Kontroversielt 'Halløj på Badehotellet'-afsnit vender tilbage

Selvom afsnittet i første omgang blev fjernet, kan man nu se det igen - dog med en advarsel om ''stødende indhold og sprogbrug".

Flere film og tv-serier er blevet gennemgået efter de seneste ugers demonstrationer, som har sat fokus på sorte og andre minoriteters skildring. (NF / Ritzau Scanpix 2020) (Foto: NF © Scanpix)

Det bliver igen muligt at se John Cleese og de andre karakterer i tv-serien "Halløj på Badehotellet" i afsnittet "The Germans".

Afsnittet blev midlertidigt fjernet fra BBC's streamingtjeneste, UKTV, fordi det ifølge BBC indeholdt"racistiske bemærkninger".

I afsnittet optræder karakteren major Gowen, der på et tidspunkt kommer med flere nedsættende bemærkninger om spillerne på et vestindisk crickethold.

Det fik BBC til at trække stikket i første omgang, men nu har man besluttet, at afsnittet godt kan ligge på nettet. Dog følger en advarsel med om "stødende indhold og sprogbrug".

- Vi anerkender, at nogle af vore ældre komedier kræver at blive sat i kontekst, så vi forventer at tilføje advarsler før programmerne, lyder det fra tv-kanalen.

Fik masser af kritik

Afsnittet blev fjernet i kølvandet på de seneste ugers massive demonstrationer i USA og flere andre lande mod racisme og politivold i forbindelse med den 46-årige sorte amerikaner George Floyds død under en anholdelse.

Demonstrationerne har affødt debat om sorte og andre minoriteters skildring på film og tv. Og det har fået flere filmselskaber og streamingtjenester til at gennemgå deres indhold.

Men det var ikke alle, der var positivt stemt over for BBC's beslutning om at fjerne det ikoniske tv-afsnit. På Twitter begyndt hashtagget #fawltytowers (programmets engelske titel, red.) at trende.

- Hvad sker der?! Hvad er der galt med verden? Det her er noget lort – de har fjernet den bedste episode af "Halløj på Badehotellet", skrev en bruger.

Også skuespilleren John Cleese var dybt utilfreds med beslutningen.

- Jeg ville have håbet, at nogle på BBC ville forstå, at der to måder at gøre sjov med menneskelig opførsel. Den første er, at angribe det direkte. Den anden måde er at have en figur tale på vegne af den opførsel, skriver han på Twitter.

Derudover uddyber han kritikken over for avisen Sydney Morning Herald:

- Majoren var et gammelt fossil fra flere årtier tilbage. Vi støttede ikke hans meninger, vi gjorde grin med ham, siger John Cleese om karakteren major Gowen.

Tidligere på ugen meddelte streamingtjenesten HBO Max, at man også midlertidigt ville fjerne filmklassikeren 'Borte med blæsten' fra 1939 på grund af dens "racistiske skildringer".

Også sketchshowet 'Little Britain' blev fjernet, fordi seriens komikerpar optræder med blackface (når en hvid person maler sig sort i ansigtet).

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk