Ugens Album: Mendelssohn: Symfoni nr. 1 & 4

Mendelssohns symfonier er lysende og levende, når John Eliot Gardiner dirigerer

Playliste:

0:00
0:00
0:00

Mendelssohn var bare 14 et halvt år, da han komponerede sin 1. Symfoni. Helt ubegribeligt. Og da havde han allerede skrevet 12 små symfonier for strygeorkester!

I dag spiller man ikke hans 1. Symfoni så tit, fordi hans senere symfonier blev så utroligt populære. På Ugens Album kan du høre den 1. Symfoni sammen med Mendelssohns berømte Symfoni nr. 4, kendt som ”Den italienske symfoni”.

Komplet serie undervejs Albummet er næstsidste del af en komplet serie med de fem Mendelssohn-symfonier, indspillet af

London
Symfoniorkester og dirigenten John Eliot Gardiner. I 1990’erne indspillede Gardiner Symfoni nr. 4 med Wiener Filharmonikerne, men den nye
London
-indspilning er meget bedre. Mere præcis, mere lysende, mere levende og sjov. Alle mand er på tæerne, og det skal man være, når man beskæftiger sig med Mendelssohn og hans ekstremt hurtige hoved.

Sydens sol og springdans Symfoni nr. 4 skrev Mendelssohn i 1833 efter en dannelsesrejse til Rom, Venedig og Firenze. Han badede sig i kunst og antikke fortidsminder, og sydens sol smittede af på den superenergiske førstesats. Mendelssohn fik også oplevet den mere folkelige side af italienernes kultur. Sidstesatsen af symfonien har samme rytme som en Saltarello, en hidsig italiensk springdans, der gjorde indtryk på Mendelssohn fra Berlin. Han kaldte symfoniens afslutning for ”det mest livlige stykke, jeg nogensinde har skrevet.”

To satser for prisen af en Dirigenten John Eliot Gardiner har i et halvt århundrede været foregangsmand, når det drejer sig om at finde frem til komponisternes oprindelige intentioner. Det gør han også her – på en listig måde: Da Mendelssohn efter nogle år skulle opføre sin 1. Symfoni i

London
, brød han sig pludselig ikke længere om den 3. sats. ”Den kedede mig til tårer, så monoton og fuld af gentagelser var den”, skrev han i et brev til sine forældre. Derfor bestemte han sig for at forvandle scherzo-satsen fra et helt andet værk, sin Strygeoktet, så den kunne spilles for symfoniorkester.

På Ugens Album har Gardiner indspillet begge varianter, og man må selv afgøre, hvad der virker bedst. Gardiner kan ikke vælge: ”Jeg synes begge udgaver er virkelig fremragende, ligesom hele symfonien er det.”

Facebook
Twitter