Kontroversiel 'knalde-kage' og gigantisk nedsmeltning: Her er 5 ikoniske øjeblikke fra 'Bagedysten', der fik nettet til at gå amok

'Den store bagedyst' har blandt andet fået os til at diskutere køn og store følelser.

Markus Grigo og Katrine Foged Thomsen har i deres tid som dommere i 'Den store bagedyst' måttet lægge smagsløg til saltbomber, mens deres forgængere, Mette Blomsterberg og Jan Friis-Mikkelsen, havnede i en decideret shitstorm. De indsatte overskrifter er i øvrigt taget fra virkeligheden. (Foto: © Agnete Schlichtkrull/DR, Grafik: Nicolai Bruun/DR)

Det kan godt være, at 'Den store bagedyst' primært handler om lækre mousser, luftige lagkagebunde, perfekt tempereret chokolade og "en god krumme".

Men det handler også om passion, store følelser og den hårfine grænse mellem mesterværk og fiasko.

Netop derfor er 'Bagedysten' noget, som rigtig mange danskere taler om – og sikke en masse samtaler, vi har haft de seneste ti år, hvor 'Bagedysten' har rullet over skærmen. Både i medierne og hjemme i stuerne.

En af dem, der har haft mange snakke om programmet igennem årene, er P3-vært og 'Bagedysten'-fan Mathias Helt.

Og hans samtaler fortsætter for fuldt blus denne sæson.

Lige nu er Mathias Helt nemlig vært på DR-podcasten 'Et stykke med Bagedysten', der hver uge ser nærmere på kageræset i den aktuelle sæson og går tæt på deltagernes mange op- og nedture.

- Hvis man ser 'Den store bagedyst' med de helt rigtige briller på, kan man få en helt anden dimension ud af programmet end bare det, der kommer ud af fjernsynet, siger han.

Sammen med Mathias Helt ser vi her tilbage på nogle af de deltagere og kager fra programmets historie, som virkelig satte gang i snakken ude foran skærmene.

'Men den kage betyder bare alt'

Man skal ikke græde over spildt mælk, lyder et ordsprog – men må man godt græde over en mislykket kage? Svaret er naturligvis ja, og i 'Bagedysten' får følelserne hyppigt frit spil.

Allerede i programmets anden sæson i 2013 gik det op for seerne, at der er mere på spil end bare kager. Det stod klart, da deltageren Annemette Voss brød grædende sammen og udtalte de nu 'Bagedysten'-ikoniske ord: "Og så er det bare en kage, men den kage betyder bare alt."

Den sætning indkapsler, hvad 'Den store bagedyst' kan som tv, mener Mathias Helt.

- Annemette banede vejen for, hvor mange følelser et program som 'Bagedysten' kan indeholde. Hun var den første, der fik en gigantisk nedsmeltning og var med til at vise os, at det her faktisk betyder noget.

- Og det kan da godt være, at det bare er en kage, men du kan ikke gøre det om. Du har endda sat dit liv på pause og taget fri fra arbejde for at lave de her kager, og hvis du fucker op, må du jo ikke være med længere, tilføjer han.

Annemette Voss endte dog med at vinde sæsonen, så på den måde fik hun heldigvis en velfortjent oprejsning.

Gunnars kage var ikke 'mandehørm' nok

Sådan så Gunnar Reinhardts polterabend-kage ud, da 'Den store bagedyst' i 2016 skruede op for noget "mandehørm". En fræk hyrdetime på et lyserødt hjerte faldt dog uden for temaet, mente dommerne, og derfor røg Gunnar ud. (© DR)

Noget, der skabte mange overskrifter i 2016, var, da deltageren Gunnar Reinhardt fra femte sæson fik os til at diskutere, hvad maskulinitet egentlig er. Alt sammen på grund af en kage.

Under temaet "mandehørm" lavede han nemlig en hjerteformet, lyserød polterabend-kage, som han pyntede med fire buttede fødder under et tæppe af fondant.

Men det var slet ikke mandehørmet nok, mente dommerne og sendte ham ud af programmet – og dermed opstod #Gunnargate og et væld af meninger på de sociale medier.

Mange mente, at programmets syn på maskulinitet var alt for kønsstereotypt.

- Gunnar kunne jo kun fortolke temaet ud fra sin egen referenceramme. Og hvis han synes, at en romantisk seng med jordbær og hygge under dynen er mandehørm, så siger man jo ikke kun, at hans kage er forkert, men også at hele hans reference er. Det var det, folk var sure over, siger Mathias Helt.

"Mandehørms"-temaet vakte altså allerede debat i 2016, så hvad ville der ske, hvis man bestemte sig for et lignende tema her i 2021?

- Så havde man jo nærmest lukket DR, siger Mathias Helt grinende.

Mariannes uspiselige salt-kage

Det sker en sjælden gang imellem, at man får byttet om på ingredienserne, når man bager. I 'Den store bagedyst' er det sket to gange.

