Kronprinsparret giver hæder og en halv million til 'sort' komponistduo

Komponistduoen Den Sorte Skole modtog lørdag aften Kronprinsparrets Kulturpris.

For 13. gang i træk uddelte kronprinsparret lørdag aften hæder, priser og penge til en række kunstnere og organisationer, da Kronprinsparrets Priser blev uddelt i Silkeborg.

Kulturprisen, der er den ene af to hovedpriser, blev i år skænket til komponistduoen Den Sorte Skole.

Simon Dokkedal (t.v.) og Martin Højland (t.h.) har gjort al deres musik tilgængelig til gratis gratis download. (Foto: Kristoffer Juel Poulsen © Bikubenfonden)

Den Sorte Skole, der består af Martin Højland og Simon Dokkedal, har i snart 15 år skabt musik, hvor de sætter brudstykker af allerede eksisterende musik sammen på helt nye måder.

Kronprinsparret på den røde løber foran Jysk Musikteater i Silkeborg inden lørdagens prisuddeling. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Deres musik består af samplinger fra både verdensmusik, populærmusik, avantgarde, electronica og klassisk musik på tværs af landegrænser og musikgenrer.

Duoen er især kendt for deres spektakulære og drømmeagtige sceneshows, hvor de blander deres samplede lyd med kæmpekor og masser af visuelle effekter.

Som på seneste Roskilde Festival, hvor de indtog Orange Scene med et kor på 22 mand og en række gæstestjerner.

Kompromisløst univers

Med prisen og de 500.000 kroner fulgte følgende begrundelse fra kronprinsesse Mary:

'Deres liveoptrædener er en tour de force af lyde, rytmer, temperamenter og stemmer, der rammer lytteren. Men vi rammes ikke kun musikalsk. Lydsiden er ofte tilført et visuelt univers, hvor kunstnere inviteres og tilføjer en sanselig og rumlig oplevelse af musikken. Den Sorte Skoles univers er præget af en kompromisløshed, konsekvens og stærk fornemmelse for detaljen.'

Den Sorte Skole sampler musik og lyd fra hele verdenen. I nummeret 'Aiona', som Den Sorte Skole fremførte ved aftenens prisuddeling, indgår der for eksempel musik og lyd fra 15 forskellige lande og fra 6 forskellige årtier.

- Tusind tak til alle de mennesker, der uden at vide det indgår som byggeklodser i vores projekt, lød det blandt andet i takketalen fra duoens ene halvdel, Martin Højland, da han sammen med makkeren Simon Dokkedal fik overrakt prisen.

Se Den Sorte Skole optræde for kronprinsparret med nummeret 'Aiona' ved lørdagens prisuddeling.

Du kan høre flere af duoens numre her:

Den Sorte Skole kan opleves live ved en række koncerter i foråret 2018.

FAKTA OM KRONPRINSPARRETS PRISER

  • Hvert år overrækker kronprinsparret følgende priser:

  • Kronprinsparrets Priser blev indstiftet af Bikubenfonden i 2004 som en bryllupsgave til kronprinsparret.

  • Prisuddelingens formål er at synliggøre og anerkende den ekstraordinære præstation inden for dansk, grønlandsk og færøsk kultur samt socialt arbejde.

  • Kronprinsparrets Priser er hæderspriser og kan ikke søges. Prismodtageren udpeges af Kronprinsparret efter indstilling fra to rådgivende komitéer, der har ekspertise inden for henholdsvis kultur og socialt arbejde.