Afrikansk litteratur for afrikanere

Litteratur er også en form for udviklingsbistand, mener den danske forfatter Trine Andersen, der har været med til at starte et afrikansk forlag op.

Litt_Talk_Trine_Andersen0.mxf

Brugerreporteren Nina Askov mødte Trine Andersen til en snak om forlaget Panafrica Publishers, som hun har startet i samarbejde med en afrikansk forfatter.

Der er Litt Talk på Vallekilde Højskole, og jeg ankommer tidligt lørdag morgen. Det er frostvejr, og jeg er godt pakket ind. Det er kvinden foran mig i køen ved indregistreringen også, og derfor genkender jeg hende ikke lige straks. Men det viser sig at være netop hende, jeg søger, nemlig forfatteren Trine Andersen.

Trine Andersen

Født 1969 i Sdr. Nissum. Debuterede i 1995 med novellesamlingen 'Hotel Malheureux', som indbragte hende BogForums Debutantpris samme år. Senest har hun udgivet novellesamlingen 'Det ved vi ikke endnu'.

Jeg præsenterer mig, og spørger om jeg må interviewe hende. Det får jeg lov til, og vi aftaler at mødes lige før frokost i en af de tomme sale. Trine Andersen har skrevet adskillige anmelderroste romaner, digt-og novellesamlinger, men det er ikke dem, vi skal snakke om i dag. I dag skal vi snakke om, "Panafrica Publishers", som hun har startet i samarbejde med Shadreck Chikoti fra Malawi.

I 2008 var Trine i Mozambique for at researche til en digtsamling. Meningen var, at hendes hovedperson skulle til Mozambique og få sig et chok over fattigdommen og den helt anderledes levevis. I stedet var det Trine, der fik et chok og kom hjem til Danmark fyldt op af vrede og social indignation.

- Jeg kom jo hjem i en chocktilstand over den ekstreme fattigdom, jeg havde set, og tænkte: "Hvad skal jeg dog gøre?" Nogle år senere var jeg så til en stor forfatter konference i Stockholm med forfattere fra hele verden, og der stod en ung forfatter og journalist fra Malawi, Shadreck Chikoti, og nævnte lige præcis de problemer forfatterne, jeg havde talt med i Mozambique, også havde. Nemlig, at der ikke var nogen forlag at sende deres manuskripter til. Der er nogle ganske få i Sydafrika, Kenya og Nigeria, men ellers er der ikke nogen. En anden af Shadrecks pointer var, at man som forfatter kun kunne sende sine manuskripter til forlag i Europa, hvor de havde meget faste forestillinger om, hvordan autentisk afrikansk litteratur skulle være, og det passede ikke nødvendigvis med det billede, de afrikanske forfattere havde. Og lige dér fik jeg den åbenbaring, at hvis jeg skulle gøre noget, skulle det selvfølgelig være indenfor det fag, jeg vidste noget om. Jeg gik derfor op til ham bagefter og sagde, at der kun var én løsning på det problem, og det var at lave et forlag selv. Han var enig, og vi aftalte så, at jeg skulle skaffe midlerne, og han skulle stå for det praktiske med at starte selve forlaget op.

Er det så lykkedes at få nogle autentiske afrikanske historier ud?

- Vi har desværre ikke haft så stor succes, som vi kunne ønske os. Jeg dannede den her NGO, "A read" og vi har søgt alle vegne. Private fonde, statsinstitutioner, udviklingsministeriet - og alle steder synes de, at det er en super ide, men de vil ikke støtte det. For man kan jo ikke måle et umiddelbart udkomme af det at læse litteratur. Dem der støtter udviklingsprojekter skal kunne måle en effekt indenfor et par måneder, og hvem ved hvilken effekt det har at læse litteratur?
Ikke desto mindre, så er der kommet det ud af projektet, at Shadreck Chikoti selv er gået i gang og har fået udgivet 8-9 bøger. Men det store problem er infrastruktur og distribution. Der er ikke noget ordentligt vejnet, og i hele Malawi er der kun to boghandlere. Så det er et problem at få litteraturen ud til folk.

Et andet problem er læsetraditionen, som i Malawi jo er startet med Biblen, hvor alle historierne indeholder en morale i enden. "Sådan her skal du leve dit liv". Og det er ikke det, vi vil. Vi vil have skønlitteraturen ud for dens egen skyld. Det kan man bare ikke få støtte til. Men man kan få støtte til skolebøger. Så vi har udgivet nogle bøger til skoler for at få råd til at udgive en digtsamling bagefter. Men alt det har Shadreck selv stået for. Vores succes har vel egentlig været, at vi gav ham modet på at gå i gang.

Er der interesserede afrikanske læsere derude?

- Ja, det er der. Jeg rejste rundt i hele Malawi, da jeg senere besøgte Shadreck, og alle steder spurgte folk os, om vi ikke havde en bog, de kunne få. Ved færgelejer, på støvede jordveje var der folk, der gerne ville have en bog. De har jo ikke adgang til noget. Så jeg lavede et lille projekt på Facebook, hvor jeg skrev til folk, om de ikke havde noget engelsksproget litteratur, jeg kunne sende derned. Vi blev også spurgt flere steder, om vi ikke ville støtte deres uddannelse. De har jo kun til og med Primary School. Derefter er der ikke noget, hvis man ikke har penge til det.

Her stopper den passionerede fortælling fra Trine Andersen, idet hun skal videre til et andet interview. Smittet af hendes entusiasme, sidder jeg tilbage og grubler over, hvad der skal til for at bringe litteraturen ud til de hungrende afrikanske læsere. Nogle bud?

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve