Bjarke bliver ramt i hjertet af Scarlatti: Musikken rummer både inderlighed og melankoli

Bjarke Mogensen er en af Danmarks bedste musikere. På sit nye album spiller han musik af en komponist der har fulgt ham gennem hele livet.

Scarlatti kendte med sikkerhed ikke Bjarke Mogensens instrument. Det første akkordeon blev nemlig først opfundet 100 år efter Scarlattis død.

- Der er nogle komponister, som følger en gennem hele livet, siger den 32-årige akkordeonist Bjarke Mogensen. Han har haft Dominico Scarlattis sonater med i tasken i mange år, og blandt andet spillet dem som ekstranumre ved koncerter.

- Jeg elsker at spille dem. De er åbenlyst virtuose og samtidigt rummer de et folkemusikalsk islæt. Desuden er de inderlige og melankolske, og det rammer mig lige i hjertet igen og igen.

Scarlatti blev født i Italien 1685, samme år som Bach og Händel. Hans sonater lyder dog meget anderledes end musikken af hans tyske kollegaer. I 1719 rejste han fra Napoli til den iberiske halvø, og her tilbragte han resten af sit lange liv som kongelig hofmusiker.

- Sonaterne er tydeligvis præget af de mange år, Scarlatti levede i Portugal og Spanien. Han sugede til sig af den lokale musik, fortæller Bjarke Mogensen. - Man kan høre både flamencoens tordnende dansetrin og den særlige fantaserende spanske orgelstil, kaldet 'tiento' i Scarlattis musik.

Scarlatti kendte ikke Bjarkes instrument

Scarlattis sonater er oprindelig skrevet for cembalo. Han kendte med sikkerhed ikke Bjarke Mogensens instrument. Det første akkordeon blev nemlig først opfundet 100 år efter Scarlattis død.

I dag er der mange der spiller Scarlattis sonater på flygel eller klaver. Det særlige ved at spille dem på akkordeon er, at instrumentet har to tastaturer, så højre og venstre hånd kan arbejde uafhængigt af hinanden, når de danser henover instrumentet.

Scarlatti har skrevet mere end 550 sonater, og det har været en hård proces for Bjarke Mogensen at skulle vælge 13 af dem ud. Han er gået efter variation, og forklarer, at der i hans udvalg af Scarlattis meget originale kompositioner burde være noget for enhver smag.

Hør smagsprøver fra Ugens Album

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5a3ec50da11f9f1354c94467

Facebook
Twitter