Klimafilm blev til sag om politi og røvere

I dokumentarfilmen "En klima-krimi" kan man høre politiet opfordre til at slå løs på pressen. Men egentlig skulle filmen have handlet om klima.

Journalistforbundet er rasende, og SF kræver forklaring fra justitsministeren. I dokumentarfilmen "En klima-krimi", som Pirat TV viser, fremgår det at politiets indsatsleder under demonstrationen 16. december 2009 opfordrer sine betjente til at slå løs på pressen.

Men i virkeligheden skulle filmen handle om klima.

Politi og røvere

Nikolaj Viborg og Helene Meden fik for to år siden en idé. Med baggrund i det københavnske aktivistmiljø, som de selv har været en del af, ville de lave en film om unges engagement i klima. Det viste sig at blive svært.

- Vi ville jo egentlig gerne lave en film om klima, men nu kom den til at handle mere om politi og røvere, fortæller Helene Meden.

Ikke-voldelige aktivister

For godt to år siden begyndte Helene Meden at researche efter et par hovedpersoner, som hun og Nikolaj Viborg kunne følge med deres kameraer.

Kriterierne var klare. De skulle være gode på kamera, de skulle ikke gå ind for voldelige aktioner og så skulle de ikke have noget at skjule. Valget faldt på Stine Gry Johansen og Tannie Nyboe, som 25. november 2010 blev idømt fire måneders betinget fængsel for anstiftelse af vold.

- Vi valgte to fra Climate Justice Action, som også læste miljø og energi på RUC, så de har en viden om klima, fortæller Helene Meden.

- Men undervejs oplevede vi, at nogle af deres venner blev præventivt anholdt, uden at nogen vidste hvorfor. Hovedpersonernes telefoner blev aflyttet, og så startede den her paranoia, hvor de måtte sove forskellige steder, for at undgå politiet. Så klimaet gled i baggrunden, fordi vores hovedpersoner bruget meget energi på at lege politi og røvere.

Skulle fungere godt på tv

Hvorfor valgte I ikke to aktivster fra en af de organisationer, som var blevet inviteret indenfor i Bella Center til COP15?

- Det kunne vi også have gjort, men kriteriet var jo først og fremmest, at de skulle fungere godt på tv og være ikke-voldelige, siger Helene Meden.

Stine Gry Johansen og Tannie Nyboe blev dømt for at have opfordret demonstrationen 16. december 2009 til at skubbe mod politiet, og Københavns Byret sidestillede skubberi fra 3.000 mennesker med vold.

Skal sateme have samme tur

Man kan se hele optrinet i dokumentarfilmen, og henover billederne kører optagelser fra politiets radio.

- Der står presse mellem bilerne, de skal sateme ha' samme tur. Slut, kan man høre indsatslederen sige.

Lystig jazz

Og henover billederne af betjente, som slår løs på demonstranter og lydklip af indsatslederens opmuntringer har de to instruktører lagt lidt lystig jazz.

Hvorfor har I gjort det i en dokumentar om et forholdsvist seriøst emne?

- Jamen, vi lægger ikke skjul på, at det her er subjektiv dokumentar. Det er ikke et journalistisk produkt, siger Nikolaj Viborg.

Ikke interessant at snakke med politi

Er det også derfor, at I ikke har snakket med politiet om de kontroversielle lydoptagelser?

- Filmen skulle jo handle om klimaaktivisme. Vi kunne vel godt have valgt at snakke med politiet, men vinklen var at følge to aktivister. Det var der vores interesse lå, siger Helene Meden.

De to instruktører har valgt at lægge en uklippet lydfil ud, så alle selv kan bedømme, om politiets opfordringer om at slå løs på pressen er redigeret ud af sammenhæng.

Se klippet "EN KLIMA-KRIMI!" på Pirat TV

Facebook
Twitter