Måske husker du, da Emil Obel – den senere vinder af sæson syv – ved en fejl fik udleveret kartoffelmel fremfor flormelis. Det beklagede produktionsholdet da også dybt bagefter.

Men for Mathias Helt er det Marianne Bjerring Hansens salt-chok fra samme sæson, der står som den mest mindeværdige fejl. Hun fik byttet om på salt og sukker i sin remonce, og resultatet var desværre – som du kan se i klippet herover – en direkte uspiselig kage.

- Det var genialt tv og et større drama end med Emil, fordi dommerne slet ikke kunne spise hendes kage, siger Mathias Helt, der var erklæret "Marianne-fan".

Marianne selv blev naturligvis ked af fejlen, men hun klarede skærene uden at blive sendt hjem

- Jeg tror ikke, at vi seere helt forstår, hvor pressede deltagerne er. Så der er ikke noget at sige til, at man går lidt op i limningen indimellem, siger Mathias Helt.

Plagiat-ballade om Mettes superheltekage

Nok var det Tobias Hamann, der endte med at vinde tredje sæson af 'Den store bagedyst', men det var nu alligevel konkurrenten Mettes finalekage her, der blev talt mest om umiddelbart efter finalen. (Foto: © Conny Kaalund O'Carroll, DR)

Kan man lade sig inspirere for meget af en kage på nettet? Og hvornår er noget overhovedet plagiat?

De spørgsmål var pludselig på alles læber i 2014, da Mette Hassing Mikkelsen i finalen af 'Bagedystens' tredje sæson fik stor ros af dommerne for sin tredelte superheltekage.

Men idéen til den flotte udsmykning med Superman, Spider-Man og Batman på kagerne var ikke kun hendes egen.

En seer havde i hvert fald googlet "superhero cake" og fundet en kage, der mindede meget om Mettes. Og så havde vi ellers balladen! Ikke alene DR og Mette selv, men også kendte konditorer måtte en tur i medierne og forholde sig til plagiat-beskyldningerne.

- Problemet er jo lidt, at internettet findes, siger Mathias Helt.

- Engang stilede man efter, at det skulle ligne det, man så på billedet i 'Karolines kogebog', men nu må det ikke ligne noget, der findes.

Man må naturligvis gerne låne enkelte elementer eller twiste designet, og derfor er det lige før, at Mette bare kunne have byttet rundt på rækkefølgen af kagerne, foreslår han, og siger samtidig, at Mette næppe er alene.

- Det her er jo bare ét tilfælde. Det er det ene, vi har opdaget, for der er da helt sikkert andre tilfælde derude. Plus, hvornår er noget en kopi, og hvornår er noget en nyfortolkning?

- 'Bagedysten' handler i øvrigt ikke om at lave den mest originale kage eller om, hvordan vi kan få deltagerne ned med nakken, understreger Mathias Helt.

Da Rosa tog alle med storm

I løbet af de sidste ti år har vi lært intet mindre end 100 kageglade og modige danskere at kende i 'Den store bagedyst'. Nogle har været korte bekendtskaber, mens andre af deltagerne stadig har en helt særlig plads i 'Bagedysten'-fans' hjerter.

Hvem husker eksempelvis ikke sønderjyske Katja og hendes kach? Inge og hendes ikoniske edderkoppekage? Eller Micki Cheng og hans evigt smittende humør?

Blandt de mange skønne deltagere formåede særligt én at tage hele Danmark med storm: Rosa Kildahl.

Faktisk behøver man bare at sige fornavnet, så er stort set alle med på, hvem der er tale om. For Rosa viste ikke kun, at hun var god til at bage i sjette sæson – hun smittede også os alle sammen med sit gode humør og positive sind.

- Hun gik bare i hjertet på os alle sammen og havde en enormt inspirerende tilgang til livet, siger Mathias Helt.

Efter 'Bagedysten' ville mange andre da også have en bid af Rosa, der derfor har leveret smil og optimisme i en række andre tv-programmer. For eksempel kan hun bryste sig af at være den første amatørbager til at deltage i 'Vild med dans' – og for nylig er hun sågar blevet spurgt, om hun ikke vil stille op til det næste måneds kommunalvalg.

Rosa har i det hele taget gjort det "vildt godt", mener Mathias Helt. Hun har lige solgt sit firma, og så ernærer hun sig allerede som foredragsholder og youtuber, hvilket også bliver fokus fremover for iværksætteren.

- Hun prøver aldrig at sælge os, at alt skal være perfekt. Rosa viser os, at det ikke gør noget, at det indimellem går lidt galt. Hun har bare en dejlig og let tilgang til livet, siger Mathias Helt.

Kan du slet ikke få nok af 'Den store bagedyst'? Så husk, at du kan se samtlige sæsoner på DRTV lige herog husk også at tjekke den spritnye podcast om 'Bagedysten', 'Et stykke med Bagedysten', med Mathias Helt ud her