Musikgeni provokerede og blev presset af Stalin - nu befrier tysk orkester ham suverænt

Prokofievs syv symfonier spænder vidt - to af dem er med på ugens album i en suveræn indspilning.

(Foto: Kai Bienert © © MUTESOUVENIR | KAI BIENERT)

Den russiske komponist Prokofjev kom vidt omkring i sine i alt syv symfonier. Musikken, som han skrev gennem hele livet, spænder mellem ungdommelig provokation og et mentalt lavpunkt som ældre under Stalins jernhårde næve.

Flere berømte symfoniorkestre er for tiden ved at indspille Prokofjevs syv symfonier, men ifølge P2s Jens Cornelius er der én der stikker frem:

Ugens Album

Prokofjev: Løjtnant Kijé og Symfoni nr. 1 & 7

Det Tyske Symfoniorkester, Berlin

Dirigent: Tugan Sokhiev

Sony 88985419432

- Den nok allerbedste serie er tysk. Det Tyske Symfoniorkester i Berlin begyndte sin serie i 2014 under ledelse af den daværende chefdirigent, Tugan Sokhiev fra Rusland. Han er siden blevet chef for Bolsjoj Teatret i Moskva, men Prokofjev-serien fortsætter heldigvis alligevel, fortæller Jens Cornelius.

Den vittige og provokerende symfoni er et godt eksempel på den tvetydighed, der tit er i hans musik

Jens Cornelius

På Ugens Album på P2 kan du høre det tyske orkesters suveræne spil, som rummer begge ender af Prokofievs symfoniske værker, nemlig symfoni nr. 1 og 7 – samt en skøn bonus.

Fræk og kærlig parodi

Den korte Symfoni nr. 1 er Prokofjevs mest kendte. Pudsigt nok, for den er nærmest en parodi, en stilefterligning af Haydns 1700-talsmusik.

Prokofjev skrev symfonien i 1917, da han stadig var studerende. På konservatoriet skulle han terpe de klassiske forbilleder, og hans 1. Symfoni er en skarp returnering af alle de krav, der blev stillet til ham.

I mødet med Haydns gammeldags stil lyder Prokofjev stadig helt som sig selv.

- Den vittige og provokerende symfoni er et godt eksempel på den tvetydighed, der tit er i hans musik, siger Jens Cornelius.

Hør uddrag af ugens album

Det Tyske Symfoniorkester, Berlin: Løjtnant Kije suite op 60 / 1. sats/akt - Kijes fødsel

Det Tyske Symfoniorkester, Berlin: Symfoni nr 1 D-dur op 25 Den Klassiske / 1. sats/akt - Allegro

Det Tyske Symfoniorkester, Berlin: Symfoni nr 7 cis-mol op 131 / 4. sats/akt - Vivace

Musik fra tilværelsens lavpunkt

I de følgende årtier kom Prokofjev meget vidt omkring i den symfoniske genre.

Da han i 1952 skrev sin sidste 7. og sidste symfoni, befandt han sig på sin tilværelses lavpunkt: Stalins tyranniske styre havde udstødt ham fra musiklivet, og han måtte ligesom sin kollega Sjostakovitj leve under konstante trusler, fordi man regnede hans musik for farlig.

Hans Symfoni nr. 7 var planlagt til at være opbyggelig musik til den sovjetiske ungdom, men den endte med at blive meget mere melankolsk.

Et musikgeni, hvis personlige tonesprog ikke minder om noget andet

Jens Cornelius

Prokofjev blev opfordret til at skrive symfonien om, så den fik en ”lykkelig” afslutning, og det er den udgave, som er indspillet på Ugens Album.

Den falske løjtnant

Allermest typisk er nok albummets tredje værk, ”bonusnummeret” Løjtnant Kijé.

Det er filmmusik, Prokofjev skrev i 1934 til en eventyrkomedie. Filmen handler om en russisk krigshelt, hvis navn er kommet zaren for øre. Desværre eksisterer soldaten slet ikke - han er kun en skrivefejl i en protokol.

For at få fejlen ud af systemet, må zarens bureaukrater lade løjtnanten blive gift, forfremmet og til sidst falde i kamp. Narrespillet lykkes – i modsætning til ”Kejserens nye klæder”.

- Musikkens kombination af falsk naivitet og virkelig spøjs brug af orkestret kunne kun være lavet af én komponist: Prokofjev, siger Jens Cornelius:

- En stor original og et musikgeni, hvis personlige tonesprog ikke minder om noget andet.

P2 LIVE



lige nu
P2 Guldkoncerten

Stjernetrio i Salzburg. Violinisten Wolfgang Schneiderhan (1915-2002), cellisten Enrico Mainardi (1897-1976) og pianisten Edwin Fischer (1886-1960) var blandt de mest kultiverede musikere i tiden efter 2. Verdenskrig, og i den klassiske og romantiske musik kom deres kunst til sin ret. Beethoven: Klavertrio, D-dur, opus 70 nr. 1, Geistertrio. Klavertrio, B-dur op. 97. Ærkehertugtrioen. Brahms: Klavertrio nr. 1, H-dur op. 8. Wolfgang Schneiderhan, violin. Enrico Mainardi, cello. Edwin Fischer, klaver. (Koncerter fra Salzburg Festspillene 1953 og 1952). Vært: Max Fage-Pedersen. www.dr.dk/p2koncerten