Norske Mari bliver inspireret af danske krimi-hit: Jeg er fascineret af stemningen i ’Nordic Noir’

Den norske violinist Mari Samuelsen føler sig hjemme i den dystre, danske krimi-stemning, som hun fortolker på sit nye album.

Manden bag musikken til DR1-serien 'Forbrydelsen' har skrevet musik til den unge, norske violinist. (© Decca og DR)

’Forbrydelsen’, ’Broen’ og ’Kvinden i buret’ er titler på danske krimiserier og -film, der de seneste år har taget tv-seere med storm – i Danmark såvel som i udlandet.

Nu får de danske krimi-succesers mørke og dunkle stemning en ny form for liv på den norske violinist Mari Samuelsen nye album, der med titlen ’Nordic Noir’ ikke lægger skjul på, hvor inspirationen kommer fra.

- Jeg er fascineret af stemningen i Nordic Noir-filmene. Jeg føler mig hjemme i deres univers, og jeg fik lyst til at indfange filmenes særlige lyd, fortæller Mari Samuelsen.

Albummet er Ugens Album på P2 næste uge, og lytterne kan forvente nordisk, filminspireret musik, der er fuld af mørke stemninger.

Hjælp fra dansk komponist

For at indfange den særlige ’Nordic Noir’-stemning, tog Samuelsen kontakt til nogle af de komponister, der har lavet musikken til de nordiske krimier, og bad dem lave nogle nye værker for violin.

Ugens Album

Nordic Noir

Mari Samuelsen, violin

Trondheim Solisterne

Decca

En af dem var Frans Bak fra Danmark, der er kendt for musikken til DR1-serien ’Forbrydelsen’, som havde Sofie Gråbøl i hovedrollen.
På albummet er også musik af to svenske filmkomponister, Uno Helmersson og Johan Söderqvist, der blandt andet står bag soundtracket til tv-serien ’Broen’ og gyserfilmene ’Kvinden i buret’ og ’Lad den rette komme ind’.

Johan Söderqvist gav Mari Samuelsen et godt råd om, hvordan man indfanger stemningen fra ’Nordic Noir’:

- I stedet for at spille så mange noder så hurtigt som muligt, så prøv det modsatte. Brug stilheden til at indfange det, der står stille, men som bevæger sig alligevel, fortæller den 33-årige violinist.

Ung oprører

Mari Samuelsen spiller på en ægte Stradivarius-violin fra 1724. Men på trods af den fornemme og yderst traditionstunge arv, hun spiller på, ønsker hun ikke at være en traditionel solist.

- Jeg har altid været lidt oprørsk, siger hun selv.

På albummet ’Nordic Noir’ kommer oprøret til udtryk i måden, hun optræder som solist. I stedet for at være centrum for spotlightet, glider hun i stedet ind og ud af musikkens mørke, så hun på den måde komplimenterer albummets dystre stemning.

Hør smagsprøver fra Ugens Album på P2

P2 LIVE



lige nu
Min Yndlingsmusik: Michael Schønwandt drager sydpå

Dirigenten Michael Schønwandt drager sydpå i dagens udsendelse - ganske som han har gjort i sit professionelle virke som chefdirigent for Montpellier operaen. Nede i det klare sollys ved det blå vand - i selskab med Rameau, Berlioz, Bizet, Messiaen, Debussy og Jacques Brel. Tilrettelæggelse: Jakob Wivel. www.dr.dk/p2