KOMMENTAR Derfor burde vi trække lod om de 179 pladser i Folketinget

Vi kunne med et trylleslag forvandle Christiansborg til en farverig, uforudsigelig og kreativ arbejdsplads, hvis vi lod tilfældet bestemme, hvem der skulle ind. Det er ret velafprøvet.

Det er blevet så professionel en opgave at stille op til Folketinget, at det langt hen ad vejen er den samme slags mennesker, som magter det. En simpel lodtrækning om pladserne kunne løse det problem, mener den belgiske kulturhistoriker David van Reybrouck. (© DR)

Til at begynde med lægger vi cirka tre millioner lodder i en stor digital tombola. Drejer den. Trækker 179 navne op, ringer til folk fra en ende af, 'hej, det er fra staten, du er blevet trukket ud til Folketinget, vil du være med til at bestemme i fire år?', sætter kryds i ja eller nej, trækker en ny hvis nej, går videre hvis ja, jeg tror ikke det tager lang tid, så har vi 179 medlemmer af Folketinget valgt på den mest demokratiske måde, man kan tænke sig.

Det lyder vildt, men det ville virke, hvis vi gjorde det.

Den belgiske kulturhistoriker David van Reybrouck udgav i 2014 bogen ’Imod valg’ med én klar pointe: der er så mange sygdomstegn i det moderne demokrati – værst af alt måske den gensidige mistillid mellem borgere og politikere – at vi er nødt til at spørge os selv, om det her virkelig er den bedste måde at styre et land på.

Kunne vi indføre lodtrækning i en eller anden form? Hvis ovenstående er for ekstremt, så måske i en periode lade halvdelen af tinget vælges tilfældigt?

Politikere tænker ens

Jeg synes, at den igangværende valgkamp (som vi i givet fald ville slippe for) i sig selv udgør et forsvar for Van Reybroucks tanker. Det er blevet så professionel en opgave at stille op til Folketinget, at det langt hen ad vejen er den samme slags mennesker, som magter det. Djøfere, fx, som sidder på 42 procent af de 179 pladser, men kun udgør 1,5 procent af befolkningen. Problemet er, at de folk, der har de bedste ideer, ikke altid er dem, der er bedst til at sælge dem i en valgkamp. Og de folk, der er bedst til at sælge deres ideer, er tit dem, der tænker ens.

Her tænker jeg ikke på, om de har de samme ideer om, hvad vi skal gøre ved flygtninge, klima og dagpenge. Men om de tænker ens. Om ikke vores demokrati reelt er blevet et aristokratisk demokrati.

I weekenden var psykologen Svend Brinkman citeret i en meget delt artikel i Berlingske, hvor han kaldte det for en 'mest for pengene'-tankegang.

- De (politikerne, red.) har lært at tænke i ’mest for pengene’ og i den mål-og-middel-tænkning, som jeg er kritisk over for her. Men i politik skal man bare huske, at der er mange andre logikker end den økonomiske. Hvis økonomisk logik er den eneste, vi lægger ind over pædagogik, arbejde, kunst eller demokrati, så fordrejer vi de områder og overser deres egenart, sagde Svend Brinkman.

Interessen for politik vokser

Nu nærmer vi os så tankerne om lodtrækning. For samtidig med, at de valgtes tankegang ensrettes og at de fjerner sig fra befolkningen, vokser interessen for politik sig større og større blandt folket. Van Reybrouck spørger retorisk, hvad det mon betyder for et lands stabilitet, ”at stadig flere borgere lidenskabeligt følger med i magthavernes gøren og laden, når de i stadig mindre grad har tillid til dem? Hvor mange hånlige blikke kan et system tåle?”

Begejstring og mistillid er ikke to gode ingredienser at komme i den samme drink, men når vi ikke for længst har ændret systemet, er det måske fordi vi ikke har kunnet se nogen anden løsning end at fortsætte: ’demokratiet er den mindst ringe styreform’. Men et demokrati behøver ikke at indeholde valg: Van Reybrouck kalder det paradoksalt, at et stigende antal borgere er vrede på de valgte, men ikke på selve valgene:

- Hvad hvis valgene, som en demokratisk procedure med henblik på at lade folk tale, er blevet frygtelig forældede? Hvad hvis valg ikke længere er synonymt med demokrati, spørger han og minder om, at vi har eksperimenteret med demokrati i næsten 3.000 år, men kun i 200 år med valg, skriver han.

Lodtrækning var trods alt en stor del af både det gamle Grækenland og Romerriget. Dengang mente man, at tilfældigt sammensatte grupper af borgere bedre ville kunne tjene almenvellet. Og Van Reybrouck ridser flere eksempler op fra nutiden, hvor borgergrupper valgt ved lodtrækning har løst problemer i USA, Bulgarien, Brasilien, Japan og Kina sågar.

Men, men, men …

Lad os tage et par indvendinger.

Er det demokratisk at bruge lodtrækning? Ja, sprogligt er vi på sikker grund – demokrati betyder folkestyre, og hvis vi tilfældigt vælger styrmænd blandt folket, så er det vel et folkestyre. Ordet demokrati bærer ikke i sig selv opfordringen til, at folket har en ret til at vælge 179 personer fra folket.

Kan de finde ud af det? Almindelige borgere? Det må vi gå ud fra. Det er i hvert fald det samme argument, som man for 100 år siden brugte til at forhindre kvinder i at få stemmeret. ”De ved vel ikke, hvordan man styrer et land.”

Er det ikke et problem, at vi ikke kan stemme på nogen, der ligner os? Nogen der siger, hvad de vil gøre? Måske. Men vi har en i en vis udstrækning også bare vænnet os til at tro, at det er vigtigt. Det er det ikke nødvendigvis, se fx på retsområdet. Hvis vi er enige om, at en jury 12 personer på ære og samvittighed sammen med en dommer kan afgøre, om en medborger skal straffes eller ej, må vi også kunne stole på, at en større gruppe af dem kan og vil tjene samfundets interesser på forsvarlig måde, skriver Van Reybrouck.

Hvad nu, hvis der kom otte nazister i Folketinget? Risikoen er meget lille, men selv hvis det skulle ske, ville de være nødt til at overtale de resterende 171. Tilfældigheden kan sikre variationen mindst lige så godt som valget.

Rousseau sagde det

Der er mange, der gennem årene har tvivlet på det meningsfulde i at have valg. Den franske filosofi Jean-Jacques Rousseau langede i midten af 1700-tallet hårdt ud efter det dengang meget lovpriste repræsentative styre i England

- Det engelske folk tror, det er frit. Det tager alvorligt fejl. Det er kun frit den dag, det vælger parlamentsmedlemmerne. Så snart de er valgt, er folket slave. Det er intet. Den korte tid, folket nyder friheden, og den brug, det gør af den, viser, at det fortjener at miste den, sagde han

Og ja, det kan godt være, at det ikke skal være alle 179 pladser, vi trækker lod om lige med det samme. Men hvis vi nu lod tanken blive et par øjeblikke – for det tilfældes skyld, at det viste sig at være en god ide.