90-årig dirigent sætter tempoet op: Nu skal Beethoven spilles endnu hurtigere!

Dirigenten Herbert Blomstedt tager et nyt kig på Beethovens symfonier på Ugens Album. Han har indspillet dem før, men nu sætter han tempoet op.

Herbert Blomstedt i topform foran sit orkester, her som 78-årig. (Foto: Ullstein Bild)

Tilbage i 1970’erne lavede Herbert Blomstedt sin første Beethoven-serie med sit daværende orkester, Dresdens Statskapel. For nogle år siden bestemte han sig for, at indspille symfonierne igen, denne gang med det orkester, han senest var chefdirigent for - Gewandhausorkestret fra Leipzig.

Nye videnskabelige nodeudgaver har fået Blomstedt til at revurdere symfonierne - og det har fået ham til at sætte tempoet op. Beethovens tempoangivelser blev i generationer afvist som uspillelige, eller ligefrem vanvittige. Og selvom høj hastighed og nye idéer normalt ikke er noget, man forbinder en 90-årige med, så har Blomstedt kastet sig ud i det:

- Musikken er ikke uspillelig, forklarer han. - Virker det sådan, så er det fordi det er meningen. Musikken skal befinde sig på kanten af det mulige. Dét giver et særligt udtryk, siger Blomstedt, der også roser Gewandhausorkestret til skyerne for dets særlige kombination af følsomhed og virtuositet.

Det overflødige er skåret væk

Blomstedt har også på andre måder ladet sig inspirere på ny. Han foretrækker nu mindre vibrato og en slankere klang end på hans gamle indspilning. Og så er han gået over til den oprindelige orkesteropstilling, hvor første- og andenviolinerne sidder overfor hinanden, og ikke ved siden af hinanden:

- Musikken er fra Beethovens hånd skrevet 'i stereo', og det er meningen at de to violingrupper skal svare og spejle hinanden, forklarer han.

Hvad der til gengæld ikke har ændret sig hos Blomstedt, er hans velkendte, prunkløse stil. Han tolererer ikke praleri, og alt overflødigt er skåret væk. Den del er blevet endnu mere udtalt hos ham.

Han dirigerer symfonierne udenad, bruger ikke dirigentpind, og kommunikerer med en utrolig præcis gestik. Han forbereder sig grundigt, og ved altid præcis hvad han vil, når han står foran et orkester.

Hør hurtige smagsprøver fra Ugens Album

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5a3965bf6187a40898075dbd

Facebook
Twitter