Lyset og mørket mødes når Sol og Cecilia finder hinanden

Den ene er sanger, den anden spiller cello. På Ugens Album mødes Sol Gabetta og Cecila Bartoli, og resultatet er en dejlig overraskelse.

Cecilia Bartoli og Sol Gabetta har fundet hinanden på Ugens Album.

Hvis du står og mangler en mandelgave så kunne Ugens Album være en mulighed.

Så er der nemlig liflig barokmusik i pakken, og den vil gøre sig godt juleaften, når roen sænker sig ovenpå et dejligt julemåltid.

Sol Gabetta er den lyshårede cellist. Hun er fra Argentina, og har været solist med en række af verdens bedste orkestre. Cecila Bartoli er den mørkhårede sanger med en vibrerende stemme, og utallige indspilninger med den flotteste barokmusik.

De to musikere passer godt til hinanden. De er meget jævnbyrdige, og sammen er de på en rejse i musikken. Albummet er ikke en hitparade. Det meste af musikken er ret ukendt, men man kan læne sig trygt tilbage i armene på de to, forklarer P2's Jens Cornelius:

- Bartolis forunderlige, mangefarvede stemme er en ideel partner til Gabettas cello, der som en elegant 'superstemme' spænder over både mørke og lyse klange.

Celloen en sjæleven for sangeren

I barokken var det almindeligt at skrive arier, hvor en sanger blev ledsaget af et soloinstrument, og instrumentet blev valgt efter musikkens karakter. En trompet til arier om krig og kamp, en obo til klagesange, og så fremdeles.

Celloen er det instrument, der mest af alle ligner den menneskelige stemme, og det fører til nogle meget udtryksfulde duetter. Et eksempel er den gribende smukke arie 'Fortuna e speranza' fra en ikke særlig kendt opera af Antonio Caldara.

Her er celloen en slags sjæleven for sangeren. Den er ved hendes side, og trøster og lindrer med sin ordløse tale. Det samme gør sig gældende i Händels 'Ode til Sankt Cæcilia' - musikkens og de blindes skytsengel.

Cecilia Bartoli har tidligere på sine albums rykket ved vores forståelse af, hvad barokmusik er og kan være. Det gør hun også nu, med Sol Gabetta ved sin side. Sammen vækker de komponister til live, som kun få vidste eksisterede, og de gør det med nysgerrighed, virtuositet og personlighed.

Hør smagsprøver fra Ugens Album

0:00
0:00
0:00

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter