Ugens Album: Schubertiade

”Schubertiade” er en koncert, hvor man spiller musik af Schubert eller mødes i Schuberts ånd om at spille og synge sammen. Sådan en schubertiade kan man høre på Ugens Album.

Sangere og musikere fra Immerseels ensemble Anima Aeterna mødes på kryds og tværs, præcis som kredsen omkring Schubert gjorde det. Med så god musik og så dygtige musikere er det noget af det bedste selskab, man kan tænke sig.

Playliste:

Ikke mange mennesker er blevet hædret med et nyt ord, bygget over deres navn.

”Victoriansk” og ”odyssé” er et par af dem, udsprunget af henholdsvis dronning Victoria og Odysseus.

Et andet ord er ”schubertiade”! Det betyder en koncert, hvor man spiller musik af Schubert eller mødes i Schuberts ånd om at spille og synge sammen. Sådan en schubertiade kan man høre på Ugens Album.

Musik til vennerne

Schubert var i sit korte liv sine venners ven. Han elskede at spille musik med dem, og han blev tit inviteret til uformelle saloner, hvor man mødtes om musik og kunst.

Der blev læst digte højt og diskuteret, og Schubert spillede sine nyeste kompositioner. Nogle var skrevet på opfordring fra vennerne. F.eks. kan vi takke en cellist ved navn Sylvester Paumgartner for, at han bad Schubert skrive den berømte Forelle-kvintet til sådan en schubertiade.

Historiske instrumenter

Sjældent har nogen forfulgt den oprindelige idé om schubertiaderne som det sker på Ugens Album. Der er fire cd’er i æsken, og hver af dem repræsenterer en aften i Schuberts selskab, som det kunne have lydt i 1820’ernes Wien.

Bagmanden er den belgiske pianist Jos van Immerseel, der i årtier har fordybet sig i historiske instrumenter. Han går på jagt efter de oprindelige klange ved at anvende præcis de instrumenttyper, komponisterne selv benyttede.

Hjertet i dette projekt er et hammerklaver fra 1826, lavet i Schuberts levetid af en klaverbygger, Schubert kendte personligt. Vi kommer ikke tættere på den oprindelige lyd.

Samspil på kryds og tværs

De fire schubertiader på Ugens Album er smukt sammensatte programmer, hvor genrer og formater er blandet.

Der er et større kammerværk med på hvert af dem, og ellers er der sange, vokalkvartetter og musik for firhændigt klaver, som Schubert var så genial til at komponere.

Sangere og musikere fra Immerseels ensemble Anima Aeterna mødes på kryds og tværs, præcis som kredsen omkring Schubert gjorde det. Med så god musik og så dygtige musikere er det noget af det bedste selskab, man kan tænke sig.

Facebook
Twitter