Konsulent: Jeg har ikke erklæret min kærlighed til Hübbe

Konsulent er i et notat fra balletledelsen beskyldt for at lægge an på balletmesteren. - Det viser, hvordan man reagerer på kritik, siger hun.

Den konsulent, der i en rapport har påpeget kokainmisbrug og store ledelsesmæssige problemer i Den Kongelige Ballet, afviser at have kommet med kærlighedserklæringer til balletmester Nikolaj Hübbe, mens hun arbejdede med rapporten.

- Det har jeg aldrig sagt. Jeg har aldrig kommet med de udtalelser, siger Helle Hein, der er ekstern lektor ved CBS, ledelsesforsker og konsulent.

Hun afviser at have sagt: "Jeg gør kun det her, fordi jeg elsker dig" og "Jeg er ballettens frelsende engel".

Møder ikke uanmeldt op

Det står skrevet i et notat skrevet af blandt andre administrationschef Henrik Sten Petersen og balletmesteren. Weekendavisen er i besiddelse af notatet, som også nævner, at Helle Hein har opsøgt og ønsket møder med Nikolaj Hübbe i hans private bolig i weekender og sene aftener.

- Jeg har haft et professionelt samarbejde med Nikolaj Hübbe - også før konsulentopgaven, hvor vi har samarbejdet om foredrag og kurser, siger hun.

- Jeg har været hjemme hos ham privat, men altid efter invitation fra han, og jeg har ikke for vane at møde uanmeldt op hjemme hos folk i de sene nattetimer, siger Helle Hein.

Illustrerer mobbekultur

Notatet gør hende bekymret på teatrets vegne, fordi det viser, hvor langt der er til målet om at opbygge tillid, respekt og dialog.

- Det viser, hvad der sker, når man henvender sig til ledelsen med kritik, og det må være meget forstemmende for medarbejderne at se på, siger hun.

- Hvis det er den måde man reagerer på over for folk, der kommer med kritik af ledelsen, illustrerer det kun den mobbekultur, som danserne har forsøgt at beskrive, siger Helle Hein.

Fortrolige samtaler

Ifølge notatet skyldes mistanken om kokainmisbrug, at hun har fejlfortolket følgende udtalelse fra Nikolaj Hübbe:

"Nogle vil nok sige, at der ikke går røg af en brand, uden at der er ild i den".

Om mistanken stammer fra den udtalelse vil Helle Hein ikke kommentere.

- Jeg kan ikke udtale mig om ting, som er bibragt mig i fortrolige samtaler med teaterets medarbejde, både dansere og ledelse, siger hun.

Det Kongelige Teater siger i dag til DR Kultur, at man ikke har noget at tilføje og at Nikolaj Hübbe ikke ønsker at kommentere sagen.

FacebookTwitter