Kulturbranchen er i knæ: Kulturministeren får kritik for manglende hjælp

Kulturministeren lover, at der er hjælp på vej til de store kulturinstitutioner, men ingen særskilt hjælpepakke.

Koncerter, teaterstykker og andre kulturbegivenheder bliver aflyst på stribe. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Coronakrisen har tvunget kulturbranchen til at finde på nye måder at nå deres karantæneramte publikum på. Teaterstykker, koncerter og filmfestivaler er rykket ud på nettet.

Men selv om det lyder smart, er det langt fra nok til at holde

branchen
flydende, lyder det fra flere.

- Det kan ikke erstatte alt det live-liv, vi er gået glip af. Indtil for fire uger siden troede vi, det blev et dejligt forår med klubjobs og festivaler, siger Anders Laursen, der er formand for Dansk Musiker Forbund.

Hjælp os!

Derfor kommer han i dag med denne sang til politikerne.

- Det er ikke jer, der har lavet

epidemien
, kære regering, det ved vi godt, og I har gjort det rigtig godt. Men I må ligesom forstå, at der bliver lukket og slukket på alle vores områder, og det er meget voldsomt, så hjælp os, siger han.

Kritikken er i de seneste dage haglet ned over kulturminister Joy Mogensen (S). Ikke kun fra

branchen
, men også fra andre partier. Og den blev understreget yderligere i dag, da kulturborgmestre - og rådmænd i de seks største byer sendte et brev til ministeren, hvor de kritiserer hende for den manglende hjælp og for at have været for usynlig under krisen.

Lys i mørket

Også kulturordfører for De Radikale, Zenia Stampe, har kritiseret kulturministeren.

- Hjælpepakkerne går nærmest med kirurgisk præcision udenom hele kulturlivet, både freelancerne, men også kulturinstitutionerne. De står faktisk fuldstændig uden sikkerhedsnet, siger Zenia Stampe.

Efter kritikken har kulturministeren givet en håndsrækning til kunstnerne. Blandt andet er bibliotekspengene blevet fremrykket, og regeringen har sænket kravene i hjælpepakkerne, så flere kunstnere vil kunne hente hjælp.

Zenia Stampe kalder hjælpen et lys i mørket, men mener stadig ikke, at det er nok. Hun efterlyser mere hjælp til kulturinstitutionerne som teatre, museer og spillesteder, som hun mener er i fare for at gå

konkurs
.

Men kulturminister Joy Mogensen

afviser
kritikken.

- Jeg tror aldrig nogensinde, at jeg har været med til at bruge så mange penge på så kort tid, og jeg håber heller aldrig, at jeg kommer til at gøre det igen. Fordi det er angstprovokerende at få så store beløb på plads på så kort tid, og man skal være et overmenneske, for at der ikke er en restgruppe, siger ministeren.

- Jeg tror aldrig nogensinde, at jeg har været med til at bruge så mange penge på så kort tid, siger kultur- og kirkeminister Joy Mogensen. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Hun lover, at der udover hjælpen til kunstnerne kommer mere hjælp til de store institutioner. Det kommer til at ske ved justeringer af de allerede

eksisterende
hjælpepakker, så de institutioner, der har mere end halvdelen af deres økonomi i offentlige
tilskud
, bedre kan få hjælp.

- Mange af de teatre og museer, der lige nu føler sig desperate - og jeg kan godt forstå den desperation - håber jeg vil søge ind i de hjælpepakker, der er. Og se på de justeringer, der nu bliver lavet, som skal sikre, at flest mulig får hjælp, siger hun.

Er der en garanti for hjælp?

- Der er en garanti for, at der kommer en model til at gøre det. Men om der så kan være politisk flertal for det, kan jeg ikke stå og love. Jeg kan ikke fremlægge den, fordi vi ikke teknisk helt har fundet ud af, hvordan det kan lade sig gøre, siger hun og tilføjer, at det kommer til at gøre ondt lige meget, hvem man er.

- Der er ingen virksomheder og ingen

kulturinstitutioner
, der kommer uskadt ud af den her krise.