25. november 1927 vrimler det med journalister foran Carnegie Hall i New York.

På programmet er Beethovens violinkoncert. Men det er ikke musikken, pressen er kommet for at høre: Det er musikeren, den bare 11 år gamle Yehudi Menuhin.

- Et kunstnerisk geni, skriver anmelderne, og koncerten med den lille knejt i matrostrøje, hvide sokker og knæbukser er en stor succes.

Klassiske legender

Gennem 10 uger beskriver P2 og dr.dk/klassisk 10 legendariske personligheder fra den klassiske musik i det 20. århundrede.

Du kan læse om alle legenderne her på dr.dk/klassisk - og høre udsendelserne hver søndag klokken 19.20 på P2 og på podcast.

Klik og lyt.

Yehudi Menuhin er en helt og snart planetens mest berømte barn med forside på Times Magazine. Selv videnskabsmanden Albert Einstein udbryder, at nu ved han, der findes en gud i himlen, efter at have hørt Menuhin spille.

Men allerede dagen efter Beehoven-koncerten i Carnegie Hall er der noget i kroppen, der ikke er som det plejer. Han kan ikke mærke den og er for spændt til at kunne tage en lur. Er det vokseværk?

Familiens unge geni

Succesen i Carnegie Hall kommer selvfølgelig ikke ud af ingenting.

Hele sin barndom har den lille Yehudi kunnet synge klokkerent og lyttet til søndagskoncerter med San Francisco Symfonikerne i den californiske sol, hvor han lever i første del af sin barndom.

Forældrene ved, deres dreng har et talent – og nærmest hele tilværelsen drejer sig om det.

Drengen spiller violin, og står allerede som seksårig på scenen i San Francisco. Koncertmesteren i San Francisco Symfonikerne, Louis Persinger, spotter drengens store talent, giver ham de tekniske færdigheder – og indvier ham i de største klassiske værker.

Yehudi øver i værelset lige ved siden af køkkenet, hans mor følger med i spillet. Børnene går ikke i skole, for med alt det, Yehudi skal nå, er det nemmere at undervise derhjemme.

Til gengæld lærer han seks sprog flydende – men måske er det også rart at svælge i viden og intellekt, når man alligevel ikke må spille bold eller cykle, fordi det kan skade fingrene. Og når man ikke må have venner, fordi man skal øve.

Det bare 10 år gamle vidunderbarn Yehudi Menuhin fotograferet i 1926. (© Keystone France)

Forældrene ved, deres dreng har et talent – og nærmest hele tilværelsen drejer sig om det. Derfor rejser familien også til Europa, da han er ni år gammel: ikke som turister, men på en rejse betalt af stenrige filantroper, hvor familien Menuhin følger den rumænske violinist og komponist George Enesco på hans turné i den gamle verden.

Det er da han vender hjem fra den rejse, at Menuhins status som vidunderbarn bliver slået fast, blandt andet med koncerten i Carnegie Hall.

Som 13-årige kommer Menuhin for første gang i pladestudiet, og som 15-årig indspiller han Elgars violinkoncert, der kræver både stamina og styrke. Indspilningen foregår i London, og det er Elgar selv, der står på dirigentpodiet.

Yehudi Menuhin med Edward Elgar & London Symfonikerne: Violinkoncert h-mol op 61

Menuhin laver også tre-i-én-koncerter: tre violinkoncerter på én aften. Det er uhørt meget. Han gør det fx til sin debut i Berlin med Bach, Beethoven og Brahms’ i forvejen monsterlange violinkoncert.

Familien accepterer dog ikke alle tilbud. Far Menuhin mener selv, at han afslår engagementer for svimlende 200.000 dollars.

Kærlighed, krig – og mere kærlighed

- Jeg er bange for, at min store passion altid vil være violinen, men jeg har også plads til den ideelle pige.

Sådan siger Yehudi Menuhin kækt i et interview, 22 år gammel.

Hans tilstedeværelse i Europa med de kæmpende tropper på dette kritiske punkt i krigen er essentiel.

General Eisenhower om Menuhin

Bare nogle uger efter dukker hun op, den ideelle pige: Nola, en rødhåret australsk upperclass-pige i hvid jaguar.

Familien Menuhin opfatter dog Nola som letsindig, og instruerer den nye svigerdatter i at passe på deres musikalske guldklump: telefoner, dørklokker, nysgerrige mennesker eller samfundet som sådan må ikke tage hans tid. Der skal "Do Not Disturb"-skilt på døren til hotelværelset om aftenen!

