Klimadokumentar under beskydning før premiere

Både Connie Hedegaard og hendes assistent kritiserer ny dokumentarfilm i skarpe vendinger.

Klimakommissær Connie Hedegaard. (Foto: EU-Kommissionen © EU Kommissionen)

En halv Sandhed, der udelader vigtige informationer.

EU's klimakommisær Connie Hedegaard og hendes politiske assisten Kristian Ruby har mandagen igennem skudt med skarpt mod dokumentarfilmen 'Varm luft for milliarder' allerede inden filmens premiere mandag aften på DR1.

Filmens påstand er, at det system, der gør det muligt at handle med klimakvoter, har spillet fallit, efter det har været udsat for blandt andet svindel og hacking hvor flere millioner kvoter er det blevet stjålet.

Og på trods af, at EU-Kommissionen ved, hvem der ejer de stjålne kvoter i dag, gør man intet, lyder kritkken fra instruktøren bag filmen, den danske journalist Tom Heinemann.

Ikke hos de skyldige

Og de påstande vækker kritik hos Connie Hedegaard:

- Hvis jeg har hævet penge i banken, kan nogle af dem jo godt være stjålet uden det er mig, der har taget dem, siger Connie Hedegaard, som forklaring på, hvorfor EU-Kommissionen ikke har grebet ind, efter at have opdaget, hvilke personer der er i besidelse af de stjålne kvoter.

Hun påpeger samtidig, at flere landes myndigheder er i gang med at efterforske både sagen om de hackede stjålne kvoter og en sag om svindel med kvoter, som Ekstra Bladet for flere år siden afslørede.

Får opbakning af assistent

EU's klimakommisær får højst usædvanligt opbakning af sin egen politiske assistent Kristian Ruby, der i et debatindlæg i Politiken og på Facebook, kalder filmen for en halv sandhed.

- Hvad står der tilbage efter en times flotte billeder og suggestiv musik? At nogle tyveknægte har svindlet. At sikkerheden omkring kvotehandel har været for dårlig. At Kyoto-aftalen er for uambitiøs. At kvoteprisen er for lav. Ja, det er alle da enige om! Og det arbejder vi ihærdigt på at fixe, skriver han.

Både Connie Hedegaard og Kristian Ruby peger på, at selvom, der er problemer med det nuværende system, så er det bedre end alternativet, som ifølge dem er et fravær af muligheden for at begrænse CO2-udledningen gennem klimakvoter.

Savner ideologisk kamp

Men det er ikke godt nok, siger Tom Heinemann, der står bag filmen.

- Inden for kvotesystemets tid har det aldrig været billigere at forurene end i dag, så systemet virker jo ikke. Jeg er ikke politiker, men jeg forventer, at dem der træffer afgørelser på mine vegne, at de går i brechen for nogle ideologiske holdninger. Det at sige, at Kyoto er bedre ingenting, synes jeg, ikke er godt nok, siger han.

Han påpeger, at det i filmen ikke er meningen af hænge hverken Connie Hedegaard eller EU ud som skurk. Men han mener, at politikere har et ansvar for at fikse et system, som ifølge ham er gået i stykker.

- Jeg forstår ikke, hvorfor de går så hårdt efter budbringeren (Tom Heinemann, red.), i stedet for at bruge muligheden for at tage en debat om det system, de selv anerkender langt fra er optimalt, siger Tom Heinemann.

Du kan se dokumentarfilmen 'Varm luft for milliarder' mandag aften klokken 20.00 på DR1.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter