Tyskerne slået på hjemmebane: Italienere genrejser Dresdens kulturarv

Hvem kan vække Dresdens musikalske fortid til live igen? Det kan det italienske ensemble Zefiro, som har indspillet musik fra hoffet i Dresden.

Det italienske ensemble Zefiro er klar i stærk opstilling. De spiller musik fra Dresden. (Foto: Vito Magnanini)

Dresden er en by, der har oplevet både storhed og katastrofer. Byen blev jævnet fuldstændigt med jorden under 2. Verdenskrig, for derefter at blive spærret inde bag Jerntæppet.

I dag er man ved at genfinde noget af fortidens pragt i Dresden, og det italienske ensemble Zefiro gør deres for at vække byens musikalske fortid til live igen. Under ledelse af den sprudlende oboist Alfredo Bernardini sætter ensemblet nye standarder for hvor livligt og alligevel stilfuldt, man kan spille den gamle, virtuose musik.

Musikerne i ensemblet elsker tilsyneladende musikken. De tøver ikke med at kalde oboværkerne fra Dresdens hof i 1720’erne for en milepæl i musikhistorien. Dresden oplevede en musikalsk storhedstid under kurfyrsten August den Stærke. Han investerede stort i kunst og musik, og efter fransk forbillede dannede han et nyt hofkapel.

Ugens Album

Dresden 1720

Zefiro

Arcana A438

Musikere fra flere lande blev engageret, og August den Stærke skabte på den måde det nok bedste og mest glorværdige ensemble i Europa dengang. Især træblæserne blev spillet af tidens største virtuoser.

Sensuelle dissonanser fremhæves

På Ugens Album i P2 kan du høre musik komponeret specielt til Dresdens virtuose blæsere. De to oboer har en fremtrædende plads, og mange af værkerne har også en langt mere selvstændig stemme til fagotten. Slut med bare at trutte med på akkompagnementet, når nu man har så dygtige musikere til sin rådighed.

Komponisterne er blandt andre Vivaldi, som løbende afsendte nye værker fra Venedig til Dresden. Telemann er også repræsenteret. Han var på det tidspunkt Tysklands mest berømte komponist. Dertil kommer de mindre kendte komponister som Quantz og Johann David Heinichen. Sidstnævnte var hofkapelmester i Dresden og var højt beundret for sin italiensk-inspirerede musik.

Den store vinder på Zefiros album er imidlertid komponisten Johann Friedrich Fasch. Det mener i hvert fald en anmelder fra den engelske avis The Guardian. Han fremhæver Faschs langsomme satser for deres swing og sensuelle dissonanser, og han giver albummet fire ud af fem stjerner.

Hør smagsprøver fra Ugens Album

Fasch: Quadro i g-mol, 3. sats - Largo

Telemann: Sonate i c-mol, 2. sats - Viste

Vivaldi: Quadro sonata i C-dur, 1. sats/akt - Largo

P2 LIVE



lige nu
Det´ dansk

Musik af danske komponister eller spillet af danske musikere. Sådan lyder det på cd og i koncertsale. Vært: Mathias Hammer. www.dr.dk/p2 (Sendes også 00.05).