Køberen af makuleret Banksy-værk beholder det: 'Mit helt eget stykke af kunsthistorien'

Banksys værk, som han lod skære i stykker, har fået ny titel, og det er nu kunsthistorie, mener ejeren.

  • Girl With Balloon er et af Banksys mest kendte værker. En berømmelse der blot blev større med makuleringen på Sotheby's i London. (Foto: Maxim Shemetov © Scanpix)
  • Kort efter hammerslag gik makulatoren i gang. (Foto: SOCIAL MEDIA © Scanpix)
1 / 2

For en europæisk kunstsamler er chok blevet afløst af glæden ved pludselig at være indehaver af et stykke kunsthistorie.

Den 5. oktober havde den anonyme kvinde netop sikret sig kunstneren Banksys værk ’Girl With Balloon’ på en auktion på Sotheby’s i London.

Lige omkring ni millioner kroner havde hun indvilliget i at betale, da hammeren faldt, og auktionen var slut. Hun nåede ikke at glæde sig i mange sekunder, før værket delvis selvdestruerede for øjnene af de måbende folk i salen.

En indbygget makulator satte i gang, og værket kom kørende ud af bunden af rammen, skåret i strimler.

Tilskuerne til auktionen på Sotheby's fik sig en overraskelse, da Banksys værk pludselig makulerede sig selv.

En happening, der har påkaldt sig stor opmærksomhed. For var der tale om en omgang kaloriefattig selviscenesættelse fra Banksy og Sotheby’s, eller var det en begavet kommentar til kommercialiseringen af kunsten?

Chokeret køber

Den anonyme ejer af det dekonstruerede værk ser det i hvert fald ikke som et tab.

- Da hammeren lød i sidste uge, og værket blev skåret i stykker, var jeg først chokeret, men stille og roligt begyndte det at gå op for mig, at jeg havde anskaffet mig mit helt eget stykke af kunsthistorien, siger hun til The Guardian.

Billedet, der nu altså hænger halvt i strimler uden for rammen, har allerede fået en ny titel – Love Is in the Bin (Kærlighed er i skraldespanden, red.) – og er blevet stemplet som en ægte Banksy af Pest Control, der på vegne af kunstneren fastslår ægtheden af hans værker.

Banksy offentliggjorde efter sit stunt en video, der viser, hvordan han i hemmelighed indbyggede makulatoren i rammen på billedet, og han forklarede, at den var tiltænkt det tilfælde, at billedet skulle havne på auktion.

Det har fået spekulationer om et samarbejde med Sotheby’s til at florere, som Banksys agent dog har afvist.

En plads i kunsthistorien

Kritiske røster har påpeget, at auktionarius tilsyneladende upåvirket af den aparte situation genoptog auktionen kort efter, billedet var blevet fjernet fra væggen, med ordene: ”Vi fortsætter”.

Auktionshuset har fået enorm omtale på at have lagt lokaler til den verdensberømte gadekunstners stunt, men fra Sotheby’s forlyder det, at man ikke var blevet informeret på forhånd.

- Banksy ødelagde ikke et kunstværk på auktionen, han skabte et. Efter hans overraskende indgriben, er vi glade for at bekræfte salget af hans nye værk Love Is in the Bin, som er det første, der er skabt under en auktion.

- Banksy har på smart vis givet sig selv en plads i kunsthistorien, siger Alex Branczik, Sothebys’s chef for moderne kunst i Europa.

Andre Banksy-happenings

  • I 2013 slog Banksy en bod op i New Yorks Central Park, hvor han solgte egne værker for 60 dollar. Der var kun enkelte købere, men det blev vurderet, at de efterfølgende kunne sælge dem videre for ca. halv million kroner.

  • Banksy har ved flere lejligheder ageret selvbestaltet kurator på store museer som Tate Britain, The Metropolitan og MOMA i New York og hængt sine egne værker op på deres vægge.

  • I 2017 tilbød han gratis print af sine værker til nogle af dem, der lovede at stemme imod Det Konservative Parti i det britiske valg. Han måtte kort efter trække i land, da landets valgkommission påpegede, at valget dermed kunne blive erklæret ugyldigt.

Facebook
Twitter