augustinus Fonden.

Musikalsk festfyrværkeri - bogstaveligt talt

Allerede om formiddagen lægger DR JuniorKoret ud og synger de første gæster i møde på Pantomimeteatret.

Herudover spiller en række af landets dygtigste musikere med mesterlige instrumenter fra Augustinus Fondens imponerende samling.

Også Tivolis musikalske nestor, komponisten H.C. Lumbye, Tivoli-Garden og en særforestilling med ballet og teater kan opleves på dagen, der afsluttes med et musikalsk timet festfyrværkeri.

FacebookTwitter