Kongehuset mangler flere af deres kostbare elefantordener – og de er ikke nemme at få tilbage

Værterne Morten Kirckhoff og Jan Elhøj har hjulpet kongehuset med at opsnappe nyt om de forsvundne, kostbare elefantordener.

Morten Kirckhoff og Jan Elhøj finder hurtigt ud af, at det er en kompleks jagt, de er taget på. Her ser de en udstillet kopi af kong Ludvig den 18.'s elefantorden på Louvre i Paris. (Foto: © Karsten Kjær, DR)

Spoiler: Har du endnu ikke set ’Jagten på Elefantordenen’ og ønsker du ikke at vide, om det lykkes værterne at finde dem, så hop over på DRTV for at se programmet først.

Rettelse: Der har tidligere stået i denne artikel, at der lige nu mangler 70 elefantordener. Det er ikke rigtigt – der er pt. 70 aktuelle modtagere af ordenen. Hvor mange, der mangler, er derimod ikke oplyst.

Det er ikke mange forundt at modtage én – faktisk er det primært kongelige og statsmænd, der kan hænge den danske elefantorden om halsen eller på jakken.

Er man først blevet tildelt den lille elefant med diamanter på, er den da også kun til låns livet ud. Den skal i hvert fald leveres pænt tilbage til det danske kongehus efter modtagerens død.

Problemet er bare, at elefanten – der er Danmarks fineste orden – ikke altid sendes retur til det danske hof. De forsvinder simpelthen, og det sker gerne i forbindelse med krige eller uroligheder.

Men den kostbare elefantorden hører nu engang hjemme i Danmark.

Derfor er de to tv-værter og eventyrere Morten Kirckhoff og Jan Elhøj rejst ud i verden for at finde de forsvundne ordener for at bringe dem hjem til det danske hof, hvilket du kan se i den aktuelle DR-serie 'Jagten på elefantordenen'.

- Kongehuset var heldigvis med på legen, hvilket var virkelig cool, og de har været rimelig large overfor os. Vi har jo ikke noget mandat til at gøre det her, men vi prøvede at se, hvor langt vi kunne nå, siger Morten Kirckhoff.

Derfor iførte de to værter sig pæne, nyindkøbte jakkesæt og tog på "skattejagt".

- Vores forhåbning var at finde nogle ordener og tage dem med hjem til Amalienborg – men også at blive taget alvorligt.

- Derfor besluttede vi os for at trække i noget andet tøj, end vi plejer, for at få et mere officielt udseende i håb om, at vi ville blive inviteret ind nogle steder, vi normalt ikke ville blive inviteret ind, siger Morten Kirckhoff.

Og det lykkes de da også med. Delvist.

I løbet af programmerne finder de i hvert fald frem til to af de originale elefantordenener – den ene har tilmed tilhørt den franske kejser Napoleon.

Sådan ser en af de oprindelige kostbare, hvide elefantordener ud. (Foto: © Karsten Kjær, DR)

'Vi har jo ikke sagt, hvorfor vi præcist kom'

Morten Kirckhoff og Jan Elhøj er rutinerede rejsemakkere. I forvejen fylder deres fire sæsoner af DR-rejseserien 'Nul stjerner' godt på deres fælles cv, og de har også lavet programmer og udgivet bøger om forladte steder i ind- og udland.

Jagten efter de forsvundne elefantordener bringer dem da også til lande som Frankrig, Etiopien og Rusland. Ordenen tildeles nemlig ikke kun danske kongelige – siden 1600-tallet har en hel del udenlandske kongelige og statsoverhoveder også modtaget den kostbare, lille elefant.

For øjeblikket er der omkring 70 elefantordener i omløb – de er tildelt nulevende personer – men der er også et ikke oplyst antal, som aldrig er kommet retur fra tidligere modtagere.

- Det sker ofte i de situationer, hvor der har været store omvæltninger i det pågældende land. Vi mangler for eksempel en del ordener fra Rusland – de er forsvundet under den russiske revolution. De bliver simpelthen væk i den tumult, der opstår, fortæller Henning Fode, der er kabinetssekretær i kongehuset, i programmet.

Det kan godt være, at tøjet signalerer "i Hendes Majestæts tjeneste", men det er nu ikke kongehuset, der har sendt Jan Elhøj og Morten Kirckhoff ud på skattejagt. Alligevel bakker kongehuset op om deres søgen efter de forsvundne elefantordener. (Foto: © Svante Ipsen, DR)

Men de fine ordener er ikke sådan lige at få med hjem.

