Konkurs-gallerist: Det er et komplot

Seks kusntnere har anmeldt galleriejer til politiet for kusnttyveri, men det er et komplot, som Kurt Westergaards gallerist står bag, mener galleriejeren.

Seks kunstnere med Kurt Westergaards gallerist Erik Guldager i spidsen har meldt ejeren af Galleri Nyhavn 18, Knud Helge Hansen, til politiet for kunsttyveri. Erik Guldager og Kurt Westergaard mener, at Knud Helge Hansen har snydt dem for 170.000 kroner, men det er Knud Helge Hansen ikke enig i.

- Nej, jeg skylder ikke 170.000 til Erik Guldager. Han må jo være sindssyg, og jeg har ikke svindlet, siger Knud Helge Hansen.

Guldager bag det hele

Men hvor er de værker, Erik Guldager og Kurt Westergaard savner?

- Jamen, dem har Erik Guldager hentet. Jeg ved ikke, hvorfor han bliver ved med at påstå, at jeg har dem, men jeg kan konstatere, at han er ude efter mig, siger Knud Helge Hansen.

Hvordan er det gået så galt, at seks kunstnere anmelder dig for kunsttyveri?

- Jeg ved det virkelig ikke. Det må være Erik Guldager, der er bag det hele.

Venter post fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen

Søren Parmo mener, at du skylder ham 10.500 kroner og Birgitte Dinesen mener, at du skylder hende 37.800 kroner. Er de også sindssyge?

- Nej, det er rigtigt nok, og det er en del af boet og en sag som kører i fogedretten. Galleriet er lukket, så sådan er det, forklarer Knud Helge Hansen.

Hvor mange penge er der i boet?

- Aner det ikke. Jeg venter på post fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, så jeg aner det ikke.

Guldager kommer ikke indenfor min dør

Nicolas Delacy Brown savner værker for 100.000 kroner. Får han dem igen?

- Ja, de står klar til at blive sendt til ham. Det eneste, jeg mangler, er en adresse, siger Knud Helge Hansen.

Men Nicolas Delacy Brown har jo givet Erik Guldager fuldmagt til at få udleveret den kunst?

- Nå, men Erik Guldager kommer ikke inden for min dør. Så Nicolas Delacy Brown får sin kunst, når jeg har fået hans adresse, siger Knud Helge Hansen.

Kunstnerne kunne godt få deres kunst

Flere kunstnere fortæller, at de har haft svært ved at få udleveret deres kunst?

- Der har aldrig været besvær med at få udleveret kunst. Kun når jeg har været på ferie eller forretningsrejse, men det har man mig bekendt aldrig skulle spørge om lov til, siger Knud Helge Hansen.

Historierne går mere på, at du har sat kunstværkerne ud på gaden foran galleriet i stedet for at lukke kunstnerne ind?

- Jamen, det har været fordi, der har stået folk derude, som jeg ikke ville have ind i galleriet. Men derfor kan kunstnerne jo godt få deres kunst, siger Knud Helge Hansen.

Privat tur til Brasilien

Midt i den her ballade, hvor nogle kunstnere vil have penge og andre vil have deres kunst igen, der tager du til Brasilien. Hvem betalte for den tur?

- Turen til Brasilien har ikke noget med galleriet at gøre. Det var en privat finansieret tur for nogle erhvervsfolk i en helt anden sammenhæng, og det vil jeg ikke ind på. Det har ikke noget med galleriet at gøre, siger Knud Helge Hansen.