Parret får to børn, men ægteskabet bliver svært. Menuhin har tankerne andre steder. Tingene kommer ikke så nemt og instinktivt til ham mere. Det er som om, alt skal indstuderes igen.

Samtidig står verden i flammer, og "Do Not Disturb"-skilt eller ej, så bliver Menuhin også viklet ind i 2. verdenskrigs barske virkelighed med violinen som våben.

Menuhin med sin første kone, Nola, fotograferet i maj 1938. (© Imagno/ Hulton Archive)

Yehudi Menuhin spiller for soldaterne, før de skal i krig og når de vender tilbage med sår på krop og psyke. På lazaretterne går han fra sygesal til sygesal med sin violin. Han spiller i kolde, mørke lejre i Alaska, på tågede, fjerne øer i det nordlige Stillehav. Der ligger ofte ølflasker i klaveret, og nogle steder er tangenterne frosset fast.

Hans violinspil giver moralsk styrke til de amerikanske soldater, ikke mindst efter at han får en nykomponeret fuga af komponisten Bartok i sit arsenal.

Selveste General Eisenhower beordrer Menuhin til at vie sit liv til de allieredes tropper i Europa:

”Vi anmoder derfor om, at i endeligt aflyser alle Menuhins koncertarrangementer indtil og inklusive 13. oktober. Hans tilstedeværelse i Europa med de kæmpende tropper på dette kritiske punkt i krigen er essentiel i sin effekt på deres moral og allervigtigst.”

Musikalske broer og den hoppende bue

Efter krigen er Menuhin og komponist og pianist Benjamin Britten de første klassiske musikere, der optræder for overlevende fra koncentrationslejren Belsen. Han takker også ja til en invitation fra den tyske dirigent Wilhelm Furtwängler og skal være med til at opbygge tysk musikliv på ny.

Yehudi betyder faktisk ”jøde”, og det er Menuhins familie da også. Så den stadig unge violinist bliver stærkt kritiseret af sine trosfæller, der mener, han spiller sammen med mordere.

Menuhin med sin anden kone, Diana, og børnene Gerald og Jeremy i 1954 (© Ullstein Bild)

Menuhin ser helt anderledes på det: For ham skal musikken bruges til at bygge bro.

Men andre broer er blevet brændt under krigen: Menuhin bliver nemlig skilt. Nola har fundet en engelsk pilot, og under krigen har Menuhin selv mødt ballerinaen Diana i London.

Jeg har hørt engang, at Menuhin fik en mindre sene skåret over ... Det kunne forklare det

Michael Malmgreen, violinist

Diana ved, hvad det vil sige at stå på en scene og bliver en fast støtte for ham. De bliver gift, får også børn og flytter til Europa: Til Schweitz og London, hvor han senere får britisk statsborgerskab.

Der er ingen tvivl om, at Menuhins kæmpe talent og erfaring gør ham til noget helt særligt, også som moden kunstner.

Men bliver han også bedre?

Måske særligt som vidunderbarn kommer man på et tidspunkt til en fase, hvor man skal gøres bevidst om det, man indtil da har kunnet instinktivt til fingerspidserne.

Her er Mendelssohns violinkoncert, sidste sats, i indspilningen med Menuhin som teenager. Det prikkende, lette buearbejde sidder som det skal:

Yehudi Menuhin med Colonne Orkestret & George Enescu: Uddrag af Mendelssohns violinkoncert 1933

Mens Menuhin var berømmet for sin sublime venstre hånd med det hurtige fingerarbejde, har en del undret sig over hans buearm.

Her en 42-årig Menuhin – hans bue lyder ikke som om den vil det samme som musikken. Det er næsten som om han indimellem springer toner over:

Yehudi Menuhin med Philharmonia Orkestret & Efrem Kurtz: Uddrag af Mendelssohns violinkoncert 1958

Hvad er der gået galt?

Michael Malmgreen har som violinist selv spillet sammen med Menuhin – og han har en mulig forklaring på det:

- Jeg har hørt engang, at han ved en operation fik en mindre sene skåret over oppe i skulderen. Det kunne forklare det, hvis det var tilfældet, siger den danske musiker.

Sent i sin karriere bliver Menuhin spurgt om han har et håndledsproblem.

- Egentlig ikke, ikke noget, jeg ikke har været i stand til at arbejde mig ud af, lyder det let kryptiske svar.

Hvor andre måske ville være gået ned med flaget, går Menuhin i hvert fald også til den med krum hals. Han er optaget af at lære mere. Og lære andre. Han flytter fokus fra problemet for at hellige sig noget endnu større.

