Fire franske fyre mødte hinanden i mørkt rum: Her er vores hemmelige kæreste

Vi har det som teenagere der sniger sig ud af vinduet om natten, siger musikerne i Arod Kvartetten. De har kastet deres store kærlighed på komponisten Felix Mendelssohn.

Arod Kvartetten vandt i 2015 den internationale strygekvartetkonkurrence i København, der blev afholdt i anledning af Carl Nielsens 150 års fødselsdag. Nu er de klar med deres debut-album, hvor de spiller musik af Mendelssohn:

- Det var helt oplagt for os at vælge Mendelssohn til det her album. Kærligheden til hans musik har trukket os ind i favnen og aldrig sluppet os. Vi sniger os hele tiden tilbage til hans musik - Som teenagere, der kravler ud af vinduet om natten for at mødes med en hemmelig kæreste, lyder det.

Ugens Album

Mendelssohn: Strygekvartetter

Arod Kvartetten

Erato 0190295761127

De fire franskmænd var suveræne vindere i strygekvartetkonkurrencen 2015, selv om de på det tidspunkt kun havde spillet sammen i to år, hvilket ikke er meget for en strygekvartet. Der er normalt brug for mange års intenst sammenspil før der begynder at ske noget.

Mødte hinanden i et mørkt rum på konservatoriet

Men musikken, og især Mendelssohn, har været en helt særlig inspiration for de fire unge musikere, noget der har bundet dem sammen i et helt særligt fællesskab, og med et meget tæt sammenspil.

Navnet 'Arod' har de taget fra ’Ringenes Herre’. Det er navnet på elverkrigeren Legolas' hest - en skabning som er lynhurtig, smidig og elegant. Den er et forbillede for de fire unge musikere, som er vokset op med filmene om Ringenes Herre.

De mødte hinanden i 2013 på konservatoriet, og begyndte at spille sammen i et lille, dunkelt rum. Det var selvfølgelig noder af Mendelssohn de havde fat i.

- Vi har svedt, grædt og grint os gennem musikken, og vi har oplevet følelser, vi aldrig vil glemme, fortæller de.

Artiklen fortsætter efter lytteboksen ...

Smagsprøver fra Ugens Album

Strygekvartet nr. 2 i a-mol - 4. sats, Presto

Strygekvartet nr. 4 i e-mol - 3. sats, Andante

Tema con variazioni - fra 4 Satser for strygekvartet

Musikken fortæller os hvem vi er

På deres debutalbum, som også er Ugens Album i P2, har de samlet værker fra forskellige perioder af Mendelssohns liv. Hans opus 13 skrev han da han var bare 18 år, og hans Kvartet i e-mol er fra da han netop var blevet gift.

Dertil kommer fire enkeltstående kvartetstykker, op. 81, der blev udgivet efter hans død. Mendelssohn blev kun 38 år, men han samlede og komprimerede mange erfaringer i sin korte levetid.

- Det er musik, skrevet i et andet årtusinde af en ung mand i Tyskland, men den rører os så stærkt.

- Som et ekko fra en anden tid fortæller den os, hvem vi er, siger musikerne i Arod Kvartetten.

P2 LIVE



lige nu
P2 Koncerten

Concerto Copenhagens julekoncert 2017. Den engelske kontratenor Alex Potter er solist i koncert med mindre kendt julemusik fra barokken af bl.a. Telemann, Zelenka, Vulpius, Locatelli, Vivaldi og Corelli. Alex Potter og Concerto Copenhagen under ledelse af Lars Ulrik Mortensen. (Trinitatis Kirke 14. december). Vært: Jakob Wivel. www.dr.dk/p2koncerten (Sendes også natten til mandag 00.05).