10 jazznumre mens du læser 'Midt i en jazztid'

SOUNDTRACK: Hvis man ikke lader tiden bestemme alt, hvad kunne de så have lyttet til, de unge mennesker i Knud Sønderbys klassiker fra 1931? Jens Rasmussen fra P8 Jazz giver dig 10 bud. Også nogle der overrasker.

Jazzsangerinden Julie London havde en forførerisk, vampet udstråling af samme slags som den, Peter Hasvig falder for hos Vera Bagge i 'Midt i en jazztid'.

I anledning af at juli er jazzfestivalernes tid og at DRs jazzkanal P8 dækker Copenhagen Jazz Festival intensivt, bad vi P8-redaktionen sammensætte jazz-lyttelister, der passer til månedens bøger i DR Læseklubberne.

Det er Jens Rasmussen fra Jazzoom, som har fundet 10 numre frem til dig, du kan lade snurre i baggrunden, mens du læser 'Midt i en jazztid'. Han siger:

- Det er egentlig ikke fordi der er meget jazz i Knud Sønderbys debutroman. Den blot 22-årige forfatter giver et fint tidsbillede af en ungdom, hvis mangel på fokus foregriber senere tiders nå-generation(er). Oven i købet stiller hovedpersonen Peter Hasvig spørgsmål ved sin egen kropsdyrkelse - er det ikke lidt tomt og åndløst? Derfor er romanen også relevant i dag og kan som lydbog perspektivere løbeturen, siger Jens Rasmussen.

- Men rodløs ungdom uden fokus er vel altid moderne, og derfor er spillelisten til 'Midt i en jazztid' ikke musik fra 1931, men udspringer fra den tid. Titlen 'Midt i en jazztid' er nok mere et for den tid smart udtryk. Husk på hvordan Doktor Hansens interesse for jazz i Matador vækker de øvrige Korsbækborgeres mistro. Hippe first-movere må altid kæmpe for deres sag.

- Der lægges ud med trompetisten Bix Beiderbecke, som var en af de første jazzmusikere, der forsøgte at bringe jazzen videre fra den helt traditionelle fodtrampende jazz. Men samtidig havde han det også svært og drak sig ihjel i bogens udgivelsesår 1931.

- I lighed med Beiderbecke blev tenorsaxofonisten Lester Young også en musiker, der blev dyrket i senere perioder. Lester Young var nemlig cool, syntes dem der i 50'erne dyrkede cooljazz. For det er den tilbagelænede ikke-brovtende jazz, der er tyngdepunktet i denne liste. Musik man kan lytte til, mens sensommerlyset kaster skygger på Københavns boulevarder.

Herunder kan du lytte til numrene enten som én sammenhængende lydfil eller enkeltvis. God fornøjelse! Og husk at læse 'Midt i en jazztid' imens.

Bix Beiderbecke/Paul Whiteman: 'Dardanella' - fordi Bix Beiderbecke er den første, der vil have andre kvaliteter ind i jazzen end bare dansemusik

Lester Young: 'I Can't Get Started' - fordi Lester Young ikke prøver at imponere, men fortæller en historie i sit spil

Chet Baker: 'Everything Happens To Me' - fordi Baker med sin stemme og trompetspil ejer en melankoli, der passer til længselsfuld ungdom. Så er der også lidt James Dean rent udseendesmæssigt over Baker

Julie London: 'Cry Me a River'

- fordi Peter Hasvig i bogen bliver fascineret af Vera Bagge - en kvinde med stil forføriske evner. Julie London er en vamp i ordets bogstaveligste forstand (google hende og forstå hvorfor), men hun er samtidig stinkende cool

Gerry Mulligan: 'Præludium e-mol op 28 nr 4'

- fordi det at tage en klaversonate af Chopin og arrangere den til en let bossanova er klasse. Når den samtidig findes på en af de bedste jazzplader 'Night Lights' er den ikke til at komme udenom

Brad Mehldau Trio: 'Exit Music (For A Film)'

- fordi Brad Mehldau også elsker Chopin….og Radiohead. Så når han spiller Radiohead lyder det som Chopin

Marc Johnson: 'Faith In You'

- fordi nummeret ligger på en plade med titlen 'Sound of Summer Running'. Havde Peter Hasvig levet i dag havde han haft den i ørerne mens han roede i kajak på Øresund - og tænkt på om han måske skulle have valgt Ellen

Monica Zetterlund & Bill Evans: 'Monicas vals'

- fordi Peter Hasvig har svært ved at føle forelskelse. Det er fordi han er skrevet i 1931 og der var Monica Zetterlund ikke opfundet

Art Pepper: 'You'd Be So Nice To Come Home To'

- fordi altsaxofonisten Art Pepper spiller let og lyst, men med en melankoli lige under tonerne

Stan Getz: 'First Song'

- fordi Stan Getz spiller så hjerteskærende smukt lige inden han forlader denne verden. Hans klagende toner flakser ud over Nørregade, hvor han spillede i Montmartre - i den samme by hvor Peter Hasvig flanerede rundt 60 år tidligere

Facebook
Twitter