Video: Her får pigekor demente Lisbeth til at græde af glæde over minder fra sit liv

I selskab med et par Virtual Reality-briller spiller DR Pigekoret hovedrollen i forsøg med en ny type demensbehandling.

- Er det mig?, spørger den ældre, demente kvinde, tydeligt bevæget.

Inde bag et par virtual reality-briller er Lisbeth omsluttet af lyd og levende billeder i en grad, så det føles som om, DRs pigekor står lige foran hende.

Mens koret synger 'I Danmark er jeg født', bliver sangen krydret med billeder fra hendes eget liv. Og som du kan se i videoen herover, bliver det svært at holde tårerne tilbage.

I samarbejde med eksperter inden for demens, lyd- og virtual reality-teknologi har DR Pigekoret lavet en række optagelser, der kan trække minder ud af mørket.

Kan huske navnet på sin mand

Væbnet med englestemmer holder koret liv i den danske sangskat, og samtidig viser de fotografier fra beboerne på Ryetbo Plejehjems liv.

Og resultatet er opsigtsvækkende, når de demente beboere ser resultatet. De ældre kan pludselig huske sangene fra deres ungdom - og også detaljer fra deres liv.

Se en præsentation af Virtual Reality-projektet her:

- Det er ham, jeg godt kan lide. Hed han Verner?, spørger Lisbeth, og får bekræftet, at den charmerende mand på billedet er hendes nu afdøde mand, Verner.

Også detaljer om hendes barn og om steder i Danmark kommer frem fra glemslen:

- Jeg holdt meget af Langeland. Jeg vil gerne derover igen, siger Lisbeth.

Virtual Reality-kor skal ud til flere ældre

Formålet med projektet var bl.a. at se, hvordan beboerne ville reagere på mødet med kultur og musik på en ny måde.

Resultaterne er så positive, at projektet nu bliver bredt ud over flere plejehjem for demente i Danmark.

- Forsøgene viser generelt, at den nye teknologi kan medvirke til at øge dementes livskvalitet. Mange bliver mere talende og deltagende når de prøver VR-platformen, siger Jesper Roy fra TakeawalkVR.