Nogle af dem er nemlig endt på museer rundt i verden, hvilket kræver, at et mere diplomatisk apparat sættes i værk.

- Undervejs finder vi ud af, at det hele er ret kompleks, og som den gode Henning Fode siger, skulle vi jo passe på med ikke at starte en diplomatisk krise på vores rejse, siger Jan Elhøj og griner.

- Folk har været søde og enormt hjælpsomme på vores rejse, men de har heller ikke 100 procent kendt vores agenda. Vi har jo ikke sagt, hvorfor vi præcist kom, men bare at vi interesserede os for elefantordenen. Men vi har opført os pænt, tilføjer Morten Kirckhoff.

Nogle ordener ender hos samlere

Den ene elefantorden finder de på det franske ordensmuseum i Paris, Mesée de la Légion d'honneur.

- Kongehuset har været ret gode til at holde styr på dem, men problemet er bare, at nogle ordener er endt hos personer, der måske har arvet dem og ikke ved, at de skal returneres. Derfor er nogle endt hos samlere, der pryder sig med lånte fjer, siger Jan Elhøj.

Det gælder netop dette franske eksempel, som viser sig at være udlånt til museet af den italienske samler Antonio Spada.

Museet vil dog ikke tillade, at de to danskere putter elefanten i deres lille, medbragte kuffert og bringer den hjem til Kongehuset. Og Spada er slet ikke til at forhandle med, viser det sig.

Napoleons elefantorden finder Jan Elhøj og Morten Kirckhoff på State Historical Museum i Moskva. Her ses de med museumsdirektør Alexey Levykin. Læg mærke til den lille kuffert i Morten Kirckhoffs hænder – den var tiltænkt den forsvundne orden, men forblev tom efter dette besøg. (Foto: © Karsten Kjær, DR)

Samme mur møder de, da de finder Napoleons originale elefantorden på et museum i Moskva, Rusland, og faktisk opdager de endnu én på russisk grund – desværre bare for sent.

- Det var noget research hjemmefra, der i første gang fik os til Moskva for at lokalisere én af dem, og i det research-arbejde fandt vi ud af, at der faktisk også ligger en i Skt. Petersborg, men der nåede vi ikke ind, før krigen kom, fortæller Morten Kirckhoff.

Køber elefant-kopi på russisk rasteplads

Derudover opdagede tv-værterne også op til flere kopier – lad os bare sige, at nogle var mere raffinerede end andre.

På det verdenskendte museum Louvre i Paris ser de for eksempel en replica, som den franske kong Ludvig den 18. fik fremstillet i 1822 – i øvrigt pyntet med ekstra mange diamanter. Det er nemlig ikke ulovligt at kopiere en elefantorden til eget brug.

- Men når der både er originale elefantordener, kopier og forfalskninger, bliver det hele hurtigt lidt mere komplekst, siger Jan Elhøj.

Og i Rusland falder de over en kopi, der aldrig har set skyggen af ægte diamanter. Den køber de af en mand ude på en rasteplads.

Den falske elefantorden er da også den eneste, der puttes i kufferten og tages med hjem til Danmark.

Det lykkes dem med andre ord ikke at få en ægte elefantorden med hjem til kongehuset.

Er den ægte eller ej? Den er i hvert fald forsøgt godt. Jan Elhøj har her iført sig en elefantorden, som de køber fra en russisk mand. Den ligger i dag et sted på værternes fælles kontor, fortæller de. (Foto: © Karsten Kjær, DR)

Alligevel er de godt tilfredse med deres jagt. De har nemlig ikke bare skaffet nye informationer om nogle af de forsvundne ordenener til kongehuset. De har også – håber de – sat fokus på et emne, som mange måske ikke ved ret meget om.

- Jeg synes, vi har bidraget med at fortælle historien om de her ordener – og om kompleksiteten. Og så håber vi naturligvis, at vi har fået mennesker, der normalt ikke ser historieprogrammer, til at kigge med og lære lidt, siger Morten Kirckhoff.

Kongehuset har ikke ønsket at stille op til interview med dr.dk efter programmet for at svare på, om kongehuset nu vil gøre noget mere aktivt for at få de pågældende elefantordener hjem.