VIDEO: Kira Skov genoplever historisk selvmord

Det emmer af blæksorte nætter, når Kira Skov synger 400 år gammel musik af Henry Purcell

Det lyder som en sang, Kira Skov kunne have skrevet. Musikken emmer af blæksorte nætter, dyb fortvivlelse og død, og vi stirrer direkte ned i afgrunden, når Kira synger ”Death is now a welcome guest”. Fremført med den særlige intimitet og kraft, der er blevet hendes kendetegn på den danske blues-rock-scene.

Ikke desto mindre er det 400 år gammel musik! En selvmordsarie fra Henry Purcells opera Dido & Aeneas: When I am Laid in Earth.

1600-tallet er melankoliens guldalder. Fortællingen om Dido, der har sine grunde til aldrig at ville elske igen, men alligevel gør det i mødet med prinsen Aeneas, rummer alletiders kærlighedsdrama. Misforståelser og trolddom fører til, at Dido stikker en kniv i sit eget bryst og kaster sig over et brændende bål. Mere overlagt kan det næste ikke gøres. Ensom og forladt.

Kira Skovs fortolkningen er lavet helt på den oprindelige sangs præmisser. Komponisten Rasmus Zwicki har arrangeret og skabt denne afbalancerede hybrid af Kira Skovs blueslyd og det klassiske værk.

Sangen kan også opleves live, når DR P2s aftenprogram Natsværmeren inviterer til livekoncert med Kira Skov og DR SymfoniOrkestret i en iscenesættelse, der for alvor dyrker den dystre stemning. Det sker i DR Koncerthusets Studie 2 d. 5. november kl. 21.

Facebook
Twitter