'Kulturel tragedie': Kæmpe brand i Brasiliens nationalmuseum

Over 20 millioner historiske genstande er i fare for at blive ødelagt.

En voldsom brand hærger Brasiliens nationalmuseum i Rio de Janeiro.

Omkring 80 brandmænd kæmper med de ødelæggende flammer, der omgiver det 200 år gamle museum.

Museet huser blandt andet kulturhistoriske genstande fra Egypten, græsk-romersk kunst og nogle af de ældste fossiler, der er fundet i Brasilien.

Et talsmand fra brandvæsenet siger, at branden er nogenlunde under kontrol. Slukningsarbejdet blev forsinket, fordi to brandhaner i nærheden af museet ikke virkede, hvorfor man var nødt til at hente vand i en nærliggende sø.

Talsmanden oplyser, at nogle af museets i alt over 20 millioner historiske genstande er blevet reddet.

Lokale kigger på flammernes fra nationalmuseet. (Foto: Str © Scanpix)

200 års arbejde tabt

Der er ikke umiddelbart meldinger om tilskadekomne i forbindelse med branden, som først brød ud efter lukketid. I en meddelelse fra museet lyder det, at branden blev opdaget omkring klokken 19.00 lokal tid.

Den altødelæggende brand har vakt stor bedrøvelse i Brasilien.

I en meddelelse skriver den brasilianske præsident, Michel Temer, at det er "en sørgelig dag for alle brasilianere".

- 200 års arbejde, forskning og viden er gået tabt, skriver han videre.

Museets direktør kalder branden for en "kulturel tragedie".

Museets samling relaterer sig både til brasiliansk historie såvel som til andre lande. Derudover indeholder museet også mange genstande fra Brasiliens royale familie.

Brandmænd kæmper med flammerne. (Foto: MARCELO SAYÃO © Scanpix)

Brandsikring planlagt

Nationalmuseet blev grundlagt i 1818 og hører under universitetet i Rio de Janeiro og uddannelsesministeriet.

Der har længe været meldinger om, at vedligeholdelsen af museet er blevet forsømt under flere regeringer, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge museets vicedirektør, Luiz Duarte, har museet for nylig indgået en investeringsaftale med en bank, der skulle gøre det muligt at renovere bygningen.

- Og ironisk nok havde vi planlagt at brandsikre museet, siger vicedirektøren, der nu ser de omfattende renoveringsplaner gå op i røg.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter