Ugens Album: Fløjtekoncerter af Carl Nielsen, Ibert og Reinecke

Sébastian Jacot, vinderen af Carl Nielsen Fløjtekonkurrencen 2014, er en suveræn solist.

Playliste

0:00
0:00
0:00

Carl Nielsen Fløjtekonkurrencen i Odense 2014 huskes nok især for videoklippet af en japansk deltager, der spiller ufortrødent videre, selv om en sommerfugl lander i hendes ansigt. Men vi må ikke glemme hvem, der rent faktisk vandt konkurrencen: Den fremragende schweizer Sébastian Jacot, som siden er blevet solofløjtenist i det berømte Leipzig Gewandhausorkester.

”Han har udstråling, musikalitet og teknisk kontrol”, udtalte juryformanden i Odense.

Fortrolig med Carl Nielsen

Som en del af konkurrencepræmien har Sébastian Jacot indspillet Carl Nielsens Fløjtekoncert. Han fanger virkelig musikkens splittede karakter og dens konstante leg om, hvem der skal tage føringen. Musikerne i Odense Symfoniorkester er helt fortrolige med stilen og kaster sig frygtløst ind i kampen, ikke mindst basbasunen, der er fløjtens umage partner i dette geniale værk.

Den sidste hofkomponist

To andre stykker er med til at tegne billedet af Sébastian Jacots suverænitet. Den hyperaktive Fløjtekoncert af franskmanden Jacques Ibert er skrevet nogle få år efter Nielsens (i 1933), men mere traditionelt formet i tre satser. Der er en melankolsk andensats og en lynhurtig finale med sjove riffs i orkestret.

Den tredje koncert er skrevet af Carl Reinecke, født 1824 i den holstenske by Altona, der under enevælden hørte til den danske krone og var en af rigets vigtigste byer. I dag er den opslugt af kæmpebyen Hamborg, men Reinecke var altså teknisk set født som dansker, og han var den sidste danske hofkomponist, ansat af Christian VIII fra 1846 til 1848.

En romantisk fløjtekoncert

Carl Reinecke var en af de få romantiske komponister, der skrev substantiel musik for fløjte. Fløjtekoncerten er skrevet så sent som 1908, da han var 84 år. Mere vovede komponister som Wagner og Liszt var for længst døde, men Reinecke holdt fast i sin gamle stil fra midten af 1800-tallet, som han elskede og beherskede komplet. Koncerten blev uropført af Leipzig Gewandhausorkester og dets daværende solofløjtenist – forgængeren på netop den post, Sébastian Jacot har i dag.

Facebook
Twitter