Menuhin holdt i 1964 en masterclass - og underviste blandt andet den 7 år gamle Nigel Kennedy, der senere selv blev en verdensberømt violinist. (© Corbis Historical)

Han udgiver bøger med violinteknik og gode råd. Senere åbner han også sin egen musikskole, starter en musikkonkurrence og afholder masterclasses.

Blandt andet findes der et tv-program, hvor Menuhin underviser den 7-årige Nigel Kennedy, der i dag er et verdensnavn.

Den midaldrende Yehudi Menuhin drager ud på en evig rejse mod visdom og afklaring.

Genfødt med vegetarmad og yoga

I midten af 1950’erne sidder Yehudi Menuhin i et venteværelse, da han tilfældigt ser en pamflet for yoga. I dag kender alle til den østligt inspirerede kropsudfoldelse, men dengang var det eksotisk og ukendt for de fleste. .

Jeg blev født gammel – og er blevet yngre lige siden!

Yehudi Menuhin

Men yoga viser sig at være en åbenbaring for Menuhin – og nøglen til at forstå egen krop og de gåder, han havde tumlet med i barndommens mangel på fysiske velvære.

Med yogaen opstår tanken om at komme til Østen, til Indien – og her klæder Menuhin sig bogstaveligt talt af. Med løstsiddende underbukser står han på hoved med en følelse af at være genfødt.

Anmelderne taler også om en åndeligt mere afklaret fortolker af værkerne. Selv eksperimenterer Menuhin med ny kost af benmel og tangbøffer.

Ravi Shankar er kendt som den, The Beatles hang ud med i Indien i 1960’erne, og som lærte George Harrison om sitaren. Men Menuhin var der først!

Yehudi Menuhin og Ravi Shankar: Prabhati

De to begynder at spille sammen, selvom Shankar improviserer og Menuhin holder fast i at spille efter noder. Ravi Shankar kalder samarbejdet ”prisværdigt”.

Senere, i 1970’erne, møder han også jazz-violinisten Stephane Grappelli og spiller med ham i et tv-show. Der er personlig kontakt med det samme. Og det bliver til et frugtbart samarbejde gennem et årti på en musikscene, som Menuhin ellers var på vej væk fra.

Menuhin i sammenspil med Ravi Shankar omkring 1965 (© GAB Archive)

Det kan undre, at en etableret kunstner som Menuhin tør: Han har aldrig før spillet hverken indisk musik eller jazz, og nu vil han pludselig spille med nogle af hovednavnene på de to felter.

Den der laver musik i dette liv – også laver musik i det næste.

Menuhins gravsten

- Jeg blev født gammel – og er blevet yngre lige siden, forklarede Menuhin engang om sin ukuelige nysgerrighed. Den driver ham ud dér, hvorfra andre ville vende tilbage hurtigst muligt og erk- ende, at det er måske ikke lige deres område.

Men Menuhin dirigerer bare - og siger samtidig, at han ikke er dirigent. Han spiller indisk og jazz - men indrømmer ydmygt, at han ikke kan improvisere som hverken indiske musikere eller som jazz-violinist.

Han kalder sin selvbiografi: Min ufuldendte rejse.

Hans mission er at forene og bygge bro gennem kunst. Menuhin ser kulturen som et træ, der vokser med frø, der flyver i vinden – ud over alle grænser.

På hovedet. Yeudi Menuhin dirigerer Berliner Philharmonikerne, mens han står i en noget krævende yogaposition ... (© Rondholz/ullstein bild)

Missionen fører ham blandt andet til formandsposten for FNs musikråd fra sidst i 1960’erne, hvor han bliver en stærk kritisk røst over for den sovjetiske undertrykkelse af bla. forfatteren Solsjenitsyn og cellisten Rostropovitj. Ligesom han senere kritiserer Israels behandling af palæstinenserne.

Menuhin havde en ukuelig tro på sin egen mission og holdt sig derfor ikke tilbage, hvor andre ville være forblevet tavse for ikke at lyde naive.

Selv ligger Menuhin begravet under et træ, han var med til at plante ved sin egen skole i England. Træet, der smider sine frø ud i den grænseløse vind. Her blev han bisat 19. marts 1999.

På gravstenen står, at "Den der laver musik i dette liv – også laver musik i det næste."

P2 LIVE



lige nu
Natsværmeren

- med klassisk musik og det, der ligner. Vært: Katrine Ring. www.dr.dk/p2 (Sendes også 3.03).