Komiker raser over kaos: Firma ventede med at betale Red Barnet

Velgørenhedsshowet Comedy Aid hænger i en tynd tråd, mener komiker.

Michael Schøt er komiker og er blandt andet kendt for Scøhtministeriet. Han kritiserer det danske comedybureau FBI for at bruge de 1,2 millioner kroner, som Red Barnet skulle have. Nu betaler FBI 100.000 kroner af til Red Barnet om måneden. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Det ser sort ud for komikernes årlige velgørenhedsshow Comedy Aid.

Sidste år skulle overskuddet på 1,2 millioner kroner være gået til Red Barnet, men alle pengene er endnu ikke blevet betalt af comedybureauet FBI - Funny Business Inc., der arrangerer Comedy Aid.

FBI forklarer, at virksomheden har haft økonomiske problemer og derfor ikke har været i stand til at betale Red Barnet.

Komikerne, der stiller gratis op, har ikke meget til overs for FBI's manglende betaling.

Komiker Michael Schøt er ambassadør for Red Barnet og var vært på sidste års Comedy Aid. Han mener, at FBI har håndteret sagen uprofessionelt.

- Det er dybt problematisk, at det er foregået på så amatøragtig en måde, at man tilsyneladende har smidt penge fra Comedy Aid ned i et sort hul, og så har man ikke kunne trække dem op og betalt Red Barnet de penge, de skulle have, siger han til Kulturen på P1.

Tror ikke på Comedy Aid 2019

Siden 1992 har FBI arrangeret velgørenhedsshowet, hvor mange af de bedste komikere i landet kvit og frit stiller op for at støtte et godt formål. Sidste år skulle overskuddet være gået til Red Barnet, men det skete ikke.

FBI har nemlig ikke kunne betale pengene rettidigt på grund af alvorlige økonomiske problemer.

Og det har ifølge Michael Schøt fået en lang række af komikere til at overveje, hvornår og hvordan de kan trække sig ud af FBI.

Efter han har været i kontakt med de andre komikere, der medvirkede til Comedy Aid sidste år, har han meget svært ved at forestille sig, at stand up-showet bliver til noget i år.

- Jeg blev lidt overrasket over at høre, at Comedy Aid 2019 bliver en ting, og at der er datoer, for det har jeg da umiddelbart meget svært ved at forestille mig, hvis jeg skal være helt ærlig, siger Michael Schøt, der selv tvivler på at skulle stå på scenen for et Comedy Aid, som FBI arrangerer.

FBI skjulte information for komikerne

Direktør for FBI, Peter Alan Wheatley, valgte hverken at fortælle Red Barnet eller komikerne, at pengene ikke kunne betales til tiden, selvom han allerede inden showene var klar over situationens alvor.

Han valgte i stedet at afholde Comedy Aid 2018 og bruge overskuddet til at drive FBI.

Først i slutningen af juni skrev Peter Alan Wheatley til komikerne fra Comedy Aid og informerede om, at der var lavet en afdragsaftale mellem FBI og Red Barnet, så pengene ville blive betalt løbende indtil maj 2020.

- Vi har været nødt til at bruge penge på at drive virksomheden, velvidende at vi skulle afdrage Red Barnets tilgodehavende. Jeg vurderede, at det var mere hensigtsmæssigt at gennemføre Comedy Aid 2018 i stedet for at aflyse det midt i det hele, siger Peter Alan Wheatley.

Han forklarer, at det i værste fald kunne ende med, at FBI skulle dreje nøglen rundt.

- Så var der ikke nogle, der havde fået deres penge. Nu er der i det mindste en afdragsordning. Det er vi tilfredse med, og det er Red Barnet også tilfredse med, fortæller Peter Alan Wheatley.

Komikerne har mistet tilliden til FBI

Peter Alan Wheatley er usikker på, om Comedy Aid 2019 bliver til noget, fordi komikerne ifølge ham selv har mistet tilliden til ham og til FBI.

Derfor mener både Peter Alan Wheatley og Michael Schøt, at løsningen er at fjerne FBI fra ligningen, så velgørenhedsshowet kun produceres i et samarbejde mellem Red Barnet og komikerne selv.

- Komikerne er bange for, at det kommer til at ske igen, og at FBI oplever flere økonomiske problemer. Deres ønske er, at FBI kommer ud af Comedy Aid efter 26 gode år og afhænder det til Red Barnet, siger Peter Alan Wheatley.

Derfor er Red Barnet nu gået i dialog med comedy-bureauet om at overtage Comedy Aid.

- Jeg synes, det er voldsomt interessant at få fjernet den mellemmand, der har lavet problemerne, siger Michael Schøt og fortsætter:

- Hvis man kunne fjerne det led, ville vi jo være lykkelige. Så er der ikke tvivl om noget som helst eller nogle penge, der kan forsvinde ned i et hul.

Thomas Reidar Andersen, der er økonomidirektør i Red Barnet, er træt af, at situationen er endt, som den er.

- Vi er rigtig kede af, at det er gået, som det er gået, siger Thomas Reidar Andersen, der samtidig bekræfter, at Red Barnet er i dialog med FBI om at overtage showet.

- Men vi er evige taknemmelige for den støtte, som komikerne nu viser ved at sige, at hvis der skal være et Comedy Aid i fremtiden, så skal det være i partnerskab med Red Barnet, siger Thomas Reidar Andersen.

Comedy Aid 2019 er planlagt, og der vil ifølge FBI's hjemmeside være shows 27. december i Musikhuset Aarhus, 28. december i Odeon i Odense og 29. december i KB Hallen i København.

Facebook
Twitter